Dovne skræddere

Da jeg flyttede ind på gården her, var der monteret en fin ringeklokke. Når nogen trykkede på knappen udenfor, spillede ringeklokken en yndig, omend temmelig rusten lille melodi. Den fungerede upåklageligt i en del år. Så døde den.

Siden monterede vi en anden klokke, men vi var ikke videre heldige, for skidtet fungerede kun ganske kort tid. Herefter opgav vi og glemte egentlig, at den var sat op. Kun når nogen ind imellem stod gasblå i hovedet og trykkede i vildskab på noget, som ikke fungerede, fik vi en snert af dårlig samvittighed, men ikke mere end vi aldrig fik gjort noget ved det.

En dag blev jeg træt af at forklare alle, at den desværre ikke virkede for øjeblikket. Efter at have sagt det i nogle år, bliver det på en eller anden måde en smule fortærsket og jeg lavede i stedet for et lille skilt, som blev lamineret og klistret på døren.

“Bank på! Ringeklokken virker ikke”, stod der så på døren og der stod det godt. Det signalerede en tidshorisont, som var rimelig kort i forhold til at få repareret skidtet og jeg tænkte, at det kunne foranledige en aktiv indsats på matriklen, men jeg tog som sædvanlig fejl. Den blev ikke repareret.

Siden er skiltet udvidet med et par bjælder på indersiden af døren og vi har vænnet os til, at hører vi ikke den banken, vi opfordrer til, hører vi i hvert fald når døren går op.

Skidtet fungerer upåklageligt. Det hænger der også om ti år, er jeg sikker på. Hvorfor reparere på noget, som virker.