- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
44 kommentarer
Irene
16. februar 2007 at 23:14Maltesen, hvis det er tilfældet at vi kommer til at se mere af den slags, så synes jeg dem der kender til konkrete sager bør råbe meget højt nu, og ikke lade det vente!
Jeg har stadig kvalme!
Maltesen
16. februar 2007 at 23:01@Liselotte: Der er vi kun på bølgelængde :-) – men jeg er bange for, at vi kun har set overfalden og der vil dukke mere op hen over det igangværende år…
Liselotte
15. februar 2007 at 22:47Der er ikke forklaringer. Der er undskyldninger. Jeg har foreløbig kun hørt de dårlige af dem og mener forøvrigt ikke, at det her hverken kan bortforklares eller undskyldes. Der er kun tilbage at begynde at handle fra nu af.
Maltesen
15. februar 2007 at 22:42Svaret på det kom i Go’aften Danmark, hvor det blev fortalt, at kommunikationen skete via interkom, så ledelsen indfandt sig aldrig på de enkelte afdelinger…
Liselotte
15. februar 2007 at 18:42Netop, fru Møller.
Fr. Møller
15. februar 2007 at 17:54Så opfølgningen “Hvordan kunne det ske” på TV2 i aftes. Forklaringerne havde “vi” jo allerede fundet her i Liselottes kommentarspor. De kræver nemlig ikke den store ledvogtereksamen med flere bomme.
Det skræmmende er, hvorfor de ansvarlige ikke kunne/ville se nøjagtig de samme indlysende forklaringer. Og ikke mindst – hvorfor de ikke gad lette deres røve og gøre noget i tide!!!
Liselotte
15. februar 2007 at 07:06Nej, jeg så heller ikke, at du påstod det, Maltesen, jeg efterrationaliserede bare :-)
Jeg er jo helt enig. Hun bør gøre opmærksom!
Maltesen
14. februar 2007 at 23:38@Liselotte: Det påstår jeg heller, men det bør give noget at tænke over i den forbindelse. Selvfølgelig er hun pålagt nogle ramme fra politisk hold, men som ansvarlig leder bør hun også råbe op, hvis det går helt skævt.
@Susan: Jow, jow. Men, det bør også få politisk konsekvens blandt de ansvarlige i Region Syddanmark og i kommunen…
Susan
14. februar 2007 at 20:10Jeg laeste ogsaa lige det med at hun naaede selv at sige op inden hun blev fyret efter sagen om De Gamles By – saa roeg resten af tilliden til at hun kan faa aendret noget som helst.
Jeg haaber rette vedkommende fyrer hende og faar fat i nogle kompetente ledere.
Liselotte
14. februar 2007 at 18:39Maltesen, det er en interessant oplysning du kommer med, men den siger ikke nødvendigvis noget om hendes kvalifikationer som leder, men mere noget om hendes integritet, for måske er hun pålagt nogle rammer, som gør det vanskeligt at handle, men så burde hun råbe op eller alternativt flytte sig.
Jonna
14. februar 2007 at 18:36Ved ikke hvad jeg skal sige ,blev så ked af det da jeg så det . Hvor er det en fattig verden vi lever i, når vi behandler andre mennesker sådan.
Maltesen
14. februar 2007 at 18:20Jeg må indrømme, at jeg holdt slukket TV i går aftes ene og alene på grund af det, som jeg har set i TV2 Nyhederne løbet af dagen i går. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at se selve programmet, da jeg fik det dårligt over de indslag, som blev vist.
Tilgengæld er jeg rystet over, hvordan mennesker kan få sig selv til at behnadle nogle af de svageste mennesker i samfundet på den måde. Det er fuldstændigt uforligende med, hvordan man skal behandle andre.
Og for det ikke skal være løgn, er lederen af den pågældende instution også den, der stod i spidsen for De Gamles By, da den var ramt af skandaler…
Pernille
14. februar 2007 at 12:41Jeg ved godt, at disse ansatte ikke, som udgangspunkt, har ønsket at arbejde på denne måde, men deres (efterfølgende) manglende refleksion er skræmmende. Hvor er deres integritet? Hvor er deres moral og ansvar? Kan de virkelig stå inde for det de gør? Jeg tror det næppe. Jeg tror de skammer sig. Jeg tror, at de er så kede af, at de skal leve resten af livet med bevidstheden om, at de gjorde det værste man kan gøre, nemlig ingenting.
