31

Succeskriterium

Om nogle måneder er det 25 år siden jeg stod med studenterhuen på hovedet og drømmene intakte. Jeg var klar til at tage hul på det hele og fuld af vovemod og livsglæde drog jeg ud i livet, for at tage en ordentlig bid af det.

Femogtyve år skal gerne festligholdes uanset om det er ægteskabet, endt skolegang eller levede år vi taler om. Sådan er det også med vores studenterjubilæum. Vi skal samles til et ordentligt brag af en fest. Det skal nok blive sjovt, er jeg sikker på.

JubilæumsinvitationI min egenskab af ???hun kan da vist noget med en blyant og nogle farver??? er opgaven omkring invitationerne tilfaldet mig. Jeg slog to fluer med ét smæk, for illustrationen viste sig at passe vældig godt til en af de illustrationsudfordringer tilmeldte hver fredag modtager fra Illustration Friday.

Invitationsforslaget er nu udsendt til de relevante parter og der diskuteres livligt. Sådan er det at lave noget sammen med andre. Der er mange meninger. Mange kokke, som hver især har deres yndlingskrydderi. Jeg øver mig fortsat på at kokkerere i flok. Det er nemlig ikke nyt, at jeg ikke er vældig god til det. Sådan var det også dengang jeg frekventerede Nørresundby Gymnasium. Jeg orker ikke mange og lange diskussioner om ting, som forekommer mig irrelevante og jeg sidder naturligvis inde med den absolutte sandhed, så derfor er det eneste rigtige, at lytte til mig. Og så er det jo netop ikke sandheden. Jeg ved ikke bedre, men ind imellem forfalder jeg til at tro det. Jeg øver mig på at lade være med den slags. Jeg øver mig meget.

Lige nu diskuteres udformningen af invitationen og der er snak om overskriften, som måske skal rettes til ???for nogle er sikkert blevet skilt, fyret og hvad der ellers kan ske??? og det er sandt. Nogle er med sikkerhed gået gennem livet hånd i hånd med skilsmisser, fyringer, kropumulige unger, ulidelige ægtefæller, dødsfald, tandudtrækninger og kemoterapi, men vi sidder alle sammen her og læser invitationen og så kommer det pludselig til at handle om succeskriteriet, for hvad er det?

Har appelsinen kun ramt turbanen, hvis man er gået skadesløs gennem livet?

Har lykken kun tilsmilet os, hvis vi er kommet gennem de 25 år uden ar på sjæl og krop? Er det håbløst at mene, at livet har været godt, hvis man har været ramt af netop det levede liv?

Jeg er fascineret af tanken om succeskriteriet. Jeg sidder tilbage og smiler lidt for mig selv, for jeg kan med rent hjerte sige, at min appelsin ramte lige der, hvor den skulle, nemlig i turbanen. Jeg anser mig selv for at være et meget heldigt menneske.

De som ser på mit liv ude fra, vil sikkert anfægte, at der er mange ting, som kunne betragtes som ulykker, svære livsbetingelser, uheldige valg og mindre succesfulde erfaringer, men for pokker, de har gjort mig til den jeg er. De har gjort mig til det menneske, som sidder lige her og er i stand til at læse invitationen til at mødes med nogle mennesker, som engang for længe siden var en del af min hverdag gennem 3 sjove ungdomsår.

Jeg er i live, jeg har en hverdag, som bringer mig glæde og jeg har selv valgt til og fra, hvor jeg kunne. Når jeg ikke kunne, har jeg kastet mig ud i den opgave jeg er blevet givet med troen på, at det nok skulle gå og alt imens livet har budt på både sødt og surt, er jeg vokset til dette her menneske, som uden tøven vil kalde mit liv for en succes. Jeg er kommet igennem med livsmodet og glæden i behold.

Jeg lever hver dag med troen på, at den bliver god. Jeg har valgt, at livet er til for at leves. Jeg har oplevet min del af livets alvor og jeg lever hver eneste dag med bevidstheden om, at netop alvoren også er en del af at være voksen, men jeg lever og jeg oplever. Jeg vokser og samler erfaringer. Jeg bliver en smule klogere hver dag, men jeg oplever ikke kun succes. Jeg oplever livet i farver og det er vel i virkeligheden det eneste succeskriterium. Er det ikke?

