Gud fri mig vel, hvor er jeg gammel, når Oline aldrig har set sådan en, med undtagelse af på billeder…
Jeg husker stadig hvordan det var, at finde den frem fra gemmerne, tigge lysstumper fra mor og ellers gå i gang med at forberede den til verdens hurtigste flyvetur ned af bakkerne ovre i Skalborg.
Jeg kan huske vi unger havde en ratkælke, den blev slæbt op af en temmelig stejl vej,- og så var det ellers derudaf. Jeg kan mindes suget i maven bare jeg tænker på det.
puha jeg bliver nostalgisk nu! sådan en havde jeg også da jeg var lille, og så gammel er jeg da heller ikke ;) der er nu mere stil over de tunge gamle kælke, end de moderne plastickælke (som jeg også havde en af – i orange!)… mmm våde uldvanter, røde kinder, vilde kælketure og så ind til mor og få nybagte boller og varm cacao *suuuk*
De kan godt fås endnu. Hvis Oline ikke kender den, må det være, fordi far og mor ikke har købt sådan en til hende! Min datter fik sådan en, da hun kunne stå på to ben! ;-)
Sjovt, som tingene krymper med tiden.Jeg husker, at vi legede fangeleg mellem to sider i vores port til baggården.Sidst jeg genså den port, kunne jeg med ét enkelt skridt skræve fra den ene til den anden side ;-)
Ja, jeg sidder også og bliver helt nostalgisk hernede i tropevarmen!
Sådan en kælk havde min lidt yngre søster nemlig – jeg havde en der var et nummer længere og en endnu yngre søster havde en rød bobslæde. Vores egne marker var kedeligt flade, men naboens havde en dejlig bakke hvor der lå en gravhøj øverst. Så kunne man få sig et hurtigt sus i maven ned ad højen og fortsætte med et endnu større sus ned ad bakken. Dengang syntes jeg der var langt at trække kælken op igen, men sidst jeg så bakken så den nu ikke ud af ret meget ;-)
Altså, vi har faktisk sådan en til vores drenge, der er to og fire år – og den er vist bare købt i BR. Så man behøver da ikke føle sig helt gammel :-)
Mvh.
Jeannette
Sådan en kælk er fantastisk…. men når Milea remser ulemperne op kan jeg skam godt huske tyngden af kælk over mig eller efter mig op af bakken.
Jeg husker mere end een gang, at mig og mine søskende kørte en tur i skoven med vores far som spændte kælken efter bilen hvorefter vi sad med fødderne velplaceret på mederne og klamrede os til hinanden mens vi skiftevis hujede af begejsting og skræk… af den spændende slags. Bagefter var det hjem til mor og få varm suppe eller boller efter at hun havde gnuppet liv i vores hænder og fødder med et frottéhåndklæde foran brændeovnen…føj hvor gjorde det ondt!
Åh ja, sådan en har jeg taget mange ture på. Og den med plasticposen har jeg også prøvet, det var bare for surt når sneen var lidt mangelfuld nogle steder, og jord eller sten tittede frem, og gav de ondeste blå mærker i bagen.
Gad vide om mine forældre stadig har min gamle kælk stående?
Åhh ja sådan en har jeg rent faktisk også ejet som barn.
Sikke meget sné man da man var barn og huhej over på hersted bakken og kælke.. Sikke mange muntre timer. Gad vide om vi har den endnu, eller om den endte som en bunke sørgelige rester på lossepladsen?
Ups – sådan en fik ældste, da han blev 1. år. Den var ikke in – han foretrak bobslæden. Ole brækkede iøvrige en af de bageste pinde i en heftig nedkørsel, med barnet foran sig. Det har dælme gjort ondt.
Kælken havnede desværre på genbrugspladsen engang i et oprydningsorgie, til yngstes store fortrydelse. Hun gad gerne eje en, da hun blev ældre :-(
Køb en til Oline, det er ikke for sent – altså med hensyn til alder. Om der nogensinde bliver brug for den, er en anden sag ;-)
Jp visst får man kjøpt nye også, og riktig fine. Det er bare å google “trekjelke” så kommer det opp flere alternativer. Men en gammel er jo like god, kanskje noen hakk vakrere også – og mye billigere. På den annen side: Det går bedre med et moderne plastikkakebrett, om det er ake man skal. Men så var det denne snøen da…..
