Lange dage

Jeg tager stadig mig selv i at lytte efter åndedraget, som jeg hver eneste dag, gennem næsten 17 år, var vant til at tolke på. Sådan bliver det ved i lang tid endnu.

Halvdelen af min bevidsthed er stadig opmærksom på Alexander og hans behov. Jeg kan ikke sidde i stuen, uden at skulle rejse mig, for at lytte nedad gennem huset, for at sikre mig, at han er okay.

Jeg finder hele tiden små stumper af et liv, som ikke længere er. Jeg falder over en tablet og pludselig græder jeg. Jeg finder en trøje i vasketøjskurven og jeg går stille ind på værelset og begraver næsen i hans sengetøj, som stadig dufter af ham.

Jeg hader hans hjælpemidler. De skal ud og væk. De minder mig om alt det, jeg ikke vil huske. Alt det gode må og skal blive, men alt det, som ikke fungerede, skal elimineres.

Han skal huskes for sin store personlighed, sin livsglæde og sit lyse sind.

Vi har haft samtalen med bedemanden, som viste sig at være en kvinde. Hun havde taget stilheden og alvoren med hjemmefra, men hun kom i et af de øjeblikke, hvor vi havde det godt. Vi vidste præcis, hvad vi ville og sådan må det nødvendigvis være.

Alexander skal bisættes fra Gunderup Kirke. Det skal han, fordi den kirke i mange år har været rammen om både de glade og de sørgelige livsøjeblikke i vores familie. Det skal han, fordi kirken er lille, smuk og stemningsfyldt. Det skal han, fordi man har brug for udstukne rammer, at sørge indenfor. Jeg tror, at det ville være okay med ham.

Vi hører ikke til den kirke. Bedemanden vil undersøge, om det kan blive tirsdag. Ellers venter vi. Det skal være der. Sådan må det også være. Der er smukt. Vindomsust og smukt.

Bagefter skal han ind at ligge i en smuk plæne med udsigt til bøgen, som springer. Hans lillesøster skal vælge stedet.

I morges stod Oline op og gjorde sig klar til at tage i skole. Hun ville op og fortælle sine klassekammerater, at hendes bror var død onsdag klokken fem minutter over et. Hun ville selv fortælle det. Hun bad sin lærer om at være støtte, men hun ville selv. Hun tog afsted med en styrke og et mod, som jeg for altid vil beundre hende for.

Vi passer på hende. Vi ved, at hun er stærk, men også uendelig skrøbelig. Hun er et fantastisk barn. Jeg er så stolt af hende, at jeg slet ikke kan finde ord for det.

Vi savner så skrækkeligt. Hvert eneste minut på dagen var tilpasset Alexanders behov og det bliver en lang proces, at forvandles til kun Olines mor og far, men vi er stille gået i gang.

Alexander var, sammen med Oline, den største gave vi nogensinde har fået. Der kommer aldrig noget større forbi og vi ved det. Det gør ingenting, for han formede os og gjorde os til dem vi er i dag og vi er så uendeligt taknemmelige for alle de ting, han lærte os. Alexander selv satte måske ikke store fodspor, men han satte fodspor i alle de hjerter, han passerede og hans liv blev aldrig nogensinde meningsløst eller tomt. Han gjorde livet anderledes farverigt for uendeligt mange mennesker og alle vi, som var heldige nok til at kende ham, er forandret for evigt.

Da Alexander var 11 måneder gammel, sagde lægerne, at han formentlig ikke ville blive mere end halvandet år. Han blev i næsten sytten. Han var så sej og fuld af livskraft, at jeg kun kan fyldes med stolthed over, at jeg blev hans mor.

Jeg savner ham hvert eneste sekund, men jeg lærer at leve uden og jeg finder glæde i at vide, at han gjorde en forskel, der rækker langt ud over mig.

Tusinde tak for alle jeres hilsner. De varmer. De hjælper ikke. Det er der ingenting, der gør, men de varmer os allesammen, så dem skal I have tak for både i form af kommentarer her og mails sendt til os herhjemme. Tak for blomster og opringninger og tak for støtte og besøg. Det hele betyder så uendelig meget for os, så tusinde tak.