You Might Also Like

31 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    10. marts 2007 at 13:32

    Du har ret i, at debatten fyldes af succeshistorierne. Man hører ikke meget til taberne, men det er ikke nyt. Sådan har det altid været af forskellige årsager.

    Én af dem er mænds behov for netop at være en succes, som altid er defineret af det omkringliggende samfund. Det sker alt for sjældent, at en mand træder frem på scenen og proklamerer, at han er en succes medmindre det har baggrund i erhvervslivet. Det er interessant, for det viser igen, at der er kønsforskelle, som rækker meget dybere end vi ofte er bevidste om.

    Jeg har aldrig været ked af at være født som kvinde. Det har jeg bestemt ingen grund til at være, for det er rigtigt, at der er så mange og rige muligheder for at opleve sig selv som succes, hvis man er det. Jeg har mange strenge at spille på. Jeg har mange scener at vælge mellem, når jeg gerne vil opleve mig selv, som en succes. Det har mænd ikke, men det er vel ikke kun kvinderne, som definerer mænds succeskriterier?

  • Avatar
    Reply
    Kimporator
    10. marts 2007 at 13:12

    Livet er dødsygt hvis man oplever for lidt. Penge og kvindekøn giver friheder som mindrebemidlede outsidermænd ikke har.

    Kvinder kan næsten altid sælge sig selv. Mænd skal præstere noget udenfor sig selv, og det gør man oftest efter nogle rammer som andre har udstukket. Disse rammer favoriserer for tiden kvinder og unge.

    Någenerationen al almindelighed beklæder IKKE de vigtige poster som 68’erne nuppede, og idag springer man någenerationen over og giver magten til tåber under 40.

    For mændene er det FATALT. Min generations mænd er store tabere her i livet, men dem som har succes fylder selvfølgelig mest i debatten.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    10. marts 2007 at 12:54

    Jo, der er sikkert kønsforskel. Jeg vil tro, at jeg kommer til at opleve, at det – med baggrund i køn – er overvejende mænd, som sidder på de poster, som per tradition anses for vægtige, mægtige og gode for likviderne i en familie.

    Livet er måske heller ikke kun det man gør det til. Du har ret, når du anfører, at der er forskel på rammer og muligheder gennem det liv vi lever, men jeg anfægter heller ikke det faktum. Jeg mener bare ikke, at man kun er en succes, hvis man har et liv, som rummer de værdier som samfundet lige nu hylder. Der er mange livsværdier og de er forskellige fra person til person, ligesom personens egen oplevelse af succes skal hentes indeni og ikke nødvendigvis udenpå.

    Jeg advokerer for, at der findes værdier, som måske ikke – lige nu – er så prestigefyldte, som de burde være. Jeg synes ikke nødvendigvis man er en succes, hvis man sidder med alle de traditionelle værdier som fast arbejde i en betroet og vigtig stilling, velfungerende familie og råd til mindst 2 årlige ferier. Der findes mange succeskriterier og én af dem, for mig, er at opleve og leve i farver.

    Livet er vel kun dødsygt, hvis man definerer succes ud fra nogle bestemte rammer?

  • Avatar
    Reply
    Kimporator
    10. marts 2007 at 12:41

    Glimrende post, men mon ikke der er en kønsforskel?

    Livet er IKKE kun det man gør det til.

    Der er forskel på hvad som rammer og især hvilke muligheder der åbner sig.

    For danske mænd i någenerationen har livet været klart mere dødsygt end for kvinderne. Jeg tror dog næppe nogen af dem vil indrømme det ved sådan en sammenkomst.

  • Reply
    Slagt en hellig ko… » Køer og orden
    1. marts 2007 at 09:06

    […] mangler jeg så kun min indsats. Der var nogle invitationer, som skulle rettes. Jeg kan vist lige nå […]

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    1. marts 2007 at 00:02

    Og i lige måde, Bolette. Sov godt :-)

  • Avatar
    Reply
    Bolette
    1. marts 2007 at 00:00

    kriterie….rettelse er sgu da uddannet lærer….engang i tidernes morgen ….hmpf.. sov godt

  • Avatar
    Reply
    Bolette
    28. februar 2007 at 23:59

    godt at sort/ hvid tiderne er forbi
    ja livet skal være stort & smukt og ja også farverigt

    mit kreterie
    er at være her lige nu

    nærvær

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    28. februar 2007 at 23:38

    Tak, Regitze og Madame.