Den kender man jo alt for godt. Det var sådan en som fik mig til at se døden i øjnene første og eneste gang indtil videre. Sådan en kunne nemlig flyve ret stærkt – så stærkt at den engang ikke nåede at stoppe før det store hop hvor der var en forskel på ca. 1m imellem den bakke man kørte på, og så den mark den mødtes med.
Ud over kanten fløj jeg nok så elegant og landede så det ville gøre en skihopper misundelig. Problemet var blot at den landede så hårdt, med mig klyngende til slæden, at den slog pusten totalt ud af mig. Jeg vidste blot ikke dengang at jeg ville få pusten igen. Jeg kunne ikke trække vejret og det eneste jeg tænkte var “bare jeg når at komme hjem til far før jeg dør!”. Jeg døde ikke. Med en masse velplacerede klap på ryggen fra tilskuere begyndte lungerne at blive fyldt med luft igen, og jeg var klar til mere kælk dagen efter :-)
Min lillesøster var vild med den ene trækælk vi havde som børn. Jeg havde det allerbedst med plastikkælkene:
1. Det gjorde ikke så hulens nas, som når man fik kørt fingrene over af en hurtiggående trækælk.
2. Plastikkælkende var meget nemmere at få op af en bakke
3. Man faldt ikke så hårdt med en plastikkælk.
På en måde er jeg vild med trækælke, på den anden side, så har jeg også et stort ubehag ved tanken om at skulle kælke på en.
Min far gemte lysestumper, men ellers så kunne alm. håndsæbe klare “smøringen” af mederne.
De store sorte affaldssække var et hit hos os, nøøj vi kunne sidde mange på sådan en, men føj hvor fik man mange blå mærker ;-)
Min lille, gamle står utenfor huset i regnværet. Jeg bruker den som underlag for ulike dekorasjoner. Akkurat nå fungerer den som underlag for et lite engleorkester i keramikk. Den opprinnelige funksjonen husker vi jo snart ikke hva var. Synd jeg ikke kan legger bilder her på kommentarene. Her om dagen var jeg i en antikvitetsbutikk i vår gamle by, og da så jeg en stor og gammel til salgs for 250 kroner. Jeg lot det passere – og nå angrer jeg.
Akkeja, så falder den tilbage på mig igen, men ungen har da altid foretrukket platikrædslerne, som til gengæld ikke skal smøres inden de kan bruges.
Forøvrigt var plastikposer uovertrufne, men for pokker, hvor man kunne få ømme rumper af den slags øvelser, husker jeg. Der er ikke meget polstring i en af Bilkas bedste…
Jeg havde også en og mindes stadigvæk kælketurene i skoven, tju hej hvor det gik.
Mine unger har en så beklager meget Liselotte, det er ikke fordi du er gammel :-)
@Claus: Rabat på kælke nu, jaha. Jeg så en (gammel) mand køre vindbil på Tisvilde Parkeringsplads forleden, det er virkelig kunst! Det var en trehjulet, superlet og elegant lille sag, som ikke væltede en eneste gang, selv ikke når han skulle køre op mod vinden og vende. Fremtidens nostalgikere finder en på loftet, gammel og støvet, sejlet mørnet og halvt spist af rotter, og så sukker den nostalgiske far med lys i øjnene: Den er fra dengang man kørte vindbiler for sjovt …
Ok så føler jeg mig gammel, for jeg har haft sådan en. Godt nok en der var arvet, men alligevel.
Faktisk tror jeg ikke jeg har haft en plastikkælk, kun plastikposer. Men de er faktisk også gode, skal jeg hilse og sige.
Men de kan nu alligevel ikke slå den gamle trækælk, som skulle smøres med stearin.
A’hva?? Kender hun ikke sådan en?? Hvad er I for nogle ravneforældre?? Det skulle da have været kastet ind i hende med modermælken eller noget i den retning!!
Eller også er jeg også bare blevet gammel – jeg tror egentlig heller ikke at knægten kender til stearinlys og og trækælke :-(
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
38 kommentarer
Solveig
24. december 2011 at 15:06Hvor er den flot! jeg er 21 år men min mor var god til at finde starin stumper og tager denne klæk frem når der var sne! Den er jeg så glad for!
