I dybhavet lever blæksprutten Gonatus Onyx. Hunnen passer og plejer sine æg i de ni måneder det tager, før yngelen er levedygtige. Hun slæber dem rundt i en blæresæk, som blokerer for hendes mund, så hun ikke kan æde, mens pasningen står på. Når æggene udklækkes, er hun oftest så afkræftet, at hun dør.
Sådan skal det ikke gå mig. Jeg har det nok ligesom hun. Mit yngel er det vigtigste i verden, men jeg vil ikke dø af at leve. Jeg har (måske) stress i så udtalt grad, at det efterhånden har overtaget den eller gode portion overskud jeg normalt kan mobilisere. Omstændigheder gør, at jeg føler mig låst fast og ikke er i stand handle. Adrenalinen suser rundt i min krop i så rigelige mængder, at jeg konstant rider på en bølge af det, som i korte intervaller af mit liv, har sørget for, at jeg leverer. Lige nu leverer jeg ikke. Lige nu har jeg bare mistet overblikket. Hjertebanken, glemsomhed og generelt ubehag skal elimineres.
I går tog jeg konsekvensen og sygemeldte mig. I morgen skal jeg forbi lægen. Sammen med hende vil jeg prøve at lægge en slagplan, som gør mig i stand til igen, at fungere tilfredsstillende. Der skal luft til. Jeg skal ned i gear. Jeg skal igen til at sove om natten og fungere om dagen. Jeg har brug for ro indeni og udenpå.
Jeg er vist nået derud, hvor selv mit store talent for mange bolde i luften, strategier af praktisk karakter og en udtalt ro i kaos ikke længere er nok. Det føles okay, at have erkendt det, men jeg er alligevel ikke længere, end jeg har brug for, at en fagperson siger til mig, at det er okay, at have det sådan. I morgen…
27 kommentarer
Charlotte Illum Larsen
16. november 2006 at 10:46Ingen er perfekt – ikke engang Supermand – han går med underbukserne udenpå
Anette
8. november 2006 at 18:52Vil også bare sige: Pas nu rigtigt godt på dig selv :-)
Tina
8. november 2006 at 15:20PAS PÅ DIG SELV!!!!
Jeg lider pt. under at være arbejdsløs og skal høre på arbejdsformidlingsdamer der ved bedre, men det er ikke så nemt som medierne skriver, og så folks løftede øjenbryn når de hører man er arbejdsløs, det er hårdt at få masser af afslag fordi der er ca. 121 ansøgere til et job.
Jeg har selv stress iøjeblikket, det er rædselsfuldt ikke at have fuld kontrol over sin krop og så føle sig utilstrækkelig.
Hjertebanken så man tror at alle kan se ens hjerte gennem blusen, tudeture uden at vide hvorfor osv.
God idé at kontakte lægen, det gjorde jeg selv og har de sidste 4 uger været der en gang om ugen, og har fået nogen beroligende tabletter som jeg tager en halv af når jeg kan mærke at denne uro og hjertebanken begynder, det hjælper, der kan gå mange dage imellem der er brug for dem og andre dage hvor de er nødvendige.
En sød tidligere kollega sagde til mig, stress behøver ikke at have noget med travlhed at gøre, men til gengæld hvad vi putter ind i hjernen.
Nogen dage er hæslige og andre dage er gode, to skridt frem og et tilbage, men husk og tage det roligt når du har taget to skridt frem. Jeg taler lidt af erfaring, ellers glider du hurtigt tilbage i det sorte hul.
Husk og giv dig tid uden at have dårlig samvittighed.
Kram
Tina
Karin
7. november 2006 at 23:07Midt i al det svære har du alligevel formået at trylle et lækkert topbanner frem; det er dejligt!
Håber gaven er til dig selv….
Lotte
7. november 2006 at 21:20“At være moderlig overfor mig selv er blevet en måde, hvorpå jeg lytter til mine dybeste behov, og være lydhør over for dem, idet jeg er lydhør overfor mit indre barn.” Melinda Burns
Og det er godt, at passe godt på sig selv, hvis man skal passe godt på andre.
(Og jeg kunne jo skrive meget meget mere, men må hellere holde det kort og enkelt :-)
Dorte
7. november 2006 at 20:13Kære Liselotte
Flot beslutning. Håber, at du får en lang og god timeout, hvor du kan lade din personlige tank op med ro, glæde, kærlighed og alt hvad du kan lide.