Relaterede skriv

46 kommentarer

  • Svar
    frkjensen
    3. december 2006 at 01:40

    Kender kun din blog fra nogle få besøg, men det gør mig ondt at høre om din søn. Jeg fandt for nogle måneder siden en smuk, klog og poetisk blog, der handler om at sørge, og om at blive levende igen. http://levende.wordpress.com/. Tænkte, at jeg godt kunne have brugt noget lignende sidste gang jeg prøvede at miste nogen. Derfor anbefalingen, selv om jeg godt ved det ikke,… sådan… ‘hjælper’ :-(

    Alle mulige gode og styrkende tanker til dig og din familie!

  • Svar
    Siri
    2. december 2006 at 14:31

    Stor klem til dere.

  • Svar
    Karin
    2. december 2006 at 14:26

    Din tekst bringer store tårer frem i mine øjne og stor respekt frem i mig – for dig og din skønne familie. Jeg sidder bare tavs tilbage. Af medfølelse.

    Dit og Alexanders topbanner er skønt! Håber han kigger med og ved det!

    Har ofte hørt – “en sorg er ikke noget man kommer over – den kommer man igennem”. Det er hårdt arbejde – ikke at springe over men leve sig igennem en sorg. Vi kan ikke gøre det for jer, men forhåbentlig kan vores ord og følelser overfor og med jer give jer lidt vind i ryggen.

  • Svar
    visitsen » ..så småt det stunder derude
    2. december 2006 at 10:21

    […] Det er blevet december og jeg køber ting (og endda en fantastisk kjole (i fruestørrelse)) og livet går videre. […]

  • Svar
    Hanne 2
    2. december 2006 at 09:06

    Rettelse : der skal stå firkløver!

  • Svar
    Hanne 2
    2. december 2006 at 07:19

    Jeg sidder også her og græder.
    At miste en meget elsket person, er en sorg af ufattelige dimensioner.
    Nogle kan acceptere sorgen og styre den, andre kan slet ikke finde ud af det.
    Nogle kapsler sorgen inde, benægter, for at få et sammenbrud 3-4 år efter,andre arbejde sorgen væk og flytter fokus.
    Andre ender på piller og i druk. Andre skriver sig ud af den.
    Andre har brug for et besøg hos en psykolog for at få styr på al kaos’et.

    Jeres lille familie har altid billedligt stået for mig som et firkøver d.v.s. held. Alexander, Oline, Kenneth og Liselotte.
    Det vil den fortsat gøre, for Alexander formede jer som de dejlige mennesker I er.

    Sorgen er noget meget, meget personligt. Sorgen SKAL ha’ den tid den skal ha’.

  • Svar
    Fr. Møller
    2. december 2006 at 05:44

    Ja, du/I vil fortsætte med at lytte. Det hverken kan eller skal være anderledes. Der er dage med bundløs sorg. Dage, hvor man tror, alt er OK, men øjnene alligevel rinder over, fordi et sagte vindpust hvïrvler støvet op.

    Der er også – momentant – lettelse over det, älle parter trods alt blev forskånet for. Når det ikke kunne være anderledes – var det – nådigt.
    Kærligst, Sus.

  • Svar
    Alice Ibing
    1. december 2006 at 23:41

    Kære, kære familie

    Jeg har netop læst om jeres store tab i en mail fra en Handibarn-medlem. Det gør mig så frygteligt, frygteligt ondt for jer.

    Jeg har fulgt jeres side fra sidelinien med jævne mellemrum med en helt speciel interesse for Alexander. Glædet mig over hans mod på livet og set ham som et forbillede for min egen lille datter, Anne-Sophie, der mindede om ham på mange måder. Tænkt på Alexander, når jeg fik de gentagne beskeder om, at min datter nok ikke ville blive særlig gammel og håbet, at hun ville følge i Alexanders fodspor og fejre lige så mange fødselsdage som ham…

    Når jeg nu læser jeres blog igen gennemgår jeg Anne-Sophies sidste dage for godt tre måneder siden igen. Ligesom Alexander elskede hun livet, men kroppen kunne ikke mere den 7. august.

    Som du skriver sætter vores børn måske ikke særlig store fysiske fodspor, men de sætter ubeskriveligt store fodspor i mange menneskers hjerter. I har været de mest fantastiske forældre for Alexander og I har givet ham et liv fuldt af mening og kvalitet. Hvor svært det end er, håber jeg, at I kan finde trøst i den tanke.

