Skrid pommes frites!

Morgenens drama udspillede sig på vej ud til skraldespanden.

Jeg var ikke specielt opmærksom på, at det er nu jeg skal til at bevæge mig mere end forsigtigt på gårdspladsen. Gangstierne derude er smukke, anlagt med gamle mursten, men de bliver glatte ad pommern til, når først frosten slår til og saltet har jeg jo ikke, så jeg gled med skraldeposen i højre hånd og skred – ikke specielt elegant – rundt om hushjørnet, mens jeg desperat forsøgte ikke at miste grebet om husholdningens sidste efterladenskaber. Var det sket, var de endt inde i Leos forhave og uanset hvor meget jeg havde forsøgt at forklare, er jeg ikke sikker på, at det var blevet godtaget når først skidtet lå spredt ud over alle hans sirligt anlagte bede og med halvdelen flydende rundt i havedammen.

Jeg reddede både æren og fysikken og fik heldigvis afværget både fald og affaldskatastrofe og har siden været svært tilfreds med mig selv. Til gengæld er vi løbet tør for kaffe og det er intet mindre end en katastrofe, så Kenneth er sendt i byen og er jeg heldig, kan jeg lige nå en kop, inden jeg skal afsted på arbejde. Kom nu hjem!