- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
20 kommentarer
Liselotte
29. januar 2007 at 09:43Åh Farmer, hvor jeg dog grinte, da jeg fandt din kommentar :-)
Jeg ved ikke med de lektier, for jeg vil gerne lave lektier med Oline. Jeg vil gerne hjælpe hende med dem. Jeg synes det er i orden, at der er lektier hjemme også, når man går i 6. klasse, men…
Jeg bruger mange timer hver uge på at forklare hende hvad et omsagnsled er, hvordan man dividerer tal større end 9 med hinanden o.s.v. Jeg synes, at jeg ind imellem føler mig som underviser mere end hjælp til lektierne og det er her jeg mangler en forklaring, for er det fordi Oline ikke lytter i timerne eller er det fordi ungerne ikke får det forklaret godt nok til at kunne gå hjem og lave det.
Jeg ved ikke hvad forklaringen er, men i perioder er det meget omstændeligt at lave lektier med hende. Næste gang vi har forældremøde vil jeg spørge. Er det fordi Oline ikke lytter, får hun ingen lommepenge resten af sit hjemmeboende liv! ;-)
Farmer
29. januar 2007 at 06:16Hvor er Hege inde på noget rigtigt. Hvorfor skal hjemmet gøres til helvedes forgård med regnestykker, som ikke har forandret sig en tøddel fra dengang jeg selv var på pinebænken. -Bortset fra 4-farvetrykket.
Når nu det hele alligevel ikke drejer sig om at regne, men at regne den ud.
Og ham fra min klasse, som lavede ALLE lektierne, traf jeg så her efter 35 år.
Med :
2 skilsmisser bag sig.
En minesota-kur der forbød ham dén side af livsglæderne.
En kalender, der kun gav ham 40 minutter til kaffen efter et nært familiemedlems begravelse.
Joh, han tog realen med, som Niels Haugsgaard ville have sagt det.
Og her en advarsel til dig, Oline: Han blev jurist!
Susan
29. januar 2007 at 01:28ja en advokat som ikke har en vis basal viden faar nok ikke saa meget at lave og slet ikke det spaendende :-)
Liselotte
28. januar 2007 at 22:16Nej, den er hun jo vokset fra. Hun skal lave lektier. Længere er den ikke. Hendes drømme om at blive advokat, kræver engagement og lektier, så det… ;-)
Susan
28. januar 2007 at 21:52Paa Cathrines skole har biblioteket aabent 1 time efter skolen er slut hver dag. I den time er der en laerer til raadighed og saa kan man lave sine lektier der. Det er ogsaa i det tidsrum vi tutorer kommer og arbejder med vores elever.
Jeg synes det er en rigtig god ordning – for nogle boern har brug for hjaelp og her kan de baade hjaelpe hinanden og faa en laerers hjaelp, det er ikke alle der kan faa den hjaelp hjemme.
Jeg synes jeg har laest om at nogle danske skoler har indfoert noget lignende, men det var maaske i SFO’en – og det hjaelper jo ikke Oline.
Hege
28. januar 2007 at 20:38Jeg gir meg ikke: For mange barn stjeler leksene mer en de gir. Mengdetrening kan man også få på skolen. Kanskje kunne man heller være der bitte litt lenger hver dag.
Liselotte
28. januar 2007 at 20:05I grunden har du fat i noget, Gitte. Jeg fik heller ikke hjælp til mine lektier hjemme, men det er nødvendigt for Olines vedkommende. Jeg vil nødig udtale mig om skyldsspørgsmålet, for den unge kan dagdrømme, så det basker ;-)
Gitte
28. januar 2007 at 19:13Men – hvorfor er det, at forældrene partout skal hjælpe med de der lektier?
Med fare for at lyde som en gammel sur hunræv, så fik jeg faktisk ikke hjælp til noget som helst, mht. lektier – jeg blev højest kontrolleret…
Er lektierne blevet sværere i dag, så ungerne ikke KAN finde ud af dem? Og hvis det er tilfældet, så stakkels de unger, der har forældre, der (som mig) ikke begriber matemat, f.eks
Anette
28. januar 2007 at 19:09Kender det alt for godt med min søn på 8 år …. jeg har vidst også laaaang vej igen :-)
Liselotte
28. januar 2007 at 18:43Hun har vældig ondt af sig selv, så mon ikke det hjælper, at der er endnu en, som synes verden er uretfærdig ;-)
Hunløven
28. januar 2007 at 18:12Jeg føler med Oline, rigtig meget. Men det skyldes nok, at ud over at genkende det fra min skoletid. Ja så gennemlever jeg det nu igen, hvor jeg læser en gang til.
