Banalt

Først en god salat, sprødstegt laks og en sjat rødvin. Det gjorde godt og blev indtaget inde foran tv’et, for den slags må man godt ind imellem.

I baggrunden ligger Oskar og nyder sækkeflyderen. Det er med at være på plads inden andre kunne finde på at overtage den. Egentlig tror jeg, at han er overbevist om, at den er hans. Han ligger der konstant.

Bagefter var det tid til About Smith. Jack Nicholson er altid værd at nyde. Jeg synes, han er knalddygtig.

Han har så mange strenge at spille på og i de senere år er der mange, som har fået øjnene op for hans mange talenter, så jeg nyder at se ham som andet end rebel og på tværs. Tvær er han jo…

Man kan få så frygteligt ondt af ham og aftenens film levner også plads til den slags. Han er et ubehjælpsomt fjols, men filmen har mange lag og den maner til eftertanke og gør noget ved hjertet. Det er rart at lade hjertemusklen røres engang imellem.

Imens filmen gled hen over skærmen hæklede jeg løs. Hænderne glider besværet med nål og gennem garn. Række efter række vokser frem, men jeg glæder mig til at modtage den nye hæklenål, som måske er bedre for trætte og belastede fingre, som mine.

Oline følger interesseret med, men er utilfreds med farten. Det går alt for langsomt, synes hun. Jeg er ikke enig. Jeg kommer til at savne skidtet, når det engang er færdigt.

Det er nu så stort, så det eneste sted der kan hækles, er inde i sofaen. I skrædderstilling med tæppet spredt ud foran mig, kan jeg lige tumle det. Det er tungt som et ondt år, men det går. Jeg elsker lørdag aften – og lørdag nat.