Ovenstående er sakset fra Liselottes tidligere indlæg.. det blev jeg nødt til -for det er ganske enkelt det mest kloge, der er sagt i hele debatten.
I virkeligheden er plejepersonalet – pædagogerne – nogen vi bør have ondt af – for ringere menneskessyn og forståelse skal man lede længe efter.
De er afstumpede som mennesker.. Brægende geder, der alle følger hende, der går forrest .. hende, der har været der længst – og som igen bare følger dem, der var før hende. Selvom alle nyansatte må have haft samme fornemmelse som “vikarfotografen” – nemlig at der “bør ske mere”, “noget bør ændres” – så vælger alle som een blot at følge de gamle normer. Man skulle jo nødig være den, der trådte ved siden af! Det er trist – rigtig trist.
Mange hilsner
Pernille
Liselotte
14. februar 2007 at 10:30Jeg har svært ved at finde tiltro til en leder, som vælger at arbejde et sted, hvor prioriteringen så tydelig er, at personalet kommer fremfor alt andet. Man kan så postulere, at hun er ny leder og netop skal rydde op, men hvem kan med ro i sjælen påstå, at hensynet lå/ligger hos beboerne og ikke personalet og deres arbejdsmiljø.
“Vi er i gang med at forbedre” og “vi arbejder på det” er ikke godt nok, når man samtidig har benægtet samme problemer udadtil.
Man har, efter eget udsagn, været klar over, at der var problemer i et stykke tid. Man har valgt hensynet til personalet fremfor hensynet til bebeoerne og deres pårørende, for man har ikke informeret de pårørende om, at der tilsyneladende var disse omfattende problemer. Man har til gengæld slået det hen, når pårørende har henvendt sig, for netop at påtale samme. Forklaringen kunne være, at en sådan information kunne udløse uønskede reaktioner blandt de pårørende. Så ligger hensynet det forkerte sted.
Sådan en adfærd forhindrer aktion. Ingen kan tale disse menneskers sag, for ingen ved noget. Nogle har en fornemmelse, men ingen ved med sikkerhed. Ingen kan sørge for, at disse beboere ikke skal leve én dag mere under så umenneskelige forhold, for det er virkeligheden. De må leve videre med dagligt omsorgssvigt, mens ledelsen har valgt, at “man arbejder på” at ændre adfærden blandt personalet.
Fire personaler er sygemeldt. Hvad med resten af Strandvængets huse? Vil man påstå, at det kun er i hus 17, at forholdene er kritisable? Skulle det være tilfældigheder som gjorde, at journalisten endte præcis i det ene hus, hvor omgangsformen er sådan? Der er ikke problemer andre steder?
Jeg tror dem ikke over en dørtærskel og jeg er overbevist om, at det finder sted langt oftere, end vi har lyst til at vide.
Jeg vil skynde mig at understrege, at jeg er overbevist om, at der findes masser af gode botilbud til disse mennesker. Overalt i landet er der bosteder, som fungerer, men når de ikke gør, må hensynet til beboerne komme i første række.
Susan
14. februar 2007 at 09:55Hvis man ellers har tiltro til forstanderen der, saa er der taget haand omkring situationen. Jeg har lige set indslaget i Go Morgen Danmark.
Man kan jo saa kun haabe at de steder som var paa vej samme vej som den afdeling paa Strandvaenget, at de vaagner nu og aendrer paa personalets opfoersel.
capac
14. februar 2007 at 09:41Hvad kan vi gøre ved det? D’Damer? Suk! :-(
Charlotte Illum Larsen
14. februar 2007 at 09:04Det er en udsendelse der vil kunne mærkes i min krop længe.. det gjorde ondt at se. Alle jeg har mødt idag snakker om det – vi er nødt til at dele de frygtelige ting vi så i fjernsynet igår.. de ansatte vi så igår har sygemeldt sig på ubestemt tid – hvorfor mon? Og den sofagruppe, var den ikke til beboere til hyggeligt samvær – havde det været så svært lige at holde om og af???