Judith
15. januar 2007 at 16:17Jeg kan huske vi unger havde en ratkælke, den blev slæbt op af en temmelig stejl vej,- og så var det ellers derudaf. Jeg kan mindes suget i maven bare jeg tænker på det.
Mette
15. januar 2007 at 13:06For hunne, Liselotte, hvornår har du været i vores kælder…..?!
Liselotte
15. januar 2007 at 13:06Av! Hvorfor skal den slags ramme mig i nakken? ;-)
Elisabeth
15. januar 2007 at 11:52puha jeg bliver nostalgisk nu! sådan en havde jeg også da jeg var lille, og så gammel er jeg da heller ikke ;) der er nu mere stil over de tunge gamle kælke, end de moderne plastickælke (som jeg også havde en af – i orange!)… mmm våde uldvanter, røde kinder, vilde kælketure og så ind til mor og få nybagte boller og varm cacao *suuuk*
capac
15. januar 2007 at 10:29De kan godt fås endnu. Hvis Oline ikke kender den, må det være, fordi far og mor ikke har købt sådan en til hende! Min datter fik sådan en, da hun kunne stå på to ben! ;-)
Liselotte
15. januar 2007 at 10:12Sjovt, som tingene krymper med tiden.Jeg husker, at vi legede fangeleg mellem to sider i vores port til baggården.Sidst jeg genså den port, kunne jeg med ét enkelt skridt skræve fra den ene til den anden side ;-)
Nurhanne
15. januar 2007 at 08:47Ja, jeg sidder også og bliver helt nostalgisk hernede i tropevarmen!
Sådan en kælk havde min lidt yngre søster nemlig – jeg havde en der var et nummer længere og en endnu yngre søster havde en rød bobslæde. Vores egne marker var kedeligt flade, men naboens havde en dejlig bakke hvor der lå en gravhøj øverst. Så kunne man få sig et hurtigt sus i maven ned ad højen og fortsætte med et endnu større sus ned ad bakken. Dengang syntes jeg der var langt at trække kælken op igen, men sidst jeg så bakken så den nu ikke ud af ret meget ;-)
Jeannette
15. januar 2007 at 07:50Altså, vi har faktisk sådan en til vores drenge, der er to og fire år – og den er vist bare købt i BR. Så man behøver da ikke føle sig helt gammel :-)
Mvh.
Jeannette
PS. Vi har også en bobslæde…
Karin
15. januar 2007 at 02:15Sådan en kælk er fantastisk…. men når Milea remser ulemperne op kan jeg skam godt huske tyngden af kælk over mig eller efter mig op af bakken.
Jeg husker mere end een gang, at mig og mine søskende kørte en tur i skoven med vores far som spændte kælken efter bilen hvorefter vi sad med fødderne velplaceret på mederne og klamrede os til hinanden mens vi skiftevis hujede af begejsting og skræk… af den spændende slags. Bagefter var det hjem til mor og få varm suppe eller boller efter at hun havde gnuppet liv i vores hænder og fødder med et frottéhåndklæde foran brændeovnen…føj hvor gjorde det ondt!
Britta Thomsen
15. januar 2007 at 00:26Åh ja, sådan en har jeg taget mange ture på. Og den med plasticposen har jeg også prøvet, det var bare for surt når sneen var lidt mangelfuld nogle steder, og jord eller sten tittede frem, og gav de ondeste blå mærker i bagen.
Gad vide om mine forældre stadig har min gamle kælk stående?
Nadia
15. januar 2007 at 00:20Åhh ja sådan en har jeg rent faktisk også ejet som barn.
Sikke meget sné man da man var barn og huhej over på hersted bakken og kælke.. Sikke mange muntre timer. Gad vide om vi har den endnu, eller om den endte som en bunke sørgelige rester på lossepladsen?
Bliver helt nostalgisk nu… suk!!
Helle.w
14. januar 2007 at 23:24-Trævarefabrikernes udsalg har også nogen meget svungne trækælke med flettet gjord på sædet.
Det er totalt Carl Larsson nostalgi.