Bedste ønsker og hilsner
Dorte
… der også nærmer sig væggen, omend af andre årsager
Liselotte
7. november 2006 at 20:04Tak for jeres hilsner – og Donald, jeg er næsten nødt til at knytte en kommentar til din, for Alexander har faktisk mundrugende cichlider og det er et fantastisk skue, når de spyttes ud i verden :-)
Sorgen er endeløs. Der vil altid være noget, som kan genskabe stemninger, minder og øjeblikke. Med tiden til at endevende og acceptere, bliver sorgen også til at bære. Det sidste er det vigtigste :-)
Donald
7. november 2006 at 19:44Selvfølgelig er det OK.
Alt hvad der virker efter hensigten, er ok. Hensigten er at få det bedre. Så derfor …
Den blæksprutte er jo ikke for smart, men måske har den ikke kunnet finde på noget bedre. Akvarie-holdere har vist nogle fisk af typen Ciclider, som bygger skum-reder, og hvor hunnen på en eller anden måde skal få æggene op (måske hjælper hannen). Bagefter må han plaske æggene til med vand for at de ikke skal tørre ud og dø, men de er forholdsvis beskyttede mod (mindre) rovfisk og andre Ciclider.
Der er også nogle arter, hvor hannen normalt ruger æggene i munden (uden at spise dem). Det synes jeg er den mest interessante bio-feature.
Sorgen må splittes ad i de hundrede eller flere tanker og følelser, den består af. Fornylig “dummede” jeg mig igen. Jeg havde chancen for at snakke med en spændende lærer i journalistik og fortalte om min tid i Radioen, hvor jeg valgte at trække mig fordi jeg, kort sagt, var gået for tidligt på arbejde efter min faders død. Da jeg fortalte det, bævrede stemmen lidt igen og det gik op for mig (og min samtalepartner) at jeg stadig ikke havde lukket den bog. Jeg opdagede hvad det var ved denne far, som jeg godt kunne lide. Det er nemt nok at opregne de sider, som ikke var så gode, men af plusser var der især en kærlig accept af de vågnende følelser og dumme fejltagelser, som børn og unge kan gøre.
Inger
7. november 2006 at 18:56Som min mor sagde altid – Tag et ting ad gang!
Kan man ikke nå det for i dag, så venter til i morgen.
Go` bedring!
Inger
Nadia
7. november 2006 at 17:11Som Bruce Springsteen sagde under en koncert i Stockholmfor nogle år siden : “Hold on brother – there’s a light in the other end of the tunnel.”
Mother Theresa har også sagt engang : “For kunne hjælpe andre i nød, må man kunne tage vare på sig først.” Og det er lige præcis hvad du gør..
så giv dig tid..rigeligt tid.
Suzy Q
7. november 2006 at 16:31Hvor er jeg glad for, at du tager dig af dig selv :)
Karin
7. november 2006 at 15:47Jeg kan kun bøje hovedet og tage hatten af for dig, Liselotte. Jeg har selv stået i samme situation – også med en svær familiekrise til årsag (om jeg så må sige) – og der er ingen anden fornuftig vej end at slå bremserne i. Jeg håber at din læge er dygtig og giver dig den tid og hjælp der skal til for at du bliver hel indeni igen.
Anne Stange
7. november 2006 at 15:38Vær stolt og rank over din beslutning, du skal ned i gear og lade nogle af alle boldene falde.
Når de begynder at drøne ned om ørerne på dig, fordi evnen til at holde dem oppe svigter, så rammer de hårdere på vejen ned og lysten til at smide dem op igen kan vare meget længe om at indfinde sig igen!
Jeg håber, at lægen er skrap og dømmer time-out i mindst 3-4 uger, det skal der til!
Go’ bedring med drenge-barnet.
Knus herfra :-)
Anne Lindholt Ottosen
7. november 2006 at 14:48Godt, at du gjorde det! Øv dig i nogle dage, så skal du nok finde roen ved at sidde lidt ned. De stærkeste i denne verden er dem, der ved, hvornår de skal samle energi. Og du ved jo også hvordan, og alt mulig held og lykke med det! Og god bedring med Alexander!
christina
7. november 2006 at 14:36hej liselotte
jeg har været fast læser på din side gennem lang tid og har fulgt jeres kamp for at få tid og rum, både til jer selv men også til alexander. Jeg beundre den optimisme du kan præstere når det hele ser mest sort ud. Jeg håber selv jeg vil kunne det en dag.
Håber alt det bedste for dig….. og din familie.
venlig hilsen christina
Mette
7. november 2006 at 13:05Sæt dig ned og fat strikketøjet. Det er overraskende, hvad den monotone gentagelse ved strikningen kan give af ro.
Da min søsters kæreste pludselig døde, købte jeg det strikkekit, som hun mest ønskede sig og hver gang hun sad ned, fik hun stukket strikkepindene i hånden. I dag (3 år efter) er hun ikke i tvivl om, at det hjalp hende utroligt meget med at finde en ro og komme igennem det.