Hvis det kan være nogen trøst, eller motivation, ja så får jeg ingen hjælp nu. Så det er mig selv der skal sparke mig bagi, og det gør det endnu mindre sjovt.
Liselotte
28. januar 2007 at 17:57Jeg kan se, at Oline skal træne basale regnefærdigheder herhjemme også, for at lykkes med dem. Det er ikke nok i skolen, men det er altså også en pine hjemme, men jeg gør det, for hun skal kunne!
Tiden i skolen bruges også til at lave opgaverne, men hun er vist slem til at glane i stedet for at koncentrere sig. Regningen betaler hun så hjemme, hvor der skal knokles og sådan er det. Jeg ville ønske, at også hun kunne se det… så vi slap ;-)
/many
28. januar 2007 at 17:49@Hege: Fordi læringen skal automatiseres, og det sker vha. gentagelser. Den begrænsede tid i skolen er ikke nok.
Jeg ser det tydeligst på den mellemste, der har snydt sig til ikke at lave matematiklektier i et halvt års tid. Han er ca. et halvt år bagud i forhold til sine klassekammerater og brødre.
Den yngste spiller også langt bedre på klarinetten, hvis han får sin daglige træning. Det giver et bedre fundament for at bygge ovenpå i undervisningen.
Så ja, jeg er fortaler for lektier. Ikke for at tilfredsstille forældres behov for at jodle sangen “Dengang jeg gik i skole…!, men for at træne noget basalviden, der er nødvendig for den videre udvikling.
Hege
28. januar 2007 at 17:31Og sånn holder vi på i de tusen hjem. Ungene skal ha leksehjelp, og mange, både store og små, synes det er en pine. Selv har jeg hjulpet min på 19 i dag. Det var en oversettelse. Det var ganske hyggelig, og han er takknemlig – skulle bare mangle i den alderen. Da han var yngre var det gråt og tenners gnissel. Og jeg kan denne leken, for jeg er lærer. Likevel tenker jeg: Hvorfor i helvete skal vi ha lekser? Hvorfor kan ikke disse ungene få lov til å gjøre ferdig sitt arbeide på arbeidsplassen, sånn som de fleste av oss andre gjør, så kunne hjemme være hjemme, hyggelig og fritt for prestasjoner av det skolske slaget.
Liselotte
28. januar 2007 at 17:28Jeg lokker med tørre tæsk… *Grrrr*
/many
28. januar 2007 at 17:26Vi er midt i dagens halve lektietime. Foreløbig har jeg lokket med nybagte kanelsnegle og te og truet med indskrænkning af computertid. Til gengæld er jeg blevet svinet til og kaldt alverdens grimme ting.
Men nu arbejder de.
Så længe det varer.
Liselotte
28. januar 2007 at 17:25Vi snuppede matematik og forude venter opgaven om det periodiske system, men jeg formoder barnet tager en pause, for jeg har ikke set hende den sidste ½ time (og ikke eftersøgt hende), så jeg er i gang med den videre oprydning på matriklen. Jeg slipper sikkert ikke…
capac
28. januar 2007 at 17:20Matematik, tysk, projekt… he-he! Sving i de gamle grå! ;-)
Liselotte
28. januar 2007 at 16:34Olines mor hjælper også, men ifølge Oline selv alt, alt for lidt… *suk*
En far
28. januar 2007 at 16:31Jeg glemmer aldrig, da jeg sad foran det hvide ark med tårefyldte øjne og skulle forestille at lave dansk stil. Ingen inspiration og skriveblokade.
Min mor hjalp og det kom der en rigtig god stil ud af! BwAhAhAHAHahaHAHh Forældre er fantastiske.
Gangen efter tror jeg dog jeg selv fik lov.