18

Opfølgning

I går, midt i aftensmaden, blev jeg ringet op af Britta. Britta var en af de sygeplejersker, som var hos os den uge, Alexander lå på intensiv.

Britta ringede for at høre, hvordan det gik med os. Var vi kommet fornuftigt i vej? Var vi afklarede? Havde vi stadig ting, som efterlod store gabende spørgsmål, som måske kunne besvares af dem, så vi kunne komme videre?

De kalder det opfølgning. Det er så seriøst og omsorgsfuldt, så jeg er ganske målløs, for det er ikke tid man har mest af, når man arbejder på intensiv. Det er ikke fordi, man ikke ved, hvad tiden skal gå med. Jeg så det selv, da vi var indlagt. Der er ikke mange pauser i løbet af en arbejdsdag, men der er til gengæld aftale om, at der altid er tid til en opfølgning hos de efterladte. Det er stort og flot og det er rart, når man er en af de efterladte.

Det var ikke en fortravlet opringning. Det var en oprigtigt interesseret menneske, som ringede til os i går. Hun havde tiden og evnen til at lytte. Hun spurgte om de helt rigtige ting og hun formåede, at hjælpe mig til at sætte ord på nogle af de ting, vi tumler med. Vi snakkede måske ikke så meget forløb, for vil vi gerne det, kan vi bare ringe på afdelingen og bede om en samtale. Har vi behov, kan vi endda bede lægen deltage. Det er fantastisk, at de bagefter giver sig tid til den slags. Jeg er meget taknemmelig.

Vi snakkede vel i grunden mere om tiden efter Alexanders død. Om det at komme videre og lidt om hvordan man gør det. Vi snakkede om tiden, som er essentiel og langstrakt. Vi snakkede om de følelser, som ikke er kontrollerbare og om de mange gange, hvor vi må erkende, at det ikke er eller bliver let, at mangle et så stort og vigtigt menneske i vores midte. Vi snakkede lidt om Oline, om os og om det at miste og siden finde vej.

Ind imellem blev jeg dybt berørt. Jeg holder meget af Britta og alene at høre hendes stemme var nok til, at erindringer om hendes nænsomme hænder, som flyttede slanger og rettede puder løb forbi mit indre øje, men det var på forunderlig vis også den dejligste oplevelse jeg har haft længe, for hun blev en beskræftigelse på, at nogen, ud over os selv, faktisk anerkender, at Alexander var her, gennemlevede sine sidste dage i en hospitalsseng og døde på grund af omstændigheder, som kunne have været anderledes, hvis ikke han havde manglet sine hjælpemidler. Det sidste gjorde en fantastisk forskel, kan jeg mærke denne morgen. Han blev set. Det er vigtigt for mig.

You Might Also Like

18 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    3. februar 2007 at 19:54

    Jo, vi aftaler, at det er helt i sin orden… og så rejser vi os igen, Birgit :-)

  • Avatar
    Reply
    Birgit
    3. februar 2007 at 18:29

    Vi har begge mandag som en tung dag… For mandag er det jo Ken’s dødsdag… Skal vi ikke aftale at den da er det okey at være lidt trist, vælde en tåre… Men så skal vi op igen…

    Foråret er på vej!!! Der går et stykke tid endnu, men jeg kan mærke det… Et forår hvor jeg vil ryste sidste års smerte af mig, og tillade mig at finde glæde ved livet igen!

    Hvem ved dette år kan måske gå hen og blive godt… Der er en masse mørke skyer, men efterhånden er der striper med lyseblåt i alt det grå… Det er gode tegn!!!

    Kh.Birgit

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    3. februar 2007 at 10:17

    Selv tak, Birgit :-)

    På mandag ville Alexander være blevet 17 år. Det bliver også en af de tunge dage, men vi kommer jo igennem. Det er i orden, at dage er tunge. Det er helt naturligt og ikke underligt, at de dage minder os om tabet og savnet, men der er heldigvis også alle de andre dage, hvor vi kan tænke på og snakke om alle de dejlige minder, som heldigvis fylder meget.

    Vi er begyndt igen at kunne se på Alexanders billeder. Det giver os stor glæde og får os netop til at huske alle de sjove stunder med ham. Om kort tid er vi klar til, at have billederne fremme hele tiden. Vi flytter os og det er godt at mærke.

  • Avatar
    Reply
    Birgit
    3. februar 2007 at 09:50

    Jeg synes mærkedagene er de værste… ½ år dagen for hans død ligger lige om hjørnet… Kan mærke at det bare er en dag der skal overståes!!!

    Selvom der er gået 6 måneder vender det hele tilbage når vi nærmer os dage der var noget specielt… Fastelavn, vinterferie og senere sommer og fødselsdag… Men igen det er kun ½ år, så det ville være sært hvis minderne ikke smertede stadigvæk… Men som dagene går kommer gode sjove minder frem og skubber de triste og tunge minder bagud så de ikke er de mest dominerende tanker i ens liv…

    At miste et barn er så omvendt, man skal ikke overleve sit barn… Men desværre bestemmer man ikke selv hvornår det er slut… Jeg fik 4½ dejlige år med Ken, Brian fik 10… Så der er mange gode minder, man skal bare lige over den værste sorg, så vil de hoppe frem en gang i mellem og få en til at smile… Gør de allerede i ny og næ…

    Knus og tak for en rigtig god side!

