- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
16 kommentarer
HenrietteB
1. november 2006 at 22:55Jamen, den har du ;-)))
Det var nu også mest et par tåbelige anonyme kommentarer, jeg ville undgå. Men så er det jo smart at forlægge “festen” til en anden location!
Liselotte
1. november 2006 at 21:26Du slap ikke for det lange og tårevædede farvel. Det undskylder jeg, men jeg havde altså behov for at sige farvel til din blog, som betød meget for mig. Jeg var ikke den eneste og jeg håber på tilgivelse :-)
HenrietteB
1. november 2006 at 21:03Tak allesammen!
Tænk at man skulle opleve, at holde “gæsteblogger-farvel-party” her hos Liselotte ;-)
En far
1. november 2006 at 20:42Jeg er (uden at kende Henriette) ked af, at se mennesker drevet væk fra hvad som helst, på grund af andre menneskers onde vilje.
capac: Ligeså vel som jeg har brug for alvor, så har jeg brug for underholdning. Jeg synes ikke vi skal fri os fra det. Det skal være der, men jeg er enig i, at vi også har brug for det alvorlige.
Jeg vil holde på min ret til at være useriøs og (forsøge) at være sjov. Heldigvis er mit sted på nettet så ubetydeligt, at det er ret let at klikke uden om. ENDNU! Verdensherredømmet venter… jeg kan mærke det. ;)
Kimporator
1. november 2006 at 20:34Hej Hex, enhver seriøs person er en gave til verden, sådan som tiden er nu. Kan såmænd ikke huske dine holdninger, du er sikkert feminist, men alligevel løfter jeg Bush-kasketten for dig og håber du spreder kvalitet over land. En blog er bestemt ikke nødvendigt.
Frederikke
1. november 2006 at 18:31Pas på dig selv, Henriette :)
Lone
1. november 2006 at 12:36Kære Henriette
Også jeg kommer til at savne dig – men forstår så sandelig godt dine bevæggrunde.
Jeg er fuld af respekt for den måde kæmper på, og jeg ønsker dig alt godt i dit liv.
Ella
1. november 2006 at 12:28Når jeg nu ved at du er med herinde Henriette – får jeg heldigvis også mulighed for at ønske dig alt det bedste for din fremtid. God vind!
Jeg er glad for, at vi ikke skal undvære dig i kommentarfelterne :-)
Liselotte
1. november 2006 at 12:17capac – jeg er enig. En blog må meget gerne være alvorlig. Når det er sagt, så forstår jeg så inderligt Henriettes bevæggrunde, for at stoppe.
Når man er alvorlig, kan man ind imellem – afhængigt af indholdet, som naurligvis ikke behøver at være personligt, det var det bare her – være meget sårbar også. Man løfter en flig af sig selv og sine og er sjældent et sprudlende overskudsmenneske, hvis og når man beskriver sine følelser. Man kan så nemt rammes, så det kræver tryghed og tro på respekten fra andre mennesker, eller alternativt ekstremt brede skuldre, at skrive, som Henriette gør, for virkeligheden er jo, at respekt ikke nødvendigvis er det man bliver mødt med og så koster det, at skrive, som hun har gjort.
Jeg forstår hendes bevæggrunde. Selvfølgelig gør jeg det.
HenrietteB
1. november 2006 at 11:38Jamen, det vil jeg gøre! ;-)
Liselotte
1. november 2006 at 11:29Selv tak, Henriette. Jeg vil savne dine ord, for de gav mig et fint kig ind i et kvindeliv, som ganske vist ikke ligner mit, men alligevel har været så genkendeligt. Du kan gøre godt med ord, Henriette.
Jeg er glad for, at du fortsat er at finde blandt mine læsere og som kommentator i forskellige sammenhænge. Det vil jeg så se frem til :-)
Kom forbi til kaffe engang, når du ved et uheld er havnet i nordjylland ;-)
HenrietteB
1. november 2006 at 11:25Jeg tror ikke, jeg vender tilbage med egen blog. Ihvertfald ikke foreløbig.
Jeg vil stadig være her og læse og kommentere jeres blogs, for det tror jeg ikke jeg kan undvære.
Jeg har lukket for kommentarfeltet – både for at undgå for lange farvelscener, men også for at undgå de anonyme kommentarer.
Kære Liselotte, tak for dine varme ord!
Jeg er lige her i kommentarfeltet og selv om det ikke er det samme, som at blogge selv, så vil jeg fortsat nyde, at følge med i dit liv i det nordjyske, for du er en kilde til glæde og inspiration. Og den slags kan vi ikke få for meget af.
:-)
capac
1. november 2006 at 10:43Hvem pokker siger også, at en blog ikke må være alvorlig!? Fri os fra underholdningssamfundet.
Milea
1. november 2006 at 10:14Jeg kommer også til at savne hendes blog – håber at hun vender tilbage :-)
Liselotte
1. november 2006 at 08:40Det er helt i orden Mille – og “den heks” skulle nu også være mere end velkommen her, hvis vejen skulle falde forbi :-)
Mille
1. november 2006 at 08:36Vi er et par stykker der forstår og respekterer det. Heksen, den smukke kvinde, vil blive savnet.
Gudskelov er der altid det her “real life” og der håber jeg, at vores veje krydses H!!
(- undskyld, Liselotte. Men hun har lukket for kommentarerne hos sig selv)
Kram og knus