Det blev sent

Morgenmad kan tage tid. Lang tid. Nok endte brødkurven tom, men snakken er slet ikke sådan at stoppe, så det som startede som en rimelig tidlig morgenmad gled over i en frokost, som næsten lige er endt.

Morgenbroed

De unge gæster er sendt ud i byen med et printet kort over centrum i lommen. De ville ind at se på kernen af Aalborg. Bagefter ville Jasmin gerne besøge Alexanders grav. Til jul, da hun var her sidst, magtede hun ikke besøget derinde, men denne gang lyder hun fast besluttet, så hun fik en forklaring på vejen derud og besked på, at der ikke er nogen her, som bliver skuffede, sure, kede af det eller værre, hvis de ikke når forbi. Den slags skal man gøre, når man magter. Ikke før.

Lemon Curd

Jeg er ved at nå bunden på mine hamstrede Nettoglas, så jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle lave en omgang Lemon Curd, men solen skinner frygteligt dejligt udenfor og lokkede mig i fordærv.

Jeg endte en smuttur i haven og tænker, at der om et øjeblik er så lunt i krogen derude, at jeg godt kan nyde en kop kaffe i et hjørne med strikketøjet ved hånden.

Hortensiablonder

Der er liv overalt derude. Hortensiaen producerer de smukkeste blonder lige nu og lige nedenunder springer de første knopper. Der er grøde i luften.

Kenneth er stadig syg og derfor ikke to flade og daggamle sild værd, så festen i aften har vi desværre været nødt til at aflyse. Han er lidt oppe, bliver så træt og skidt tilpas og smutter igen i seng og sådan er de sidste dage gået.

Han er hårdt ramt og ikke spor feststemt og jeg har en snert af forkølelse på vej, så jeg befinder mig vist også bedst herhjemme, hvor de unge mennesker sikkert kan overtage husholdningen, hvis vi ikke orker. I hvert fald er en lækkerlur på sin plads for mit vedkommende. Jeg har ikke sovet ret meget i nat, fordi Kenneth har hostet mig vågen med korte intervaller. Han er naturligvis ikke selv vågnet af al hosteriet…

Lyserøde, sarte tulipaner

I køkkenet står de smukkeste, sarte tulipaner. Jeg kan slet ikke få nok af dem og er fast besluttet på, at jeg dette efterår skal have lagt nogle løg. Jeg har vist ikke én eneste tulipan i haven og det er i grunden alt for sløjt, men inden er der vist rigeligt andet at tage hånd om og i første omgang bliver det mit behov for et solhjørne på terrassen. Jeg kan slet ikke vente.

Relaterede skriv

14 kommentarer

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    26. marts 2007 at 17:30

    Det var herligt, Britt :-)

  • Svar
    Britt
    26. marts 2007 at 17:08

    Jeg glemte at tilføje at herovre er København. Dejligt at jeg kan gi dig et billigt grin.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    26. marts 2007 at 16:17

    Nååååå Britt, så forstår jeg bedre. Jeg griner nu – af forviklingen :-)

  • Svar
    Britt
    26. marts 2007 at 15:40

    Ups, Liselotte. Jeg huskede forkert – hyrdetimen er lig med lækkerputte. Undskyld.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    25. marts 2007 at 21:23

    Nu ved jeg ikke hvor “herovre” er, men de 13 år jeg boede i København betød det bare sådan en doven eftermiddagslur og det samme heroppe i Nordjylland, selvom dit alternativ slet ikke lyder så ringe endda, Britt ;-)

  • Svar
    Britt
    25. marts 2007 at 21:01

    Udtrykket “lækkerlur” dukker op her og der. Ikke fordi jeg som sådan vil snage i din lækkerlur, men vidste du at udtrykket, i hvert fald herovre, betyder nogenlunde det samme som “hyrdetime”? ;-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    24. marts 2007 at 18:09

    Han er oppe igen, Donald, men frisk… det er han ikke ;-)

  • Svar
    Donald
    24. marts 2007 at 17:51

    Op igen Kenneth – solen skinner:-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    24. marts 2007 at 16:51

    Uhm… så er der et par stykker at afprøve. Tak til jer begge :-)’

    Hege, jeg har lige sendt Kenneth ud under en varm bruser. Måske det gør en smule godt. Imens vil jeg stille starte på aftensmaden :-)

  • Svar
    Hege
    24. marts 2007 at 16:38

    Her kommer en oppskrift på lemon curd. Den er meeeget god, etter min smak, men jeg synes det kan bli litt mye skall, så det kan reduseres:

    2 sitroner
    3 egg
    2 dl sukker
    50 g + meierismør

    Skrubb sitronene og tørk dem. Riv skallet. Press saften. Visp eggedosis. Rør sitronsaften og skallet inn i eggedosisen. Visp kraftig over kokende vann til det tykner. Visp inn smør etter smak. Avkjøl.

    God bedring til Kenneth som ligger på sotteseng.

  • Svar
    Miss Needles » Blog-arkiv » Citron Kurt.
    24. marts 2007 at 16:18

    […] opskrift til Liselotte og andre interesserede. Her i UK kender vi ikke til pasteuriserede æg, men jeg går ud fra, at det […]

  • Svar
    Donald
    24. marts 2007 at 15:14

    Det er et vanvittig godt billede af Hortensia “blonderne”! Ah og en dejlig dag:-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    24. marts 2007 at 14:59

    Send endelig opskriften, Sofie. Det ville jeg ELSKE :-)

    Jeg laver selv lemon curd ind imellem, men en god opskrift ville være skønt og så synes jeg forøvrigt at Robertson’s smager dejligt, faktisk ;-)

  • Svar
    Sofie
    24. marts 2007 at 14:54

    Hjemmelavet lemon curd – SÅ meget bedre end Robertson’s!! Og så tager det næsten ingen tid.. har du en opskrift ? (til når du en gang får tid…:-)) ellers har jeg en god en jeg gerne vil dele med dig.
    God weekend!

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)