Albert Cuyp Markt

Oline ville gerne på marked, så vi gav hende marked, så det forslog. Vi tog hende med ud på Albert Cuyp Markt i De Pijp, så hun fik sin lyst styret.

Vi tog bilen derud, for nok kunne vi være gået, men det var tværs gennem byen og med de shoppinggener både hun og jeg er i besiddelse af, nyttede det ikke, at mangle plads til indkøbene. Det var ikke svært, at finde en parkeringsplads, men jeg tror, at vi er specielt heldige, hvad det angår.

Markedet består af 270 boder, så der er noget for øjet og stort set alt, hvad hjertet kan begære.

De som ejer en stadeplads, giver den ikke frivilligt fra sig, for der er mere end 20.000 besøgende om dagen, så det er en god og sikker indtægtskilde, som ikke opgives for ingenting. Faktisk siges det, at ejere af stadepladser, som er gået på pension, stadig kommer hver dag, for at håndhæve deres ejerskab og dermed “holde pladsen” til familiemedlemmer, som siden kan overtage den.

Der er venteliste på stadepladserne og for øjeblikket står i nærheden af 9.000 mennesker på den liste, med et fromt håb om, en skønne dag at kunne slå “dørene” op for endnu en handelsvare på et af Europas travleste markeder.

Meget af det, som sælges på markedet er skrammel og ikke værd at eje, men der er små guldgruber af underlige ting, som ingenting koster i forhold til herhjemme. Vi finder altid et eller andet, som med held kan hjemføres og i år var selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg elsker, at mange af deres ting er mere end flippede og derfor svære at finde i Aalborg.

Der er et bredt udvalg af røgelse, buddhistiske figurer, tæpper, tørklæder. Der er tulipanparaplyer, grimt tøj og boder allevegne, som sælger vafler, pandekager og selvfølgelig vlamse frites.

Kenneth har flere gange og med held besøgt en lille, uanselig bod, som blandt andet sælger gamle briller. Han har et par gamle hornbriller, som nu pryder næsen, men jeg er nødt til at sige, at heldet ikke ligefrem var med hverken ham eller Oline i år.

Der sælges naturligvis også frugt, grønt, ost og pølse på markedet. Sammen med alverdens delikatesser, udgør de en kæmpestor fristelse, så det er ikke sjældent, at vi ender med et mindre lager af ost og pølse, når vi kører retur mod Danmark.

Der er altid velvillig uddeling af smagsprøver, så man behøver ikke gå sulten fra markedet og ellers er der som sagt alle boderne med vafler og pommes frites og vil man gøre, som de lokale, kan man bestille en sild ved en af de mange boder, som langer utallige over disken i løbet af sådan en dag.

Silden serveres på en lille papbrik, skåret i mundrette skiver og med følger lidt syrligt til ganen, såsom kapers, syltet agurk eller lignende. Silden minder lidt om vores marinerede sild, men man skal vist elske sild, for at elske denne hollandske specialitet.

De hollandske kager er gode, men som ægte hjemmeføding, synes jeg ikke, at der er noget, som slår en dansk kage. Jeg ender altid med at være en smule skuffet, men i retfærdighedens navn skal siges, at deres bagværk er meget tæt på, at være akkurat lige så godt, som det jeg falder over herhjemme.

Deres marengs er dejlige og de kan noget med æbler, så skal man vælge en kage i et kaffehus i Amsterdam, kan jeg varmt anbefale, at man kaster sig over noget med æbler og ellers bare nyder, at være til stede og iagttage. Er man ikke til den slags, kan man altid vælge en af deres pandekager. Dem er de vel omtrent verdensmestre i at lave.

Øverst på et af husene, vogter denne engel over handel og vandel. Han står øverst på en af caféernes tage og skuer ud over det hele. Han er et betagende syn, men det kræver, at man husker at kigge opad ind imellem. Det glemmer vi ofte, men i Amsterdam er der lige så meget at se oppe, som der er at se nede, så snup et hold i nakken og få set Amsterdam fra alle vinkler.

For enden af Albert Cuyp Markt ligger Van Woustraat, som har en sand rigdom af smukke, hollandske gavle. Møbelkrogene er naturligvis på alle husene dernede, for de bygger stadig smalt og med små og trange opgange, så man kan sagtens være heldig og blive vidne til en flytning, som foregår gennem vinduer og ned langs husets facade.

Selvfølgelig forelskede jeg mig også i nogle lamper dernede, men Oline mente simpelthen, at jeg var blevet tosset og forbød mig andet end at tage et billede eller to, så det gjorde jeg. Desværre gør de ikke noget for de kulørte lamper, som var helt fantastiske og med de smukkeste farver man kan forestille sig.

Efter nogle timer havde selv Oline fået nok og vi travede tilbage gennem De Pijp, mens vi nød stilheden inde i gaderne bag markedet.

Oline fik set alle cyklerne, som er overalt i Amsterdam. Hun lærte også hurtigt, at der var langt større sandsynlighed for at blive ramt af en forbipasserende cykel, end for at blive ramt af en bil.

Hun blev opmærksom på cykelklokkernes klemten og sjældent har jeg set hende flytte sig så hurtigt, som når lyden af en klokke ramte hendes ører. Hun kan altså godt flytte sig hurtigere end en snegl. Jeg har ellers været i tvivl.