  • Avatar
    Reply
    Madame
    28. februar 2007 at 21:32

    Du kan ikke bare noget med en blyant og nogle farver. Du kan også en hel masse med ord. De gik rent hjem hos mig. Tak.

  • Avatar
    Reply
    regitze
    28. februar 2007 at 19:59

    wauw! hvor er det flot skrevet. tak for en tanke jeg i den grad har taget til mig.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    28. februar 2007 at 19:21

    Mit må være at turde leve livet i farver :-)

  • Avatar
    Reply
    Tina
    28. februar 2007 at 19:15

    Succeskriterie er i mine øjne, når man føler sig rig og her tænker jeg ikke penge og velstand. Nej jeg tænker rig på mennesker, omsorg og kærlighed og alt hvad dertil hører. At man lever liver og ikke bare lader det passere forbi uden at nyde det. At kunne favne livet i medgang og modgang.

  • Avatar
    Reply
    Dana
    28. februar 2007 at 18:09

    Der findes kun ét succeskriterie i min optik:

    At jeg kan se mig selv i øjnene i spejlet om morgenen og være glad for, at jeg lever.

    Alt det andet, som der skrives ovenfor, om Bo Bedre, jobtitler, bilmærker og andet gejl er udenoms og ligemeget – rart når det er der men ikke hverken betingende eller udslagsgivende.

    At være et helt menneske. Det er succes.

  • Avatar
    Reply
    Lene
    28. februar 2007 at 17:28

    “måtte du leve alle dage” er mit succeskriterie, citatet er fra en Lars Lilholt sang, den siger ikke noget om længden af livet eller modgang/medgang, men for mig betyder de linier, at jeg tør leve hver dag og ikke gemmer mig af frygt for hvad, der måtte ske.

  • Avatar
    Reply
    Susan
    28. februar 2007 at 17:25

    Succeskriteriet er vel forskelligt fra person til person.
    Der er dem der ikke er tilfredse med de appelsiner der rammer deres turban og der er dem der er glade for alle. Der er dem der flytter hovedet for at lige netop den appelsin ikke skal ramme deres turban og der er dem der flytter hovedet for at fange alle de appelsiner der kommer i naerheden af turbanen.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    28. februar 2007 at 14:33

    Jo, men hvad er succeskriteriet?

    Ane, illustrationerne er lavet i Fireworks.

  • Avatar
    Reply
    Bolette
    28. februar 2007 at 14:26

    og nogen får grapefrugter og andre clementiner….

  • Avatar
    Reply
    Ane
    28. februar 2007 at 14:01

    Hei Liselotte. Liker dine illustrasjoner veldig godt. Hvilket program er de lagd i?

  • Avatar
    Reply
    Elisabeth
    28. februar 2007 at 13:33

    hvis ikke der var modgang, kunne man vel ikke se hvor skønt det er i medgang? så en turban uden modgang synes for mig temmelig trist og ensfarvet…

  • Avatar
    Reply
    Irene
    28. februar 2007 at 12:12

    Farverigdom er alt!

  • Avatar
    Reply
    Kirsten
    28. februar 2007 at 12:00

    Jeg har altid syntes, at der er nogen, som får temmelig mange appelsiner og andre, der af uransagelige grunde ser ud til at få tæsk af livet hele tiden. Jeg grunder meget over hvorfor, og jeg tror, at det et langt stykke hen ad vejen – men ikke kun – er et spørgsmål om fokus. Børge har ret i, at hovedet også selv kan flytte sig lidt, så appelsinerne falder rigtigt.

    God fest!

  • Avatar
    Reply
    MrsBaloui
    28. februar 2007 at 11:50

    Det er helt sikkert meget afhængigt af indstilling til livet, om man opfatter de “små” bump på vejen som problemer eller udfordringer.
    Af og til glider vi af den positive indstilling, og så bliver det hele tungt og trist, indtil man finder den humoristiske gnist igen.