    Vores historier minder meget om hinanden. Kampen for at give livskvalitet, kampen for altid at være et skridt foran i enhver henseende, kampen for at klare lægers dommedagsprofetiere igen og igen, kampen for at klare angsten for det ukendte, kampen for ikke at efterlade løse ender, der på et tidspunkt kan efterlade en’ med spørgsmålet “hvorfor”?… Kampen der måske lige nu synes mere tabt end vundet, fordi man nu har mistet en af holdspillere…

    Jeg føler med jer, fordi jeg nu også ved, hvilken tid I er i og skal igennem. Det er så smertefuldt at det ikke rigtigt kan beskrives. At leve med et handicappet barn fylder så utroligt meget og meget mere end man egentligt tænker på, mens man har barnet hos sig. Derfor har man ikke kun mistet noget af det dyrebareste, – barnet… man skal også til at finde en hel ny livsstil… I virker som en stærk familie og jeg håber, at I også klarer jer igennem denne næste lange svære tid.

    Jeg vil tænde et lys for Alexander på Mindet, hvor jeg også tænder lys for Anne-Sophie og jeg håber, at de to nu, – hvor end de er… – har glæde af hinanden.

    De kærligste tanker til jer alle
    Alice – mor til englen Anne-Sophie
    http://www.anne-sophie.ibing.nu
    http://www.mindet.dk

  • Svar
    Dana
    1. december 2006 at 22:32

    – og så sad man på arbejde med tårer i øjnene og kunne slet ikke få ord på.

    Hils Oline og sig, at det var STORT. Stærkt og sejt. Og at man er nødt til at lade det store afbalancere af det små, at det er vigtigt at være lige så ked som man er stærk. Ellers bliver det alt for hårdt.

    Knus til jer alle tre.

  • Svar
    Christina
    1. december 2006 at 22:25

    Liselotte.
    Jeg græder for og med jer,det må være en ufattelig sorg, og et kæmpe tomrum der nu er opstået.
    Det er svært at være handi-forældre og vide at man en dag skal miste alt for tidligt – det er bare ikke meningen med livet, at vi skal overleve vores børn.

    I var de bedste forældre Alexander kunne have fået, og jeg har altid beundret dig for din ukuelighed og livoptimisme.

    Jeg har fulgt jer på sidelinien i 4 1/2 år – Tak for det.
    Tak fordi du allerede dengang “viste” mig, hvordan livet også kan leves.
    Det har gjort en enorm forskel i min måde at være mor til et svært handicappet barn på.

    Pas rigtig godt på hinanden alle tre, og vid at I altid gjorde det rigtige for Alexander.

    Knus og tanker fra Christina (handibarn)

  • Svar
    Maja
    1. december 2006 at 21:52

    Mine tårer vil ingen ende tage.
    Jeg beundre dig Lise-Lotte.
    Værn om dig selv og dine nærmeste.
    Vi er her alle når du har overskud igen.
    Kærligst Maja

  • Svar
    Bettina
    1. december 2006 at 21:43

    Smukke ord fra en sørgende mor. Min alledybeste medfølelse og varemeste tanker.

    “Og når en gang på Herrens bud
    vort timeglas udrinder,
    en evig sommer hos vor Gud
    i Paradis vi finder.”

    “Hans Ånd, som alting kan og ved,
    i disse korte dage
    med tro og håb og kærlighed
    til Himlen os ledsage!”

  • Svar
    Anne Stange
    1. december 2006 at 19:24

    Dine ord rører vores hjerter, brystkassen føles pludselig som om den er for trang, vejret kommer ikke helt ned i maven.
    Jeg ser dig for mig, gå gennem dit dejlige hjem og stryge hænderne hen over de steder, der nu mangler en beboer, de vil føles uendeligt tomme længe endnu.

    Men der kommer andre dage, dage hvor i igen er lette om hjertet og hvor jeres smil står i kø for at smykke jeres ansigter, livet bliver godt igen, bare på en anden måde.

    Kærlige tanker fra os.

  • Svar
    signe
    1. december 2006 at 18:52

    Tænker fortsat på jer og tænder lys..

