Jeg kan da få så frygteligt ondt af mig selv, at ingen andre behøver ulejlige sig. Nu sidder jeg her, med begyndende ondt i halsen og en frygtelig hovedpine og har rædderligt ondt af mig, for jeg gider ikke være halvsløj. Enten er man slået ned af junglefeber og delirium eller også er man fanden tage mig frisk. Altså i min bog. Man er ikke midt imellem.
Varm te, med honning hældt rigeligt og rundhåndet, er medicinen, men ikke om jeg må bruge honningen fra Harrestrup. Den har tilsyneladende særstatus herhjemme, så jeg må nøjes med en købehonning, som garanteret ikke er slynget med samme kærlighed. Er jeg ikke rask i morgen, kan han få lov til at passe mit sølle skrog!
Min energi er for øjeblikket nærved ikke-eksisterende og det er svært for mig, at acceptere, at krop og sjæl tilsyneladende fordrer langsommelighed og vegetation, for det er ikke mit naturlige tempo, men det er til gengæld min virkelighed.
Jeg er træt omtrent inden jeg stiger ud af sengen om morgenen og var der ikke ting at passe, ville jeg formentlig kunne sove det meste af dagen væk. Ingenting får jeg gjort. Jeg har gær liggende, som er købt lige før nytår, men stadig ikke brugt. Der ligger smukke stoffer og projekter i hobetal. Garnet er vundet op og pindene fundet frem. Jeg har masser af projekter, som egentlig lokker, men tilsyneladende ikke mere, end jeg vælger dem fra, for i stedet at vegetere.
Jeg heler. Jeg ved det godt. Jeg er klar over, at det her er en proces, som ikke kan forceres og jeg ved, at tiden er med mig og lige nu endda arbejder for mig. Jeg skal bare lige lære, at det er i orden.
23 kommentarer
capac
10. januar 2007 at 12:25Må solen komme frem og varme dine knogler! ;-)
Moster Tulle
10. januar 2007 at 11:59God bedring til dig – sov, blive forkælet og tænk tanker……
Anette
10. januar 2007 at 11:33Sender lige lidt god bedring og gode tanker til dig på denne her kedelige gråvejrsdag :-)
Lotte
10. januar 2007 at 11:00Og det jeg vist vil sige, det er, at indimellem er det måske meget godt, at man ikke kan skulle noget. Andet end at blive plejet og passe godt på sig selv. Og starte på en “frisk”.
(He he. Ikke mere kaffe til mig i dag. Må hellere skrue lidt ned for livsmanien.)
Lotte
10. januar 2007 at 10:41hov, må vist lige tilføje en kommentar til min kommentar, jeg var selvfølgelig glad for at blive viet, det lød lidt negativt, ovenstående, det var ikke sådan ment. Kærligheden slog bare benene overraskende meget væk under mig. Hele livet, slog benene væk under mig. Bang, og så ligger man dér.
Lotte
10. januar 2007 at 10:33…syn’s måske osse der sku lidt mere i den der te ;-)
Jeg var ramt før jul, lige efter jeg blev viet, jeg havde vist tænkt for meget over alting, og så gik jeg i gulvet i to dage og kunne ikke stå op og kunne ikke tænke. Egentlig var det meget rart, på sin egen halvbizarre måde… hmmm….
God bedring, Liselotte!
kokken på blokken
10. januar 2007 at 08:34Din krop fortæller dig at nu er tiden inde til at passe på dig selv –
det er jo meget godt at man er sådan indrettet. At det så sjældent kommer belejligt, ja det ved vi jo godt – men jeg tror det er en god mekanisme – trods alt. Kan kun tilslutte mig alle de andre: Pas på dig og tag så for fanden i panden al den honning du har brug for ;-))) !!!!!
Gode og kærlige tanker her fra.
Deborah
10. januar 2007 at 08:32Hej kære du
Ja, kroppen fortæller os, når den og sjælen har brug for pauser, reflektion, ro – at hele! Ikke underligt, du har behov.
Min erfaring er, at hvis vi ikke selv lige formår “at finde grænsen”, så siger kroppen det, og så skal man lytte. Plej dig selv på alle måder – det har du helt sikkert fortjent.
Det kan være svært at acceptere, men sådan er det nogengange. Håber nogen vil nusse om dig!
God bedring hilsener
Krebsinden
10. januar 2007 at 08:16God bedring Liselotte.
