Inden mørket sænkede sig, drog Oskar og jeg på havetur. Det er ikke nogen stor rejse vi foretager, men den er god for sjælen og Oskars energiniveau, så mens han jagtede mus, jagtede jeg forfald. Det er derude.
Indenfor igen er vi i gang med aftensmaden. Det endte med en anden menu, end den vi havde planlagt. Jeg havde ikke taget Kenneth i ed, for jeg ville det så godt, så han kunne slappe af. Han havde allerede indkøbt økologisk landkylling, så hvem siger nej til den slags? Ikke mig!
I stedet har jeg lavet æblesuppen. Den dufter i hele huset. I ovnen står brød og bliver sprøde og gode. Varme er her nok af og at jeg ind imellem smadrer skåle, lerfade og glas, tager jeg som et tegn på, at der blev trukket i bremsen på et ganske fornuftigt tidspunkt.
Alexander får ny antibiotika. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at det går i gang med at virke. Imens hygger vi os med suppe, bagning og det at være sammen. Det sidste føles rigtigt godt.
6 kommentarer
Karin
11. november 2006 at 07:31Du ka’ nu nogle tricks; Liselotte. Hvordan får du brødet til at se så sprødt og lækkert ud? Mine franskbrød ser ikke sådan ud?! Er det en grovere dej? Hævetiden? Oplys mig :-)
Liselotte
9. november 2006 at 22:20Det kan jeg heldigvis stadig, Claus. Det er ganske simpelt mængden af livsopgaver, som tager pippet fra mig lige nu. Der er skåret ned på dem og jeg håber det giver overblik og overskud igen snarest :-)
Claus
9. november 2006 at 22:17Dejligt at du kan glædes igen -bliv endelig ved med at kæmpe i den retning!
Nadia
9. november 2006 at 19:54Åhhh igen, nogle skønne billeder..
*suk*
Liselotte
9. november 2006 at 17:44Tak Ella, vi gør det samme :-)
Ella
9. november 2006 at 17:36Uhmmm det lyder så dejligt Liselotte – jeg kan mærke og sanse varmen og hyggen helt her op :-)
Jeg krydser fingre og håber inderligt, at medicinen virker :-)