Morgenen er stille. Udenfor er der koldt, men inde er de første stearinlys tændt. Varmen er ved at indfinde sig og kaffen damper varmt i kruset. Jeg sidder og savner så frygteligt. Lige denne morgen, er jeg slået en anelse ud af kurs.
Jeg vågnede 4.30 med en følelse af, at et eller andet var galt. Den der gamle frygt, dukkede pludselig op i maven, men der gik kun et øjeblik, inden jeg huskede, at det værste er sket. Der er ikke mere, at være bange for. Alexander er død.
Bagefter fodrede fantasien mig med billeder af andre familiemedlemmer, som lå hjælpeløse rundt omkring, men det handler vel dybest set om, at jeg savner dem og ikke kan vente på, at de skal indfinde sig her hos mig. Jeg har brug for at være tæt.
Jeg har ringet rundt. Som en bekymret hønemor har jeg ringet til de forskellige familiemedlemmer, kun for at høre, at de enten er ved at pakke, koge risengrød eller lave andet, som er en del af forberedelserne til julen her. Det var dejligt og beroligede mig, men nu sidder jeg tilbage og savner.
Annemette har snedkereret en træramme, købt gran i bundter og ståltråd tillige med. Oline har fortalt hende om en smuk granguirlande, som lå omkring en af stenene oppe på kirkegården. De kunne ikke nå, at lave en til Alexander i år og Oline var ked af det.
Moster og Oline kan nå det, for det er nemlig hvad de skal bruge aftenen til. De skal binde granguirlande til Alexander. I morgen skal de op, for at aflevere den og tænde lys for Alexander. Jeg skal med. Jeg kan ikke sige, at jeg glæder mig, men jeg har brug for den tur. Sådan er det denne morgen og lige nu.
15 kommentarer
Marianne
23. december 2006 at 21:07Jeg håber og tror I vil få en god juleaften, trods alt… Den første er altid svær når en af vores kære ikke er mere til at deltage. Men dejligt og vigtigt at I er sammen med familie der også savner og forstår det.
Glædelig jul
Trine Petry
23. december 2006 at 19:21Hej Lise-lotte
De glimt hvor man tror at ens mistede familiemedlem er der, og så bliver flået tilbage til den onde virkelighed, er heldigvis også et udtryk for meget de stadig følges med os, og gudskelov for det!
Jeg føler med dig og familien- og ønsker jer en god jul!
Hilsen Trine
P.S. Hele den kvindelige del af familien (moi og tre døtre), har klippet og klistret dine fine guirlander X 3, og den giver nu juletræet et kulørt retropift som siger spar to.
Jie
23. december 2006 at 19:11Det er både naturligt, og samtidig ganske okay, at have sådanne dage – det er trods alt stadig alt for nyt. Man skal tage den tid man nu behøver, i sit helt eget tempo.
Jeg vil sende en kærlig tanke til Alexander og hele hans familie i morgen aften. Håber i, trods alt, vil få en dejlig aften i familiens skød i morgen aften, Liselotte.
Lizelotte
23. december 2006 at 16:00Trods sorg og savn er jeg sikker på, at der ikke kommer nogen sorgens fuglerede i dine korte krøller…
Lene
23. december 2006 at 15:41Og savnet og sorgen bliver ved at være der, men finder sin plads i dit hjerte. Godt du har dine kære om dig denne jul, de er de rigtige til at mindes sammen med. Varme tanker sendes herfra
Ulla
23. december 2006 at 15:17Du skriver så smukt og rammende og har evnen til at række ud over stor personlig sorg og røre og sige mange af os andre noget. Det er en stor gave -forhåbentlig lidt forløsende for dig selv, men i sandhed en gave for/til andre …
Denne formiddag har jeg netop modtaget den årlige kalender fra Gug – Sønder Tranders Lokalhistoriske Arkiv og der er det smukkeste billede af Tjørnevang som motiv for oktober måned, men det ved du formodentlig? Uden at det skal lyde for “corny”, slog det mig at det smukke gamle hus rummer en familie som er det værdigt!
Joan
23. december 2006 at 14:13Jeg skal også selv en smut omkring den kirkegård i morgen. og sætte et lys hos min far.
Selvfølgelig savner du. sidder med en tåre i øjenkrogen.
Hav en skøn og dejlig jul…. sammen….
Anette
23. december 2006 at 11:50Jeg tror, at for hver gang du savner og tænker på Alexander så vil det også hjælpe dig videre og gøre dig stærkere… kommer til at tænke på et citat jeg hørte for nogle år siden:
“Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede”.
Jeg vil ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul med masser af varme og lys.
Knus
Anette
Ella
23. december 2006 at 11:38Annemette er et fantastisk menneske og en vidunderlig moster. Både hun og du er handlingsmennesker, sådan har I det bedst.
Rigtig mange hilsner og knus til jer allesammen.
Dorte
23. december 2006 at 11:21Kæreste Liselotte
Jeg giver dig en meget lang, varm cyber-bamse-jule-krammer. Du skriver så forbandet smukt om dit savn, at tårerne triller nedad mine kinder, allermest fordi jeg føler med dig og dine, og fordi det ét eller andet sted minder mig om, at jeg – glimtvis – har det på samme måde, selvom det ikke er et barn jeg har mistet, og selvom det er så længe siden.
Mange kærlige julehilsner
Dorte
Anne Stange
23. december 2006 at 11:15Varme tanker og tætte knus herfra mig til dig og de andre!
Inden jeg stod op i morges, lå jeg der i mørket og tænke på nogle af dem jeg kender, der skal holde den første jul uden et elsket familiemedlem; jeg tænkte på min onkel, der mistede min faster, jeg tænkte på min gamle farmor, der mistede endnu et barn, og jeg tænkte på jer, der har mistet Alexander.
Alle dage er barske, når man kæmper for at komme videre, men juledagene, der nu banker på, vil være mere smertelige og fulde af savn.
Det er dejligt, at jeres hus fyldes af gæster, der kan være i stemningen sammen med jer, og det vil sikkert blive en stemning i går ud og ind ad, for gode, dejlige og hyggelige stunder kommer heldigvis også.
Ha’, på trods, en dejlig dag!
KH Anne
P.
23. december 2006 at 10:21Selvfølgelig savner du, som du vil gøre det mange mange gange resten af livet. Selv om det gør pokkers ondt tænker jeg at savnet også bevidner at du og i har været tildelt noget meget værdifuldt, som ér værd at mindes og savne:)
I ønskes en rigtig god jul sammen med jeres kære, det lyder til at i er virkeligt gode for hinanden, og så går det heldigvis ikke helt galt:)
Liselotte
23. december 2006 at 10:09Tak Anita :-)
Jeg ved, hvad som hjælper. Det er i gang med at være praktisk. Savnet bliver ikke mindre, men fokus flyttes en anelse, så jeg er i gang med at rydde de sidste ting af vejen, inden gæsterne indfinder sig :-)
Mette, vi passer vældig godt på hinanden og er heldigvis gode til det, så det går fint. Der er bare huller i vejen og sådan må det jo være. God fornøjelse med guirlanden :-)
Mette
23. december 2006 at 09:55Selvfølgelig skal der er en gran guirlande til Alexander, og Alexanders familie. Pas på dig selv og dine, lev du dagen langsomt og tag en bid ad gangen…. God jul, Liselotte. Jeg vil tænke på dig, når jeg senere i dag limer “din” guirlande sammen.
Anita
23. december 2006 at 09:46For fanden, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne slå armene omkring dig idag!
Annemette – vil du være sød at gi’ din dejlige søster et varmt knus fra mig?