6

Julehud

Så rejste de sidste gæster og her er blevet ganske stille. Et koldt glas af det foretrukne er hentet med ned ved siden af computerne, for nu skal der ikke laves andet end slappes af. Vi orker vist ikke mere i dag.

Juledøren

Om ikke særligt lang tid, lukker vi døren til julen. I morgen begynder jeg stille, at fjerne de sidste spor. Lyskæder skal pilles ned, julerener, uroer og andet skal pakkes væk, for at henslæbe en ubemærket tilværelse på loftet det næste års tid, inden det igen skal frem i lyset.

Julen er overstået for i år og for første gang i mit liv, er jeg taknemlig for netop det. Jeg har haft en dejlig jul i selskab med mange af de mennesker, som står mit hjerte nærmest. Jeg har været omgivet af omsorg og kærlighed, men intet har kunnet overskygge det faktum, at jeg hvert eneste sekund har manglet og savnet Alexander. Mit hjerte har været tæt på at briste tusinde gange og jeg har grædt usandsynligt mange tårer.

Jeg er hudløs og alting og ingenting udløser en flod af tårer, så jeg trænger til, at det igen bliver hverdag. Jeg trænger til at finde fodfæste igen. Jeg tror det hjælper, når jeg får lov, at være praktisk og pakke ned og væk. Min julehud er alt for sprød og sprækker ved det mindste, men hellere det, end den er teflonbelagt. Det gør ondt, men det gør og rør. Sådan skal og må det være.

I morgen bliver jeg praktisk.

You Might Also Like

6 Comments

  • Avatar
    Reply
    Lizelotte
    27. december 2006 at 10:42

    *KNUS* herfra.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    27. december 2006 at 00:33

    Et år burde gøre en forskel. Jeg har brug for lidt mere tid, inden julen er til at holde ud, kan jeg konstatere. Sådan er det bare…

  • Avatar
    Reply
    Fr. Møller
    26. december 2006 at 20:58

    Den første jul uden et elsket menneske er altid svær. Og der er altså gået mindre end en måned, siden I mistede Alexander. Allerede næste år tror jeg, “kanterne” på såret er blevet lidt blødere. Sorgen forsvinder aldrig helt, men dens daglige udtryk afløses af – stille vemod.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    26. december 2006 at 20:07

    Der skal vist bare tid til. Det har jeg jo nok af, men kaffe ville sikkert gøre godt, Ella.

  • Avatar
    Reply
    Donald
    26. december 2006 at 19:53

    @Ella: Kaffe er godt. Det er rigtigt. Forleden kom jeg dog til at tænke på om jeg begravede min far for hurtigt. Jeg tror jeg skulle have taget fri en måned eller endog mere, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, skulle jeg have tænkt noget mere over, hvor og hvornår jeg blev overmandet af de følelser, som jeg ikke havde fået bearbejdet. Det er for sent nu. Jeg har mødt en mr. Walter Kempler, som siger, at vi græder for lidt. Det tror jeg han har ret i. Han græd “offentligt” for at demonstrere, at han mente det alvorligt. Hmmm … det var vist ud ad tangenten, håber det ikke gør noget.
    Måske er det “gravøl-kaffe” der skal til, i timevis og spandevis.

  • Avatar
    Reply
    Ella
    26. december 2006 at 19:30

    Den første jul efter at have mistet, er urimelig hård at komme igennem og du kom hel igennem, Liselotte. Nu må den gerne pakkes væk.

    Der er mange ting, der venter på at blive taget fat på og oplevet og jeg vil gerne være med.

    Kaffe?

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)