Ting tager tid nogen, mere and andre. Det er helt ok nogen ting får lov at hobe sig op. Det vigtigste her og nu er, at du får passet ordentlig på dig selv!
Kenneth ta så at gi Liselotte lidt af den go’e honning og nej det er ikke den købte ;-)
En masse varme og kærlige tanker til dig.
regitze
10. januar 2007 at 08:09et morgenknus herfra.
Lene
10. januar 2007 at 07:52God bedring Liselotte og varme tanker herfra, i dag får du nok kærlighedshonning ;-)
Alice Ibing
10. januar 2007 at 07:11Allerførst god bedring til dig…
Kan kun tilslutte mig de andre – ting tar tid. Måske har du det også sådan, måske ikke, – men da jeg stadig havde Anne-Sophie hos mig kunne tiden ikke gå langsomt nok, fordi hvert sekund skulle bruges. Nu kan tiden ind i mellem ikke gå hurtigt nok, så sårene kan lukke sig bare lidt.
Mange kærlige hilsner
Alice – mor til englen Anne-Sophie
Dana
10. januar 2007 at 00:16Kan kun tilslutte mig Maltesen – og se så at komme lidt Harrestruphonning i! Jeg er overbevist om, at der er heling i den, netop på grund af de omhyggelige hænder der har bragt den til dig i den fine krukke!
*knus*
Maltesen
9. januar 2007 at 23:45Overvej lige den med teen og whiskyen igen…
Bolette
9. januar 2007 at 23:41nu om nogesinde passer den sætning vist
da heling jo som du selv skriver tar tid ……
may the force be with u……..Og smukke kærlige helende tanker herfra i præcist det tempo som din krop kan tage……
sov godt ( det gør du sikkert allerede)
Bolette
Marianne
9. januar 2007 at 23:21Rigtig god bedring
Liselotte
9. januar 2007 at 22:58Tak allesammen… :-)
Irene
9. januar 2007 at 22:53Lige en stille kærlig tanke fra den lysegrønne. Lige så forsigtigt. Knus smukke!
Anja
9. januar 2007 at 22:53Liselotte – du skrev i et andet indlæg at du heller ikke kunne komme i gang med at læse. Jeg husker det så tydeligt fra da jeg mistede min mor og mormor med få år imellem – jeg kunne slet ikke komme til for tanker (og følelser). Åbnede ikke en bog i måneder…det tager år, men selvfølgelig findes der åbninger i den periode…og pludselig kan man rumme minderne. Som når jeg rører dej i mormors fad, eller sidder ved hendes bord. Noget kan rummes hurtigere end andet – jeg har først for nylig kunne lytte til Lis Sørensens ‘Rose’ som min søster og jeg gav vores mor kort tid før hun døde…
Ja – det tager tid at hele! Hvor er det godt du er så bevidst. Mærk kroppen. Lyt. Du skal jo netop gå lidt i stå – du kommer tilbage med fuld smæk på. Når du skal. Når det er tid.
Tak fordi du med dine ord sætter en masse i gang hér hos mig…det er med ydmyghed at jeg er modtager af dit skriveunivers.
Lys
Kamilla
9. januar 2007 at 22:47Det er godt at min kærestes far har bier – og en masse honning, som kæresten er blevet fodret så meget med, at det kun er mit helt alene :-)
Jeg har de bedste “svigerforældre” der elsker at forkæle mig – Det er skønt.
Købehonning er derfor sjælden i mine skabe og det er et privillegie jeg sætter stor pris på.
Under dynen med dig – med din ynglingsvarmedunk.
Klem Kamilla
Susan
9. januar 2007 at 22:29Liselotte, gaeren, stoffet, garnet mv. loeber ingen steder – jo maaske gaeren hvis der gaar laenge nok, men saa kan du nok faa fat i noget nyt – det kan sagtens vente paa at du faar lyst og kraefter igen.
Det er ok ikke at lave noget som helst saa laenge som man har brug for det.
Pas paa dig selv og pas dig selv og pas lidt paa Oline og Kenneth ogsaa (det er jeg sikker paa at du goer) :-)
Ella
9. januar 2007 at 22:17Øv også – vel må du få kærlighedshonningen i, det er jo den der læger bedst – altså Kenneth, pegefinger! ;-)
Liza :-)
9. januar 2007 at 22:08Præcis LiseLotte… du ved det godt… at Ting Ta´r Tid… noget andet er at accepterer det…. det kan være ret så svært…