    Birgit

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    2. februar 2007 at 21:55

    Tak for din kommentar, Birgit.

    Ja, det er voldsomt at skulle leve med, at have mistet et barn. Der er ganske rigtigt gode dage, hvor det egentlig går fint og hverdagen hænger sammen, men der er også de dage, hvor alting kan vælte læsset. Sådan er det længe endnu, tror jeg.

    Jeg tror tiden arbejder for os. Jeg tror det bliver nemmere. Jeg tror der kommer en dag, hvor vi ikke føler sorgen så tung, når vi tænker på vores børn, men i stedet er i stand til at glædes ved, at vi fik lov til at elske dem i deres tid på jorden.

    Jeg tror det tager tid. Lang tid, men det kommer :-)

  • Avatar
    Reply
    Birgit
    2. februar 2007 at 20:17

    Kære Liselotte

    Jeg er først faldet over din blog idag, men kan se at vi har en del tilfælles…

    Som dig mistede jeg i 2006 min søn… Endligt var han ikke min biologiske søn, men min mands søn fra et tidligere forhold, men jeg elskede ham som min egen…

    Vores søn druknede 28/7 men blev “genoplivet” til koma og kæmpede i præsist 1 uge, før vi måtte indse at det var forgæves, og lægerne slukkede for den maskine der holdte ham hos os…

    Ken var lige fyldt 10 år og var først på vej ud i livet, da han blev revet væk fra os… Vi begravede ham dagen før min mands 35 års fødselsdag

    Det er ved at være ½ år siden, og som dig er der gode dage men også dagen hvor man ikke ved hvor man skal gøre af sig selv af sorg…

    De siger tiden læger alle sår, man kan kun håbe de har ret…

    Kærlige tanker og forståelse
    Birgit

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    31. januar 2007 at 18:43

    Ja, det var en dejlig oplevelse, sådan at have hende i røret igen. Hun og en mængde andre sygeplejersker, gjorde en enorm forskel da vi havde de sidste dage med Alexander. De havde en imponerende omsorg, indlevelse og respekt. Jeg er stadig meget rørt over den behandling vi fik ude på intensiv og ikke mindst over, at de tager sig tid til en opringning her bagefter.

  • Avatar
    Reply
    anita n
    31. januar 2007 at 18:12

    Det er godt for Jer at I mødte sådan et godt hjerte, der midt i alt det, som gjorde og stadig gør ondt. Godt at det var hende som passede Jeres dreng , og nu tænker på Jer. Jeg er rørt.

  • Avatar
    Reply
    Irene
    31. januar 2007 at 12:52

    Sikken en rørende omsorg, menneske og menneske imellem. Snøft.

  • Avatar
    Reply
    Tina - omme i London
    31. januar 2007 at 11:36

    Hvor er det bare dejligt at hoere at I, trods alt, har saadan en god oplevelse med hospitalet.

  • Avatar
    Reply
    Lizelotte
    31. januar 2007 at 11:13

    Dejligt at høre, og det må være utroligt forløsende at tale med nogen, som også VAR DER – og som ikke var et medlem af jeres familie. Det var godt.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    31. januar 2007 at 11:11

    Tak og en god dag til jer også :-)

    Ja, det er fantastisk med sådan en opringning :-)

  • Avatar
    Reply
    Yrsa
    31. januar 2007 at 11:09

    Det lyder fantastisk at de har tid til at ringe og følge op – jeg blev helt rørt. Hvor er det dejligt at der trods travlhed og stress stadig er mennesker der husker.
    Ha en dejlig dag.

  • Avatar
    Reply
    Deborah
    31. januar 2007 at 10:44

    Det luner fantastisk med ægte omsorg og interesse! Dejligt du fik den, det har du og familien fortjent…. Er meget glad for på dine vegne at I fik den opringning! God dag til dig :-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    31. januar 2007 at 10:40

    Ja, det er fantastisk, at de ringer, Lene. Helt enestående og dejligt. Britta lyttede og anerkendte. Mere skal der jo i virkeligheden ikke til, men virkeligheden er, at vi sidder tilbage med en følelse af, at Alexander lige så godt ikke kunne have eksisteret for systemet og derfor var det en rar følelse, at vide, at der er andre end os selv, som så. Så enkelt er det.

  • Avatar
    Reply
    Lene
    31. januar 2007 at 10:37

    Hvor er jeg glad for, at Britta og intensiv afdeling har den holdning. Og hvor er det godt at høre, at hun også formåede at hjælpe dig, Liselotte.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    31. januar 2007 at 10:35

    Ja, det er vel i grunden det følelsen handler om. At nogen så.

  • Avatar
    Reply
    capac
    31. januar 2007 at 10:15

    Sådan nogen som Britta lader en forstå og føle, at det hele ikke er forgæves…

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)