Sprængfyldt med gode sager

Sikke en fantastisk dag! Helt og aldeles dejlig har den været. Der har ikke været mange minutter, hvor jeg ikke har nydt den. Det er en gave, at få sådan en dag forærende.

Først var der frokosten hos Ella. Jeg glædede mig sådan og det var så skønt at se hende igen, for det var så længe siden. Vi snakkede omtrent i munden på hinanden, men sådan må det nødvendigvis være, når vi ses, tror jeg.

Jeg kom ind i køkkenet og det første jeg fik øje på, var Alexanders billede. Det billede, som jeg fra første sekund jeg så det på Ellas blog har vidst, var Alexanders. Det var så smukt. Jeg smed et par tårer efter det, for det betager mig i den grad. Han er alle steder i det billede.

Jeg forsøgte mig med et fotografi af det, men det er så fattigt og yder slet ikke billedet retfærdighed. Det er stofligt og gemmer på så mange lag, som lidt efter lidt afslører Alexander på så mange planer. Hans yndlingsfarve, Alexander selv, hans livsglæde og hans lyse og lette sind. Det er ham og jeg ved allerede, hvor det skal hænge, men først i morgen i dagslyset.

Alexanders smukke maleri

Kenneth så det og fik med det samme helt identisk oplevelse med det. Alexander er i det billede. Det kan vist ikke forklares, men skal føles. Han elsker det også. Det er jeg så glad for.

Jeg er ked af, at fotoet ikke yder det retfærdighed, men I får sikkert en fornemmelse af det. Det er utroligt smukt og vi vil elske det altid.

Vinterfarver på Ellas dørtrin

Det blev en dejlig eftermiddag, hvor også Anne Cathrine nåede hjem, så jeg fik et gensyn med hende. Jeg nåede endda, at hilse på Ellas søster, inden jeg måtte haste ud af døren, for at komme på arbejde.

Det blev endnu en god oplevelse. At gå opløftet og glad for en tolkeopgave er ikke sjældent, men ikke desto mindre er det en skøn følelse at tage hjem på.

Nu skal der pakkes 45 kilo friskslagtet kalv, som ligger oppe på køkkenbordet, så det er ikke fordi jeg behøver mangle arbejde…