Glædesbølge

Himmerland gør noget ved mig. Jeg gennemrystes af energi og godt humør, fandenivoldskhed og trang til alt det mulige og umulige.

Bakkerne, landskabet og vinden har altid haft den effekt på mig, så langt tilbage jeg kan huske. Jeg har bevæget mig meget i området lige sydøst for Aalborg, for der fra stammer mine aner på min fars side og det er ikke få søndage, som er tilbragt med en køretur derud i farfars lysegule Fiat 127 og siden i fars skiftende vognpark, som vist kun én gang i hans liv var så beskeden, som en Fiat i hans verden var.

Jeg troede magien var forsvundet, sammen med Alexander. Det er ikke tilfældet. Det skete igen for ikke mange timer siden. Pludselig kunne jeg mærke det bruse i mine årer og ren og uforfalsket livsglæde gled fra hjertet og ud i hele kroppen.

Jeg kørte i god og jævn fart ad kendte landeveje, da jeg passerede stedet, hvor min returnering til Himmerland nær var endt. På marken ved siden af landevejen gik heste og lige nede for enden af den smalle sidevej, lå huset, som omtrent endte, som min første jyske base, efter mange år på Sjælland.

Det gik ikke sådan, for det viste sig, at huset ikke var ligetil, når det kom til behovet for plads til Alexanders kørestol, men smukt og fint var det.

Stråtækt ligger det, i starten af en lille landsby ved navn Oppelstrup. Fra stuen er der udsigt til markerne bagved og om sommeren går køerne og græsser med halerne klemt op mod stuens ruder. Sand idyl, men som sagt ikke spor praktisk. Heller ikke med tanke på de mange indlæggelser vi siden havde, men det var lige før…

Udsigten på den modsatte side af vejen er fantastisk. Mark og vindmøller, himmel og jord. Ikke så meget andet, men det er rigeligt, at dvæle ved.

Ind i bilen gik det igen, for jeg måtte videre. Ud, hvor vejen slår en bugt eller flere og hvor markerne ind imellem kan synes uendelige. Udsigten til himmel og agerjord, engdrag og moser, rovfugle på himmelflugt og små, beskedne husmandssteder gør mig altså i vældig godt humør.

Jeg passerede Gunderup Kirke på vejen. Her fra blev Alexander begravet, men i dag blev jeg ikke ked, men kunne bare tænke på, at det var dejligt, at vi nåede så meget sammen. Jeg er sikker på, at han ville være enig.

Siden kom jeg på sporet. Ikke af noget stort, men det rette og det sidste er vel det vigtigste. Jeg var lige ved og næsten, men inden måtte jeg smide bilen i vejkanten og beundre det landskab, som lå lige foran mig. Smukt og stort.

Der er højt til himlen derude.

Jeg elsker Himmerland og jeg elsker allermest, at den glæde, som tidligere gennemstrømmede mig, når jeg færdedes derude, stadig findes indeni. Den havde bare gemt sig et øjeblik.