Sol og sne, dryp og tø

Dele af Danmark har nydt solen i dag. Grundigt. Her er den lige kommet frem for alvor, så vi når vel at nyde. I hvert fald har jeg sat mig midt i en solstråle, men indenfor i varmen. Ikke fordi jeg vil, men fordi andet er uladesiggørligt på nuværende tidspunkt. Vi har stadig sne i mængder, som umuliggør normal færden udenfor.

I haven ligger sneen fortsat så højt, at jeg ikke kan gå derude medmindre jeg ifører mig støvler, som er temmelig meget højere end disse her.

Til gengæld smelter den. Lyden af smeltevandet, som render af taget er god musik, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg til sidst var ved at bekymres over de mængder, der efterhånden samlede sig deroppe.

Nu drypper det. I store tunge dråber og silende strømme render det af og der er næsten ikke mere tilbage. Om et øjeblik, efter lidt sol og varme, er sneen på taget borte. Det er mere end man kan sige om sneen i haven. Der går en rum tid endnu.

På vejene her omkring ligger bjerge af sne. Bjerge så høje, at jeg stadig ikke kan se over dem på trods af dagens tøvejr og vores lille vej er ikke blevet ryddet med særlig megen kærlighed. En traktor kom forbi og fjernede det værste og siden har vi måttet klare os selv. Al den overskydende sne er kørt ned for enden af vejen, hvor jeg bor, og ligger nu i store bunker udenfor på vendepladsen.

Det kræver tungen lige i munden at komme fra huset og op til vejen, men det lykkedes. Jeg fik skuden smidt op på Gugvej og fik hentet nye og friske forsyninger. Der er slæbt mælk til huse. En ekstra liter var med, for jeg vidste, at Oline ville kaste sig over det, så snart det var indenfor døren. Jeg havde ret. Hun har savnet det.

Købmanden havde også et bundt tulipaner for en tyver. De fleste var ikke kønne, men der var nogle enkelte, som lignede noget der kunne ende smukt. Jeg snuppede et bundt af disse, som nu står midt på spisebordet og som forudset, er de allerede i gang med at springe ud for alvor.

De holder ikke tre dage, men de spreder glæde. Det sidste er det vigtigste.

Handlen er overstået for i dag og tilbage står kun at finde ud af, om jeg kan holde til et par pinde på valmuerne.

Kan jeg det, er jeg snart klar til at begynde indtagningerne og så varer det ikke længe, før jeg grædende kan konstatere, at jeg ikke duer til at strikke mønster.

Måske man skulle lave sig en kop kaffe…