    “Hvordan faldt appelsinen i din turban???? er et åbent og indbydende spørgsmål ;)
    Hvorfor trække andet end de gode minder frem i invitationen? Det alvorlige kan man jo tage lidt senere på aftenen, hvis der er behov for det.

  • Avatar
    Reply
    Bolette
    28. februar 2007 at 11:45

    Der kan der være flere appelsiner i samme turban men nogen gange taber vi dem også ..også er det jo at det kan ta noget tid at få dem op i turbanen igen mine succeskretierier på en go dag er nærvær i nuet…

    may the force be with u
    Bolette

  • Avatar
    Reply
    Lizelotte
    28. februar 2007 at 11:41

    Når jeg bliver gammel (om maaaange år) vil jeg gerne ku’ se mig selv i øjnene i spejlet og sige: Du har haft et rigt liv, og du har gjort dig umage. Du har ikke været ligeglad. Du har levet, ikke eksisteret.

    Hvad jeg har tjent, hvad min jobtitel har været, og hvor godt mit hjem har egnet sig til Bo Bedre er ikke særligt interessant i den sammenhæng.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    28. februar 2007 at 11:31

    Livets rejse kan vi ikke planlægge, men vi kan, som udgangspunkt og selvfølgelig med forbehold, vælge hvordan vi vil opleve den. Appelsinen rammer nemlig altid turbanen, som Børge skriver. Spørgsmålet er, om vi når at se den, inden den rådner og forsvinder.

  • Avatar
    Reply
    Yrsa
    28. februar 2007 at 11:16

    Jeg kan kun give de andre ret ! Du rammer altid hovedet på sømmet.
    Og hvor jeg kan se det for mig : Disskussion i det uendelige omkring udformningen af en invitation ! Helt ærligt jeg er heller ikke god til at lave sådan noget sammen med andre :-)
    Men jeg håber I når til det med at få sendt invitationen ud og få en rigtig rigtig god fest med forhåbentlig mange deltagere.

  • Avatar
    Reply
    Kirsten
    28. februar 2007 at 11:08

    “Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre, at de bygger rede der” – Kinesisk ordsprog

  • Avatar
    Reply
    Børge
    28. februar 2007 at 10:38

    Du rammer altid hovedet på sømmet med dine kommentarer – og netop som du skriver rammer appelsinen altid turbanen – det er hovedet under turbanen som vælger hvordan appelsinen modtages. Der er vi nogle som er sådan indrettet at vi “ser glasset som halvt fuld, i stedet for halvt tomt” – eller når “modgangens vinde blæser bygger vi vindmøller i stedet for læhegn” – heldigvis for det. Og netop derfor skulle overskriften på invitationen måske ændres til “Hvordan faldt appelsinen i din turban?” og ikke “om” den faldt – for det gjorde den netop uanset hvad !

  • Avatar
    Reply
    susanne
    28. februar 2007 at 10:29

    Du har så evig ret, Liselotte. Jeg havde nogle af de samme overvejelser sidste år, da jeg stod foran at skulle mødes med de gamle klassekammerater fra de første 7 år i folkeskolen – for første gang i over 30 år. Det handler netop om, at vi er dem vi er idag – i kraft af det liv, vi har levet, de erfaringer vi har gjort os, den modstand vi render ind i, de succesoplevelser vi har. At blive og være den man er – på trods og i kraft af – og sætte pris på sit liv hver eneste dag – nogle dage mere end andre, bevares.
    Appelsinen i min turban er helt klart, at jeg til hver en tid har haft styrke til at rejse mig, til at komme positivt videre, til at se perspektivet og sætte pris på hverdagen og “mine” mennesker.

    Jeg håber, det er med til at opfylde min livsdrøm engang – når jeg bliver rigtig gammel vil jeg gerne være rigtig klog og viis ;-). I så fald vil jeg uden tøven betegne mit liv som en succes.

  • Avatar
    Reply
    Helle
    28. februar 2007 at 10:25

    Uha, hvor du rammer, og du rammer hårdt. Men du har jo så evig ret. Livets med- og – modgange, det er jo dem, som gør os til det vi er.

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)