Succeskriterium

Om nogle måneder er det 25 år siden jeg stod med studenterhuen på hovedet og drømmene intakte. Jeg var klar til at tage hul på det hele og fuld af vovemod og livsglæde drog jeg ud i livet, for at tage en ordentlig bid af det.

Femogtyve år skal gerne festligholdes uanset om det er ægteskabet, endt skolegang eller levede år vi taler om. Sådan er det også med vores studenterjubilæum. Vi skal samles til et ordentligt brag af en fest. Det skal nok blive sjovt, er jeg sikker på.

I min egenskab af ???hun kan da vist noget med en blyant og nogle farver??? er opgaven omkring invitationerne tilfaldet mig. Jeg slog to fluer med ét smæk, for illustrationen viste sig at passe vældig godt til en af de illustrationsudfordringer tilmeldte hver fredag modtager fra Illustration Friday.

Invitationsforslaget er nu udsendt til de relevante parter og der diskuteres livligt. Sådan er det at lave noget sammen med andre. Der er mange meninger. Mange kokke, som hver især har deres yndlingskrydderi. Jeg øver mig fortsat på at kokkerere i flok. Det er nemlig ikke nyt, at jeg ikke er vældig god til det. Sådan var det også dengang jeg frekventerede Nørresundby Gymnasium. Jeg orker ikke mange og lange diskussioner om ting, som forekommer mig irrelevante og jeg sidder naturligvis inde med den absolutte sandhed, så derfor er det eneste rigtige, at lytte til mig. Og så er det jo netop ikke sandheden. Jeg ved ikke bedre, men ind imellem forfalder jeg til at tro det. Jeg øver mig på at lade være med den slags. Jeg øver mig meget.

Lige nu diskuteres udformningen af invitationen og der er snak om overskriften, som måske skal rettes til ???for nogle er sikkert blevet skilt, fyret og hvad der ellers kan ske??? og det er sandt. Nogle er med sikkerhed gået gennem livet hånd i hånd med skilsmisser, fyringer, kropumulige unger, ulidelige ægtefæller, dødsfald, tandudtrækninger og kemoterapi, men vi sidder alle sammen her og læser invitationen og så kommer det pludselig til at handle om succeskriteriet, for hvad er det?

Har appelsinen kun ramt turbanen, hvis man er gået skadesløs gennem livet?

Har lykken kun tilsmilet os, hvis vi er kommet gennem de 25 år uden ar på sjæl og krop? Er det håbløst at mene, at livet har været godt, hvis man har været ramt af netop det levede liv?

Jeg er fascineret af tanken om succeskriteriet. Jeg sidder tilbage og smiler lidt for mig selv, for jeg kan med rent hjerte sige, at min appelsin ramte lige der, hvor den skulle, nemlig i turbanen. Jeg anser mig selv for at være et meget heldigt menneske.

De som ser på mit liv ude fra, vil sikkert anfægte, at der er mange ting, som kunne betragtes som ulykker, svære livsbetingelser, uheldige valg og mindre succesfulde erfaringer, men for pokker, de har gjort mig til den jeg er. De har gjort mig til det menneske, som sidder lige her og er i stand til at læse invitationen til at mødes med nogle mennesker, som engang for længe siden var en del af min hverdag gennem 3 sjove ungdomsår.

Jeg er i live, jeg har en hverdag, som bringer mig glæde og jeg har selv valgt til og fra, hvor jeg kunne. Når jeg ikke kunne, har jeg kastet mig ud i den opgave jeg er blevet givet med troen på, at det nok skulle gå og alt imens livet har budt på både sødt og surt, er jeg vokset til dette her menneske, som uden tøven vil kalde mit liv for en succes. Jeg er kommet igennem med livsmodet og glæden i behold.

Jeg lever hver dag med troen på, at den bliver god. Jeg har valgt, at livet er til for at leves. Jeg har oplevet min del af livets alvor og jeg lever hver eneste dag med bevidstheden om, at netop alvoren også er en del af at være voksen, men jeg lever og jeg oplever. Jeg vokser og samler erfaringer. Jeg bliver en smule klogere hver dag, men jeg oplever ikke kun succes. Jeg oplever livet i farver og det er vel i virkeligheden det eneste succeskriterium. Er det ikke?