Kanelkagen rørte jeg ikke, for det er tællearbejde, så der var koncentration, som kun blev brudt af hønsenes forskrækkede skrig, når det hele blev for meget.
Om et øjeblik kan vi vel tage os sammen og få lavet noget aftensmad, men intet dikterer fødeindtag på bestemte tidspunkter mere og derfor er vi kommet en smule ud af vanen. Det gør ingenting, for der hygges i stedet for og det kan jeg så godt lide.
Pind 3 – no way! Så bliver man da aldrig færdig. Vi glade amatørstrikkere (selv inkluderet, selvfølgelig) æææælsker alt over pind 10 – så kommer det færdige resultat i en voldsom fart :-)
Er p.t. i gang med pind 20, og uld i brune, råhvide og grønne nuancer. Resultatet bli´r et dejligt oversize vamset sjal til at bære uden på frakken – nu har vi jo fået vinter, så jeg trænger!!!
Glæder mig til at se Counterpane når den er færdig :-)
Det var da noget af en kontrastfyldt måde at komme igennem eftermiddagen på. Hyggeligt håndarbejde krydret med skrækslagne teenagerskrig. Jeg gad nok se resultatet …
Anne, du har helt ret. Det er vel omtrent hele hjemmet, der kan forsvinde der. Der holdes nu også pause, for arme og skuldre er ikke glade for de tykke pinde :-(
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange af dine ting, der kan forsvinde nede i den store taske ;-)
Mon man nogensinde kunne blive træt af at strikke i Noro?? Ikke mig, tror jeg…
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
9 kommentarer
Liselotte
25. januar 2007 at 09:51Ha Kirsten, du har ret, resultatet er der hurtigt på så tykke pinde, men pinde 3 ligger så godt og tilpas i hænderne på mig :-)
Kirsten
25. januar 2007 at 09:16Pind 3 – no way! Så bliver man da aldrig færdig. Vi glade amatørstrikkere (selv inkluderet, selvfølgelig) æææælsker alt over pind 10 – så kommer det færdige resultat i en voldsom fart :-)
Er p.t. i gang med pind 20, og uld i brune, råhvide og grønne nuancer. Resultatet bli´r et dejligt oversize vamset sjal til at bære uden på frakken – nu har vi jo fået vinter, så jeg trænger!!!
Glæder mig til at se Counterpane når den er færdig :-)
Liselotte
24. januar 2007 at 21:21Jeg skal snart tage forbi og tjekke, men jeg tror faktisk, at butikken er lukket. Er jeg heldig, rammer jeg deres ophørsudsalg.
Pinde 3 er også mine yndlings… så absolut! :-)
Anne Dyrholm Stange
24. januar 2007 at 21:10Alt over pind 5 er tortur, pind 3 vil altid være min yndlings :-)
Har Maria Lucca stadig billig Noro?? Jeg kunne sagtens bruge noget mere, det skulle ikke være noget problem!
Liselotte
24. januar 2007 at 21:09Du ville få kvalme… ;-)
En far
24. januar 2007 at 21:06Det var da noget af en kontrastfyldt måde at komme igennem eftermiddagen på. Hyggeligt håndarbejde krydret med skrækslagne teenagerskrig. Jeg gad nok se resultatet …
Liselotte
24. januar 2007 at 21:01Karin, det er meget hyggeligt :-)
Anne, du har helt ret. Det er vel omtrent hele hjemmet, der kan forsvinde der. Der holdes nu også pause, for arme og skuldre er ikke glade for de tykke pinde :-(
Anne Dyrholm Stange
24. januar 2007 at 19:57Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange af dine ting, der kan forsvinde nede i den store taske ;-)
Mon man nogensinde kunne blive træt af at strikke i Noro?? Ikke mig, tror jeg…
Karin
24. januar 2007 at 19:48Det oser af hygge – og også lidt uhygge ;-)