Deborah
14. februar 2007 at 08:17Jeg tror det hænger sammen med en grundlæggenden ond tendens hos mennesker, nemlig at det for nogen, er en rar følelse at føle sig ovenpå, på bekostning af de svageste! Det glæder i alle sammenhænge. Bare se et fænomen som mobning! Jeg forstår det ikke, og det er ondt og modbydeligt, men kunne som jeg ser det, godt hænge sådan sammen. Det er meget, meget små mennesker, der opfører sig sådan.
Jeg var fuldstændig lige så rystet, efter udsendelsen om Fælledgården. Ældre forsvarsløse mennesker, der skal have deres sidste år i omsorg og harmoni – ja det skal jeg love for! De har haft et langt liv, og fortjener respekt og varme, ligesom de udviklingshæmmede, som er fuldstændig forsvarsløse gør det. Jeg er sikker på desværre, at det ikke bliver det sidste tilfælde, vi ser af den slags! :-(
fru Marie
14. februar 2007 at 07:48Åh, hvor det gjorde ondt inden i, disse dejlige mennesker, som vi der færdes mellem dem kan lærer meget af hvis vi giver os tid og ro til at være en del af deres liv. Mit liv er en del af deres liv og ligner slet ikke det jeg så men det sætter mange tanker igang og får også mig til at se på mig selv – har jeg mine rigtige følelser med i mit arbejde? Jeg håber at de mennesker jeg har den glæde at være sammen med kender mig som empatisk og omsorgsfuld, med til at udvikle dem og gøre deres liv til en glæde.
Susan
14. februar 2007 at 02:58Puha, nu har jeg ogsaa set den. Jeg blev mere og mere maalloes jo laengere udsendelsen varede.
Jeg har laest at der er kommet ny afdelingsleder og 4 paedagoger (eller hvad de er) er sygemeldt paa ubestemt tid. Saa lidt er der da sket.
Stakkels stakkels mennesker der ikke er blevet forsoegt hoert og forstaaet. Taenk at der er nogen der kan arbejde der og have holdningen “De kan jo ikke forstaa noget alligevel”. Jeg ved godt at der blev sagt at mange af dem er udviklet som et 1-aarigt barn, men et 1-aarigt barn kan jo faktisk forstaa og udtrykke temmeligt meget, hvis man blot giver sig tid til at forstaa og blive forstaaet.
Jeg kan godt forstaa hende der tissede paa stolen i ren afmagt og protest, taenk at man ikke engang kan faa lov til at gaa ind paa sit vaerelse og i seng, men bliver beordret til at lege med klodser nu!!!!
Ja jeg er maalloes og flov over at en saadan mangel paa respekt for mennesker forekommer i institutionerne i 2006!
HenrietteB
14. februar 2007 at 02:16Jeg så desværre ikke hele udsendelsen – men det jeg så var nok til at få det til at sortne for mine øjne af bare forfærdelse.
Måske fordi jeg ikke så hele udsendelsen manglede jeg nogle oplysninger. Hvilke stillingsbetegnelser og uddannelser har personalet? Er det plejepersonale, altså sygeplejersker og sosu-uddannede, som har denne adfærd? Eller er det pædagoger? Uuddannede?
Jeg spørger, fordi jeg tidligere har arbejdet sammen med pædagoger på stofmisbrugsområdet, som havde en lignende adfærd overfor klienterne og nærmest latterliggjorde vi plejepersonaler, som jo arbejder udfra et omsorgsbegreb og ikke har opdragelse, som overordnet fagparadigme.
Uanset hvad, er den behandling slet ikke iorden. Jeg vil dog indskyde, at den langt fra ligner noget, jeg nogensinde har set i sundhedssektoren – og jeg kommer altså pænt vidt omkring! Bl.a var jeg i sin tid elev på en institution for yngre, svært fysisk handicappede og der ville jeg ikke et eneste øjeblik have været betænkelig ved at efterlade en nærtstående.