Hilsen
Mette
Marit
7. november 2006 at 12:59Det er nok mange av oss som har møtt veggen en eller annen gang – i en eller annen form, og modige er de som innser det før de tar seg i å telle opp alle de sterke tablettene mens det drikkes en flaske whisky…
Verden går sin skjeve gang videre selv om vi tar en pause, og man kan alltid hoppe på karusellen igjen.
Jeg er sikker på at flere enn meg er blitt anpusten av bare å lese om alt du gjør Liselotte, så sett ned tempoet med god samvittighet.
Superwoman kan ikke redde verden hele tiden!!!
Klem.
Ella
7. november 2006 at 12:58Der skulle have stået Vi …
Ella
7. november 2006 at 12:57i er mange der har stået midt i det du er i lige nu, så vi er mange der forstår – accepterer og ikke mindst støtter dig.
Du er på vej Liselotte :-)
Liselotte
7. november 2006 at 12:56Det sværeste for mig er uroen. Den manglende evne til at geare ned og falde til ro. Trangen til at rejse mig, hver gang jeg sidder. Følelsen af, at der må være noget, jeg skal gøre og fornemmelsen af hele tiden at have glemt et eller andet.
Jeg må have elimineret nogle af de ting, som skal huskes. I en periode, må jeg have “rent bord”, så det kun er ganske få ting, som skal fungere. Jeg jonglerer med for mange lige nu.
Jeg kan normalt sagtens finde tid og ro til at foretage nogle af de ting, som giver energi, men det magter jeg ikke engang lige nu, så det er vist på tide med et tryk på pauseknappen :-)
Kirsten
7. november 2006 at 12:49Jeg må tilslutte mig “koret” ;-) Godt du mærkede efter Liselotte…
Blev selv sygemeldt – og af samme grund – i maj, og véd kun alt, alt for godt, hvordan du må have det lige nu. Jeg husker det som et voldsomt inferno af forvirring og nedtrykthed – og det sværeste af det hele: Følelsen af ikke at vide om det var REELT!!! For i de splitsekunder/-minutter der kunne opstå, hvor humøret var godt og man “mestrede” noget (selv om det så kun var at få lavet en madpakke til ungerne…), opstod der umiddelbart efter en følelse af, at dette her, det må være indbildt…!?! Jeg husker at jeg tænkte “så mand dig dog op, kvinde!”, gang på gang på gang på………..
Men: Det psykiske kaos, følelsen af ikke at kunne udtrykke én ordentlig sætning, hukommelsesproblemerne, koncentrationsbesværet osv. – det bli´r alt sammen bedre dag for dag, tro mig! HUSK DÉT!!!
“Sølle” fem måneder senere blev jeg raskmeldt, og jeg må sige som Charlotte: Jeg ville på en måde ikke ha´ været det foruden. Jeg er blevet stærkere, og MEGET mere bevidst om mine egne grænser – og om at det er ok at sige fra en gang imellem. Bare fordi!
Ha´ det godt. Få noget hvile og frisk luft. Og vær ikke bange for at sige til når du har brug for hjælp.
For jeg véd der er mange der står klar i kulissen!
Lizelotte
7. november 2006 at 12:14Klogt træk. Bliv ved med at passe på dig selv, og find hen i nydningen igen…
Mette
7. november 2006 at 12:03At du har indset, at du ikke kan fortsætte lige nu, er da et stort skridt i den rigtige retning. Lægebesøg er uundgåeligt og det er vel det, de er der for.
Ingen af os kan køre i højt gear konstant – vær bare glad for at du har indset det i tide og und digselv den tid, det tager.
Mange tanker
Mette G.
Charlotte Illum Larsen
7. november 2006 at 11:48Jeg nåede det ikke i tide – at sygemelde mig. Jeg udviklede en stress relateret depression – som jeg nu bliver behandlet for – snart 1 år har jeg været på piller og samtaler. Men jeg fungerer fint nu – jeg arbejder – jeg har fundet mit kreative gen igen – så strikketøj og symaskine bliver luftet igen.. jeg har stadig dage hvor jeg bare skal hvile og lave absolut ingenting.. der er lys for enden af tunnelen – men omstillingen fra superwoman var svær… men nu ville jeg ikke ha undværet det. Jeg har lært at sige fra – sige NEJ og ikke undskylde… Pas nu på dig selv og tag den tid det tager
Liselotte
7. november 2006 at 11:47Tak, begge to :-)
susling
7. november 2006 at 11:45Kunsten er at sige fra i tide…….Det ved jeg af egen personlig erfaring…..Vi har kun et liv og det skal helst være så godt som muligt…..
Forståelse herfra
Irene
7. november 2006 at 11:37Det ér OK! Knus!