    Smukt toplogo!

    Jeg undrede mig altså også over den der med at I skulle være “kun” Olines forældre.. (- men jeg tror godt lidt jeg alligevel forstår hvad du mener, det trækker mange ressourcer at have et handikapet barn.. ) I vil altid være forældre til 2 og nogle RIGTIG kærlige af slagsen!

  • Svar
    Maria uden blog for indeværende
    1. december 2006 at 18:42

    Fantastisk smukke og bevægende ord, du har sat på følelserne…

    Tænker på Jer…

  • Svar
    Susan
    1. december 2006 at 18:39

    Smukt, meget smukt.

    Jeg kan godt forstaa at du er stolt over Oline, hun er for sej. Du kan ogsaa roligt vaere stolt af dig selv (og Kenneth). Der jer (og Alexander) der har vaeret med til at give Oline den styrke.

    I er alle 3 meget i mine tanker.

  • Svar
    takkmor
    1. december 2006 at 17:14

    …godt om ord og tanker fra andre varmer…
    ….for det ble så veldig, vanvittig kaldt..

    Det heter at det som ikke knekker en, styrker en…
    Det er BRA at du aldri slutter å være Alexanders mor !

    Mon alle lysene vi tenner rundt om, vil øke drivhuseffekten…?
    Det kjennes slik. Det kjennes godt å få være en av mange i en lenke omkring deres sorg..

  • Svar
    Liza :-)
    1. december 2006 at 16:47

    Så smukt…. du skriver så fantastik smukt og kærligt om dine dyrbare børn. Jeg er ydmyg over at få mulighden for at følge dit liv, dine tanker… Tak, varme og kærlige tanker herfra

  • Svar
    Lene
    1. december 2006 at 16:32

    kære Liselotte. Tak fordi du med ord formår at levendegøre din dag, dine følelser, dit liv. Du beskriver så smukt Alexanders virkning og indflydelse på dig. Det der gør din blog så elsket er jo netop i kraft af Alexander, Oline og Kenneth , de har formet dig og du har formet dem. Du har al mulig grund til at være stolt af din datter, det kræver mod, men når man tør åbne sig, får man også meget tilbage, det håber jeg også Oline vil mærke.
    Gunderup kirke ligger smukt.
    mange varme kærlige hilsener fra os begge.

  • Svar
    Sanne
    1. december 2006 at 15:48

    Så mange smukke ord der er skrevet…
    Flot af Oline, hun er en stærk pige.
    Bedste tanker til jer alle.
    Vh Sanne

  • Svar
    Nadia
    1. december 2006 at 15:45

    Fik mig lige en tude tur, for man bliver så rørt over det der er skrevet.. Husker selv smerten da en af mine bedste veninder gik bort i en alt for ung alder for ja nogle år siden.

    Det mod Oline, viser(viste), for sin klasse er helt fantastisk. Det mod havde jeg ikke, men jeg fandt det, da det skulle siges. For det skulle jo siges.

    Intet kan lindre jeres sorg, men i skal vide at i ikke er alene om den.

  • Svar
    Pernille
    1. december 2006 at 15:30

    Og igen bliver ordene siddende i halsen og i fingrene…

    Pas på jer selv, Liselotte og Kenneth og på jeres store lille dejlige Oline.

  • Svar
    maria
    1. december 2006 at 15:08

    Jeg er meget ked af det på jeres vegne.

    Knus og tanker

    fra Maria.

  • Svar
    Lucie
    1. december 2006 at 14:53

    Kjære Liselotte
    Tårene triller, Liselotte. Det er flere dager siden jeg sist var innom din side; da var han lige lagt inn på hospitalet. At Aleksander nå er død er så forferdelig trist. Dere har min dypeste medfølese i sorgen. Lucie

  • Svar
    Helle Læsø
    1. december 2006 at 14:44

    Hej Liselotte.
    Tænker meget på Jer og Jeres sorg i disse dage. Der er ingen tvivl om, at Oline er en sej pige, men hvordan skulle hun blive andet, med de forældre. Gunderup kirke …, det er da temmeligt langt fra Gug, men smukt er der, der på bakken.
    Varme tanker til Jer alle tre
    Helle Læsø

  • Svar
    Mette
    1. december 2006 at 14:05

    PS – Jeg er vild med dit og Alexanders julebanner! Det har I gjort godt.