Men et eneste tilfælde af denne karakter er desværre også alt for meget…
Fr. Møller
14. februar 2007 at 00:52Desværre er behandlingen af de evnesvage ikke så svær at “forstå”. Vi lever i en tid, hvor sunde og velskabte mennesker køber “skønhedsoperationer”, og der bliver stadig dårligere plads til det uperfekte.
Samtidig er det – det så vi jo i dokumentaren – nemt arbejde. Faktisk behøver man ikke røre en finger – det er nok at være der, mens beboerne passer sig selv. Herregud – de fatter jo alligevel ikke et kvidder, vel…
Det ved jeg ikke, om de gør. Mange af beboerne mindede ærligt og redeligt mest om dyr i deres primitive udtryksmuligheder.
Måske er det en overlevelsesmekanisme fra de ansatte – at distancere sig ved nærmest at behandle beboerne som – dyr. De burde dog vide, at også dyr bliver gladere – og såmænd nemmere at have med at gøre – hvis de mødes med venlighed og imødekommenhed fremfor surhed og vrede.
I et par dage vil der være fokus på emnet. Så er der nogen, der skal sparke eller kaste til en bold, og det er naturligvis vigtigere – og så sker der ikke mere.
Hvis jeg var politiker, ville jeg flux nedsætte et hemmeligt “taskforce”, der uvarslet kom på besøg på div. institutioner for mennesker, der ikke formår at tale deres egen sag!
Birgitte
14. februar 2007 at 00:21Ja det er svært at være forældre til vores børn der er mange overvejlser og svære beslutninger der skal tages,men heldigvis har vi fundet et godt dagtilbud til Nicolai, hvor han trives og er 6 timer dagligt,hjælpen hjemme er det så som så med han er visiteret til 30 timers hjemmehjælp om ugen det rækker lige til den personlige pleje såsom bad påklædning spisning,alt er nøje udregnet efter komunens standare,resten er op til familienen klare nu skal det siges at jeg er ansat som hans hjemmehjælper i de 30 timer og resten af tiden gør jeg med glæde det arbejde der nu engang er uden løn.VH Gitte mor til Nicolai
Hønsemor
14. februar 2007 at 00:05Det var for ondt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med de føelser der rasede rundt i min krop, det kunne være blevet Jonas liv. Har gået og grædt, gået og grædt, men hvor har det hjulpet at læse jeres indlæg, denne ægte vrede og harme.
Liselotte det er rigtig menneskeheden bør skamme sig. Jeg bøjer hovedet i skam over det.
Liselotte
13. februar 2007 at 23:24Vi havde de samme overvejelser, Birgitte.
Vi vidste, at Alexander skulle flytte hjemmefra indenfor en kort årrække. Vi var i gang med at undersøge, om Alexander kunne bo hjemme i den lejlighed vi har og selv ansætte hjælpere, men vi stødte ind i overvejelserne omkring et velfungerende socialt liv, som også skal opmuntres og hjælpes på vej.
Det er svært, ikke at blive isoleret hjemme, men det er nemt at blive “parkeret” ude, hvor normeringer alene vil gøre det svært at opretholde ordentlige og tilfredsstillende forhold for unge, multihandicappede mennesker.
Det er svært, at være forælder til vores børn.
Birgitte
13. februar 2007 at 23:18Jeg er mor til en 19 årig multihandicapet ung mand,skal du ikke snart tænke på at han skal flytte hjemme fra spørger de profesionele og når svaret er nej spørger de hvorfor nu kan jeg sige så i tv 2 udsendelse så forstår i hvorfor. Gitte mor til Nicolai
Liselotte
13. februar 2007 at 23:11Det har sat sine spor i mig, for nok havde jeg en anelse, men at se den blive til virkelighed, har væltet min grundlæggende tro på, at ingen mennesker vil andre ondt, når de vælger at arbejde indenfor det faglige felt, der bl.a. handler om omsorg og medmenneskelighed.
Jeg ved godt, at disse ansatte ikke, som udgangspunkt, har ønsket at arbejde på denne måde, men deres (efterfølgende) manglende refleksion er skræmmende. Hvor er deres integritet? Hvor er deres moral og ansvar? Kan de virkelig stå inde for det de gør? Jeg tror det næppe. Jeg tror de skammer sig. Jeg tror, at de er så kede af, at de skal leve resten af livet med bevidstheden om, at de gjorde det værste man kan gøre, nemlig ingenting.