Kim Lei-Jensen
14. januar 2007 at 23:12Glemte lige et link …
http://www.traevarer.dk/ss110......goryid=263
Kim Lei-Jensen
14. januar 2007 at 23:06Trævare fabrikernes udsalg som ihvertfald har butik i Odense og Kbh har gammeldags trækælke … spritnye … så mangler man kun lidt sne …
Liselotte
14. januar 2007 at 22:52Nej, det er bestemt ikke for sent, men om vi nogensinde får sne, Ella, det er en helt anden sag. Lige nu er det regn og RUSK der er derude :-(
Ella
14. januar 2007 at 22:45Ups – sådan en fik ældste, da han blev 1. år. Den var ikke in – han foretrak bobslæden. Ole brækkede iøvrige en af de bageste pinde i en heftig nedkørsel, med barnet foran sig. Det har dælme gjort ondt.
Kælken havnede desværre på genbrugspladsen engang i et oprydningsorgie, til yngstes store fortrydelse. Hun gad gerne eje en, da hun blev ældre :-(
Køb en til Oline, det er ikke for sent – altså med hensyn til alder. Om der nogensinde bliver brug for den, er en anden sag ;-)
Liselotte
14. januar 2007 at 22:20Ja, vi kom fra sneen, Hege… ;-)
Hege
14. januar 2007 at 22:17Jp visst får man kjøpt nye også, og riktig fine. Det er bare å google “trekjelke” så kommer det opp flere alternativer. Men en gammel er jo like god, kanskje noen hakk vakrere også – og mye billigere. På den annen side: Det går bedre med et moderne plastikkakebrett, om det er ake man skal. Men så var det denne snøen da…..
Liselotte
14. januar 2007 at 22:15Herlige historier sådan en kælk kan få trukket frem fra gemmerne. Tak for dem :-)
anette
14. januar 2007 at 22:09Så er jeg også gammel … kan tydelig huske da min søster og jeg var børn og fik sådan en kælk juleaften … dét var stort :-)
Heidi
14. januar 2007 at 22:02Den kender man jo alt for godt. Det var sådan en som fik mig til at se døden i øjnene første og eneste gang indtil videre. Sådan en kunne nemlig flyve ret stærkt – så stærkt at den engang ikke nåede at stoppe før det store hop hvor der var en forskel på ca. 1m imellem den bakke man kørte på, og så den mark den mødtes med.
Ud over kanten fløj jeg nok så elegant og landede så det ville gøre en skihopper misundelig. Problemet var blot at den landede så hårdt, med mig klyngende til slæden, at den slog pusten totalt ud af mig. Jeg vidste blot ikke dengang at jeg ville få pusten igen. Jeg kunne ikke trække vejret og det eneste jeg tænkte var “bare jeg når at komme hjem til far før jeg dør!”. Jeg døde ikke. Med en masse velplacerede klap på ryggen fra tilskuere begyndte lungerne at blive fyldt med luft igen, og jeg var klar til mere kælk dagen efter :-)
Milea
14. januar 2007 at 21:54Min lillesøster var vild med den ene trækælk vi havde som børn. Jeg havde det allerbedst med plastikkælkene:
1. Det gjorde ikke så hulens nas, som når man fik kørt fingrene over af en hurtiggående trækælk.
2. Plastikkælkende var meget nemmere at få op af en bakke
3. Man faldt ikke så hårdt med en plastikkælk.
På en måde er jeg vild med trækælke, på den anden side, så har jeg også et stort ubehag ved tanken om at skulle kælke på en.
Min far gemte lysestumper, men ellers så kunne alm. håndsæbe klare “smøringen” af mederne.
De store sorte affaldssække var et hit hos os, nøøj vi kunne sidde mange på sådan en, men føj hvor fik man mange blå mærker ;-)
Liselotte
14. januar 2007 at 21:44Vi må holde udkig, men gad vide om vi får sne i år… ;-)
Krebsinden
14. januar 2007 at 21:38Du behøver altså ikke købe en antikvarisk, mener vi købte vores i BR for et par år siden :-)
Er sikker på der er andre forhandlere af dem end BR.