  • Svar
    Mette
    1. december 2006 at 14:04

    Der er al mulig grund til at være stolt af Oline. I skal nok i fællesskab klare den hårde tid, I skal gennem. Jeg kan røbe, at fra min kant af landet har I fået rigtigt mange tanker de sidste dage. Ikke mindst forleden da stilheden på din blog, var så alarmerende, at jeg vidste, hvad dit næste budskab ville være. Pas godt på hinanden og jer selv. Snus til alle de trøjer du har brug for. kærlige hilsner Mette

  • Svar
    Jane N
    1. december 2006 at 13:45

    Hej Liselotte
    Selv om jeg ikke kender jer, så tænker jeg på jer hele tiden.
    Jeg synes det er utrolig stort af dig at du har overskud til at skrive om din og familiens sorg.
    For snart 9 år siden mistede jeg en lille pige og jeg havde ihvertfald ik det overskud. Når jeg tænker tilbage mindes jeg mest at jeg lå på sofaen og græd det meste af tiden.
    Jeg synes det er så flot at du kan dele din sorg med så mange andre og jeg er sikker på det hjælper dig videre.
    Mange kærlige tanker Jane

  • Svar
    AnnePanne
    1. december 2006 at 13:20

    Smukt, Liselotte…

  • Svar
    Zpitzen
    1. december 2006 at 13:19

    Ja.. I tankerne er i næsten hele tiden…

  • Svar
    Trine
    1. december 2006 at 12:51

    Ord hjælper ikke, men jeg håber alle de varme tanker, fra nær og fjern og også her fra sydfyn, vil lune en lille smule.
    JEg tænker på jer og er stolt over, at du har givet mig lov til at kigge ind af dine vinduer her på bloggen.
    Derinde bag ruden har jeg set varme smil, spontan latter, fællesskab og hygge, som kun I kan give hinanden.
    Hold fast, hvor jeg tuder med jer.
    Kram Trine fra sydfyn

  • Svar
    Malene
    1. december 2006 at 12:43

    Hej Liselotte

    Ord er for fattige, I er i vores tanker.

    Malene

  • Svar
    Tina
    1. december 2006 at 12:40

    Jeg kender ikke jer og kendte ikke Alexander personligt, kun gennem din blog, men dine fortællinger om jeres hverdag har været utrolig bevægende. Og du skal have tak fordi du ikke er bange for at dele ud af følelserne, det tror jeg mange mennesker kunne lære noget af, hverdagene skøjter afsted og mange glemmer sig selv i farten.

    Oline lyder til at være en pige som besidder et utroligt mod, jeg kan godt forstå du er stolt.

  • Svar
    Anette
    1. december 2006 at 12:35

    Lange dage – det er utroligt smukt skrevet og jeg ønsker Jer alle masser af lys og varme i tiden der kommer.

    Knus
    Anette

  • Svar
    Britta Thomsen
    1. december 2006 at 12:26

    Det er så svært at læse hvad du skriver lige i disse dage. Øjnene løber fulde af vand og hjertet gør ondt for dig og din familie. Ved at læse din blog har jeg fået større opmærksomhed ved og glæde af de små ting i hverdagen, du har så megen glæde i dine ord og dine betragtninger, hvorfor skal så netop din familie rammes af noget så uretfærdigt? Jeg føler mig magtesløs, men når du fortæller at beskederne varmer (ikke hjælper), må det være den smule jeg kan gøre for jer.
    De kærligste hilsner fra Britta

  • Svar
    P.
    1. december 2006 at 11:57

    Det mod Oline udviser, fortæller endnu engang om jeres formåen som forældre. I har grund til at være synligt stolte af jer selv, lige som i har grund til stolthed over jeres børn:)

  • Svar
    Joan
    1. december 2006 at 11:25

    På den kirkegård, hvor min far ligger begravet, er der en ro, som ikke findes andre steder. Mange tanker er tænkt og mange tårer er grædt lige der.

    Tænker på jer flere gange om dagen. selvom jeg ikke kender jer.