Jeg er nødt til at tro, at det er sådan. Ellers kan jeg slet ikke holde det ud og der skal ryge hoveder på den her konto. Der skal også ryddes grundigt op på alle hylder og i alle hjørner. Tingene skal ud i lyset. Vi vil vide, hvad der foregår. Jeg vil, så jeg kan tage ansvar.
Anja
13. februar 2007 at 23:04Har netop set udsendelsen på nettet. Jeg havde også en anelse, Liselotte. Har arbejdet med meget tungt fysisk/psykisk handicappede voksne mennesker i min første praktik. Jeg så TENDENSER, men det kan overhovedet ikke sammenlignes med hvad der i denne dokumentar til aften kom frem.
Det er jo på linie med hvordan man behandlede mennesker på de gamle storinstitutioner (iskolde overspulinger, fysiske overgreb m.m.). I dette tilfælde er det af meget kraftig psykisk grad. Som pårørende må man tænke på hvordan disse menneskers liv KUNNE have set ud hvis de var blevet udfordret på rette vis (fx efter netop handleplaner).
Jeg har mødt mennesker som jeg er helt sikker på kunne have haft mange flere ressourcer at gøre godt med i dag hvis ikke de var blevet så kraftigt understimulerede som yngre…
Der er lang vej endnu når vi taler pædagogisk arbejde – omsorgsarbejde. Det er en hel kultur der skal ændres – vi kan ikke ændre ved at kalde tingene ved et andet navn (bosteder, egne ‘lejligheder’, handleplaner etc) – vi skal ændre selve det grundsyn/menneskesyn som omsorgspersonerne har.
Det er svært og vil tage tid.
I nogen tilfælde tror det bliver nødt til at koste hoveder!
Uetisk svineri. Simpelthen!
flinkonella
13. februar 2007 at 22:38Puha, har det bare rigtigt dårligt lige nu, sidder med en forkert fornemmelse i maven. Jeg har i flere år arbejdet på en inst. for fysisk psykisk handicappede, (mange år siden) . Det var et sted fuld af varme og empati, iblandet en masse aktiviteter på alles præmisser. Troede i min naivitet af det var sådan alle steder…..
Vil fandme ud og gøre en forskel!!! Har nu i nogle år arbejdet inden for ældresektoren, og har da haft mine diskussioner med folk som aldrig skulle have været ansat sådan et sted, hm men så grelt, nej håber de implicerede får sig en fyreseddel, politianmeldelse etc. Håber samtidig at det måske kan få andre til at tænke sig godt om før de handler, det er fandme ikke for sjov!!!!
Liselotte
13. februar 2007 at 22:32Nej, sådan noget må ikke ske. Så enkelt er det. Irene, du har ret. Menneskeheden skal skamme sig. Jeg gør.
Man skal vide, før man kan reagere. Jeg håber, at der sker noget på den front nu, men det her er sikkert kun starten på en lavine. Jeg håber det. Lad os få tingene ud i lyset.
Ella
13. februar 2007 at 22:25Udsendelsen sidder som en stor knude i maven på mig, sådan noget må bare ikke ske :-(
Deborah
13. februar 2007 at 22:14Nej det er skrækkeligt! Jeg så ikke udsendelsen helt bevidst – jeg kunne ikke lige rummer mere negativt idag, men jeg så den om plejehjemmet, og det var slemt nok. Jeg så klip fra denne og det var alt rigeligt! Jeg kan desværre ikke sige, jeg er overrasket!! Øv!
Irene
13. februar 2007 at 22:12Maveindholdet vendte en hel omgang.
Her i landet er forholdene værre, desværre. Ikke kun de psykiske forhold, men også de fysiske forhold. Her er forholdene i mange tilfælde som i 50’erne.
Menneskehedens manglende empati for de svage i samfundet er sygelig egoistisk!
Shame on us! Og ja, jeg siger os, vi tillader denne behandling af de svage i vore samfund, vi tillader den laveste fællesnævner at regere.
Det er en tragedie!