Liselotte
14. januar 2007 at 21:21En far – du ved udmærket hvilken bakke jeg snakker om. Du gider bare ikke gå til toppen af den ;-)
Engang var der stort set kun skov og de skønneste bakker på toppen af Skalborg, men den tid er vist forbi…
Hege – jeg elskede den kælk, men jeg har heller ikke min længere. Måske jeg også kan finde en antikvarisk :-)
Hege
14. januar 2007 at 21:12Min lille, gamle står utenfor huset i regnværet. Jeg bruker den som underlag for ulike dekorasjoner. Akkurat nå fungerer den som underlag for et lite engleorkester i keramikk. Den opprinnelige funksjonen husker vi jo snart ikke hva var. Synd jeg ikke kan legger bilder her på kommentarene. Her om dagen var jeg i en antikvitetsbutikk i vår gamle by, og da så jeg en stor og gammel til salgs for 250 kroner. Jeg lot det passere – og nå angrer jeg.
En far
14. januar 2007 at 21:07Skalborg siger du?
Hvor er bakkerne?
Hvor er sneen?
Jeg er bitter. ;)
Liselotte
14. januar 2007 at 21:07Akkeja, så falder den tilbage på mig igen, men ungen har da altid foretrukket platikrædslerne, som til gengæld ikke skal smøres inden de kan bruges.
Forøvrigt var plastikposer uovertrufne, men for pokker, hvor man kunne få ømme rumper af den slags øvelser, husker jeg. Der er ikke meget polstring i en af Bilkas bedste…
Krebsinden
14. januar 2007 at 21:04Jeg havde også en og mindes stadigvæk kælketurene i skoven, tju hej hvor det gik.
Mine unger har en så beklager meget Liselotte, det er ikke fordi du er gammel :-)
Donald
14. januar 2007 at 20:55@Claus: Rabat på kælke nu, jaha. Jeg så en (gammel) mand køre vindbil på Tisvilde Parkeringsplads forleden, det er virkelig kunst! Det var en trehjulet, superlet og elegant lille sag, som ikke væltede en eneste gang, selv ikke når han skulle køre op mod vinden og vende. Fremtidens nostalgikere finder en på loftet, gammel og støvet, sejlet mørnet og halvt spist af rotter, og så sukker den nostalgiske far med lys i øjnene: Den er fra dengang man kørte vindbiler for sjovt …
Claus
14. januar 2007 at 20:36I må opdrage jeres datter ved førstkommende lejlighed.. Jeg vil gætte på at vejret ligenu er helt rigtigt til indkøb af kælk med en klækkelig rabat…
Hvornår den så kan komme i brug er en helt anden, og mere tvivlsom sag…
signe
14. januar 2007 at 20:33Nostalgi.. Jeg savner pludselig min kælk! Og vintre som da de var dengang ;)
Hunløven
14. januar 2007 at 20:29Ok så føler jeg mig gammel, for jeg har haft sådan en. Godt nok en der var arvet, men alligevel.
Faktisk tror jeg ikke jeg har haft en plastikkælk, kun plastikposer. Men de er faktisk også gode, skal jeg hilse og sige.
Men de kan nu alligevel ikke slå den gamle trækælk, som skulle smøres med stearin.
Marianne
14. januar 2007 at 20:28Vi havde en til 4 eller 6 personer. Den var lang.
Men den blev desværre stjålet.. :-(
Men sikke ture den kunne give ned over Vestparken
Susan
14. januar 2007 at 20:25Kan man ikke stadig koebe dem?
Cathrine kan garanteret heller ikke huske at have set saadan een, men jeg ved hun har set en paa kaelkebakken i Hareskoven for nogle aar siden.
Ihh hvor var det sjovt – jeg kan stadig maerke hvordan det kildede i maven.
merete
14. januar 2007 at 20:19Weee. Ja, sådan en vækker glade minder. Huhej hvor det kunne gå stærkt ned af bakkerne når stearinen var s,urt på :-)
Pernille
14. januar 2007 at 20:12A’hva?? Kender hun ikke sådan en?? Hvad er I for nogle ravneforældre?? Det skulle da have været kastet ind i hende med modermælken eller noget i den retning!!
Eller også er jeg også bare blevet gammel – jeg tror egentlig heller ikke at knægten kender til stearinlys og og trækælke :-(