Sprængfarlige rosiner

Hvert eneste efterår har Kenneth troligt fundet ingredienserne frem og med kærlighed (*hooost*) blandet det, der skal ende som årets glöggforskønner.

Han tager så, med store runde hænder, et bredt udvalg af alt hvad der findes i huset af tørrede frugter, alle de nødder og mandler, han kan komme i nærheden af og så går han ellers i gang med at lege den store kemiker, for nu er det vigtigste punkt nået.

Herfra skal det store sylteglas, som nu er fyldt med ituskåret, tørret frugt og nødder, overhældes med en sjat af både det ene og det andet. Jeg når, hvert eneste år, at imponeres over, hvor meget forskelligt spiritus vi tilsyneladende holder os, for det er ikke kun én flydende ingrediens, der finder plads. Der blandes, duftes til indholdet og spædes med diverse dråber, lige indtil han er tilfreds.

Herefter får glasset plads i køkkenet, på et nemt tilgængeligt sted. Det rystes omsorgsfuldt med jævne mellemrum og ind imellem bliver der taget en gevaldig indånding gennem de tåger, der stiger op ad glasset, når låget fjernes. Rosinerne ender som sprængfarlige spritbomber og der er altid en smule holden på vejret, når låget lettes, for vi husker udmærket dengang, da hele skidtet eksploderede og smurte køkkenet ind i underlige, klistrede undskyldninger for rosiner og abrikoser. Det var ikke sjovt at fjerne.

I år er ingen undtagelse. Der er gang i glöggproduktionen og jeg er helt sikker på, at den første portion skal indtages søndag eftermiddag, når Hanne og Preben kommer forbi til æbleskiver og snak. Jeg glæder mig.