Liselotte
13. februar 2007 at 22:02Hanne, jeg forstår så inderligt din umiddelbare bekymring. Jeg ville have haft det på nøjagtig samme måde, hvis Alexander fortsat havde levet.
Som fru Møller skriver, så var en af mine bekymringer Alexanders voksenliv. De blev ikke gjort til skamme i dag og jeg er ikke overbevist om, at dette her er enestående indenfor området. Desværre.
Maria
13. februar 2007 at 21:59Jeg var også dybt beskæmmet under udsendelsen, og jeg synes, at det er svært at slette de indre billeder…hvor er det skræmmende, at en kultur på en arbejdsplads kan udvikle sig sådan…
Solveig
13. februar 2007 at 21:54Jeg kan også kun tilslutte mig….
Hvordan kan plejepersonalet være i stue med sig selv???
Hold da op…………
Fr. Møller
13. februar 2007 at 21:52Forhåbentlig har størsteparten af de mennesker, der arbejder i plejesektoren, en bedre indstilling over for deres arbejde end skildret i aftenens dokumentar. Jeg er bare ikke sikker – ihukommende “Plejebo”…
Jeg fatter ikke, nogen uddanner sig til at arbejde med noget, de åbenbart afskyr så inderligt, at tonen bliver så ringe, at den ikke ville blive tolereret i DCH.
Hanne
13. februar 2007 at 21:44Jeg kan kun tilslutte mig det I skriver. Har siddet og set udsendelsen alene og har det rigtig dårligt lige nu… Sådan noget må bare ikke ske!!! Har jo selv en handicappet dreng og det er ikke til at bære.
Man må vel bare tro på – som I også har skrevet – at størstedelen af det personale der uddannes i den sektor har den medføling og empati, som disse MENNESKER har så meget brug… Hvis ikke ser fremtiden sort ud!
Liselotte
13. februar 2007 at 21:35Jeg ved, at du har ret, fru Møller. Det er det allermest skræmmende. At det vil ske, hvis de ansvarlige tillader det.
Ualmindelig ringe lederskab på alle plan. Føj!
Fr. Møller
13. februar 2007 at 21:31Jamen – lav arbejdsmoral er da en folkesygdom. Hvorfor dog lave noget, når man får det samme i løn for at lade være?
Man kan selvfølgelig undre sig over, at nogen gider tage en slags plejeuddannelse blot for at sidde og se fjernsyn, mens de mennesker, de skulle forestille at få løn for at tage sig af, bogstavelig talt ligger og svømmer i deres eget pis. Men så længe det kan lade sig gøre at fise den af, som det blev beskrevet i dokumentaren, ja så vil det ske! Desværre.
Frederikke
13. februar 2007 at 21:31Jeg havde samme oplevelse :(
Liselotte
13. februar 2007 at 21:21Den behandling de udviklingshæmmede i udsendelsen udsættes for, er så skammelig, at jeg slet ikke kunne finde ord for det, mens jeg sad og så på. Kenneth sad ved siden af. Han var også tavs.
Vi tænkte selvfølgelig på Alexander, men det er ikke derfor jeg reagerer, som jeg gør. Det er frygteligt at være vidne til, at der findes mennesker, for hvem det tilsyneladende er muligt, at gå på arbejde hver dag, for at yde en indsats så blottet for enhver rimelig refleksion omkring egen omsorg og empati for medmennesket. Det er utilgiveligt at gøre det, på et sted som dette.
Det er skræmmende, at der findes mennesker, som kan leve med sig selv, efter en vagt på den afdeling. Alene set fra et medmenneskeligt perspektiv, er det skræmmende langt ud over min fatteevne.
Jeg tror slet ikke mine ord rækker i aften. Jeg er rystet.
Heidi P
13. februar 2007 at 21:15Ja, jeg så ikke hele udsendelsen (desværre), men tænk at vi har dyr, der lever under bedre kår end de mennesker i dokumentaren.
Nej, vi kan ikke være det bekendt ;-(
Fr. Møller
13. februar 2007 at 21:13Jeg så det også. Tænkte på dig og den fremtid, du frygtede for en voksen Alexander.
Så hårdt taler jeg ikke engang til min hund!!