Oline og jeg er alene hjemme. Det er uvant og dejligt. Vi hygger igennem. Der er tanket op med cola og tyskerchokolade. Det skal nok blive godt.
I kurven er nu også lidt frisk ananas, som skal smage rigtigt dejligt senere, når vi smider os i sofaen og ser en film. Oline får (næsten) lov til at bestemme, men jeg har altså vetoret, for der er grænser.
At handle behøver ikke tage lang tid, men nogle dage vælter kendte ansigter forbi, og en sludder her og en sludder der, tager tid. Oline mente, at jeg sikkert var stukket af hjemmefra og havde egentlig indstillet sig på, at hun nok måtte klare sig selv. Det passede hende dårligt, at jeg fandt hoveddøren, men nu er der vist alligevel tilgivelse for hjemkomsten, efter hun så indkøbene.
Jeg mødte et menneske, som jeg ikke har set siden Alexanders død. Det var uundgåeligt, at runde tiden omkring og efter hans sidste tid, men jeg opdagede, at jeg kunne fortælle uden at blive frygteligt ked af det. Jeg kunne sætte ord på og jeg opdagede, at mit fokus har flyttet sig. Sorgen er stadig nærværende, men den river ikke længere hjertet i tusinde stykker. Den napper. Det må den godt.
6 kommentarer
Liselotte
28. februar 2007 at 23:38Ja, det er de underligste ting, som kan udløse gråden. Sådan er det vist bare, Deborah :-)
Deborah
28. februar 2007 at 20:38Da jeg skulle hjem fra Frankrig skete det for mig. Jeg mistede min mor for 3 år siden. På vej til lufthavnen sad jeg ved siden af den her dame med en hund. Hunden var en yorkshireterrier, som vi også havde engang. Det var min mors hund, som hun elskede. Den her hund var næsten vores hund op ad dage. Det var nok til at jeg sad med gråden helt oppe i halsen hele vejen til lufthavnen og minderne kørende rundt i hovedet. Så ja det kan overraske på de mest underlige tidspunkter. Men det er okay, for det viser mig, hvor meget jeg holdt af min mor og jeg savner hende skam hver dag….sådan er det bare!
Liselotte
28. februar 2007 at 19:49Livet går videre og sorgen får den plads, som den skal have. Også i dag og i morgen. Vi har ikke travlt, men lader dagene komme, som de kan og vil. Det er sådan det skal være :-)
Ingegerd
28. februar 2007 at 19:45Jeg begyndte at græde henne ved bageren forleden, fordi der var een der fortalte at hendes datter havde holdt tyveårs-fødselsdag og de havde snakket om og savnet min søn til festen.
Og det er 6 år siden han døde !!!!!!
Så Liselotte, det holder aldrig op.
Ikke at jeg altid tuder, men afogtil, når jeg er helt uforberedt, slår det til. Men er det ikke de døde børns ret at vi sørger over dem, at vi aldrig glemmer dem? Så længe vi har dem i tankerne, lever de på enelleranden måde lidt videre.
Min erfaring er desuden, at det første år er hårdt. Men rigtig hårdt er det egentlig først derefter. Det er somom man ikke har nogen ressourcer tilbage at trække på. Så vær forberedt på at din afsked tager lang, lang tid. Sådan er det bare.
Kirsten
28. februar 2007 at 19:18Ja. Fokus har flyttet sig, og det skinner også igennem her – i dit “lille” web-univers…
Vi er mange der har læst med, kommenteret og er kommet med (til tider lidt kejtede og ubehjælpsomme) indspark i dit/jeres seneste livsforløb. Det har været hårdt, men I har klaret det hele så flot.
Og nu ser vi Liselotte dukke frem bag disen. En kvinde med gå-på-mod og kræfter, energi og humor, overskud og tid. Og hun har endda fået et flot foto sat på siden der matcher billedet vi alle sikkert sidder med for vort indre øje ;-) Det er dejligt at være vidne til – selvom det så kun er virtuelt…
Selvfølgelig napper sorgen. Det skal den s´gu. Og selvfølgelig skal livet leves i fulde drag imens. I aften med mor/datter-hyggestund, tyskerchokolade og film i fjerneren :-) God fornøjelse!
Ella
28. februar 2007 at 18:19Sådan går det heldigvis, Liselotte, men kun hvis sorgen er bearbejdet og talt igennem og det har I været rigtig gode til også når det var svært.
Hyg og hils Oline :-)