  • Svar
    susling
    1. december 2006 at 11:18

    Kære søde Liselotte,
    alle vores ord hjælper nemlig ikke. Men som jeg skrev tidligere, kan de være. Vi kan være her og som jeg husker det i de situationer, hvor livet har været svært, så er det godt at vide, at der er nogen der bare er der og tænker på en. Og det gør vi – dine ord om Alexander, om hans og jeres hverdag har berørt os alle som små sagte sommerfugleslag, der forplanter sig.
    Lyder forøvrigt meget, meget smukt med jeres farvel – jeres sidste omsorg. Den del er så vigtig, så vigtig…….

    kærligst Sus.

  • Svar
    Ella
    1. december 2006 at 11:15

    Kære Liselotte – stort varmt kram til jer allesammen ( —- )

    Oline er et fantastisk barn og I er nogle fantastiske forældre og dejlige mennesker. Jeg er fuld af ydmyghed over, at have fået lov til at kende jer.

  • Svar
    Lizelotte
    1. december 2006 at 11:13

    Kære Liselotte, hernede er vi så berørt af jeres tab. Min store søn, Andreas, har læst med på din hjemmeside, og synes næsten, han kendte Alexander og resten af jer. Og de andre har hørt om jer.

    Min mor har fulgt med, mens Alexander var indlagt, og har krydset fingre for ham og jer.

    I er så seje. Man kan godt være sårbar og sej på samme tid, sådan lyder det til med Oline. Hvor er det flot og stort, at hun allerede nu magter at møde sine kammerater og fortælle om sit tab.

    I øvrigt vil I da ikke fremover kun være Olines forældre. I vil altid være Alexanders mor og far, selvom han ikke er hos jer mere.

    Ord er så fattige, men vi føler så meget med jer.

    mange varme knus,
    din navnesøster

  • Svar
    Nilleper
    1. december 2006 at 11:09

    Alexander satte spor – ikke bare i jeres tætte familie, men lang ud over alle grænser. Han satte spor i mig, trods jeg ikke kender ham. For jeg fik lov at lære ham at kende gennem dine ord. For det, er jeg dig taknemmelig.. For det, er jeg Alexander taknemmelig.

    Mange hilsner
    Pernille

  • Svar
    Bolette
    1. december 2006 at 11:02

    flere december lys i mørket …

    nej præcis ord hjælper ik men de varmer…….

    husker da jeg mistede min mor t jeg underede mig meget over at væk er væk ….de tilstedeværelse mine tanker og føleelser havde drejet sig om i mange år ( hun var syg kræft) var bar opløst og væk ..

    livet gik videre ( det er meget anderledes at miste forældre end barn ved jeg godt ) men det blev og bliver aldrig d samme og jeg var og er ikke den sammen men som Du skriver Liselotte kan man lærer og leve med det …Jeg kan stadig tude og gør det også hvis jeg har brug for det over en ting sang eler opelvelse jeg ville ha delt med hende….

    lys til jer alle 3
    Bolette

  • Svar
    Laila
    1. december 2006 at 10:52

    Der er intet der hjælper, når man har mistet et barn. I kommer aldrig over det, men i lærer at leve videre! Det er den ledeste tid i skal igennem nu, men om ikke andet så er vi mange der tænker på jer!

    Knus fra Laila.

    Hende Oline der, hun er da for sej! Kan godt forstå at du er stolt!

  • Svar
    Kamilla
    1. december 2006 at 10:44

    Åh jeg kan huske den med duften. Lugten af min far sidder stadig i min næse 10 år efter jeg lugtede den sidst. Jeg kan huske hvor jeg begravede mig i han tøj og pude lige indtil der ikke var noget tilbage at lugte.Jeg har lige opdaget at jeg har en bluse på i dag, som er hans.
    Det er de mærkeligeste ting vi knytter os til.

    Jeg tænker meget på jer og ønsker jer det bedste til hver i sær, hvad end det så er.

    Klem Kamilla

  • Svar
    Tina - omme i London
    1. december 2006 at 10:38

    Jeg kender ikke det danske ord, men I’ve never read a more beautiful eulogy in my life!
    Stort knus til jer.

  • Svar
    Mille
    1. december 2006 at 10:29

    Kære Liselotte,
    Tårerne pibler på jeres vegne.
    Mange varme tanker

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)