Vidunderlige torsdag

Inden arbejdsdagens begyndelse tog jeg en smut nedenom havnen. Jeg kørte ned lige bagved friluftsbadet, som jeg har tilbragt mangen en sommer i, men lige nede bagved ligger færgen til Egholm til og fra.

Færgeruten lægger parkeringsplads til, når personalet skal have afsat cyklen, knallerten eller bilen. Om sommeren er det måske nødvendigt, men en dag i marts er der kun mig og parkeringspladsen foran færgelejet er gabende tom.

Egholm ligger en spytklat ude i Limfjorden, men uagtet at der ikke er langt derover, så skal turen trods alt helst foregå tørskoet og derfor har vi altså en meget lille færge, som dagen lang fragter folk og fæ frem og tilbage.

Der blæste en, mildest talt, frisk vind over Limfjordens vande i dag, så jeg skuttede mig og undrede mig over de hårdføre mænd, som for motor gled hastigt forbi Egholm med næsten intet tøj på. Skibet var smukt, men havde været endnu smukkere for sejl. De gad sikkert ikke, for vind i sejlene kunne de ikke påstå at mangle.

Pludselig hørte jeg larm i det fjerne. Det viste sig at være Sikorskyen, som var på vej over til Flyvestation Aalborg. Den fløj ganske lavt, men den havde heller ikke mange hundrede meter hjem hvorfra jeg stod.

Færgen er ikke stor. Jeg tror måske den rummer et par biler eller fire, men så vist heller ikke mere. Turen fra Egholm og over til mig på kajen tog ikke mange minutter, så det er ikke nogen lang overfart og der er på en eller anden måde lidt loppetjans over arbejdet som færgekaptajn, synes jeg.

Når isen lægger sig på Limfjorden, sejler færgen ikke længere. I dag fortalte Ege, at der så til gengæld er en smutvej over isen til Nørresundbysiden, som folkene på øen modigt tager, når forholdene tillader det. De har en kæp, som kan bruges til at efterprøve isens sikkerhed og så tager de chancen. De er modige, øboerne.

Jeg skulle ikke nyde det mindste. Tænk at havne i Limfjorden med bil og pakkenelliker. Så hellere spadsere, men ikke de friske. De kører!

Der er ikke langt til Nørresundby og jeg ved, at mor og andre af hendes barndoms kammerater svømmede fra Aalborgsiden og derover, men ikke om jeg skal i Limfjordens vande. I hvert fald ikke medmindre det foregår under kontrollerede forhold, som det gør inde i friluftsbadet.

Friluftsbadet ligger lige bag mig og til højre ligger Nørresundby og Aalborg adskilt af Limfjordsbroen. Siloen er blevet vartegn for Nørresundby. Den ligger stille og håner mig. Jeg har en stående invitation til 13. etage håndført af en terapeut, som har lovet mig at fjerne al skrækken ved elevatorturen derop. Jeg har ikke turdet endnu.

I stedet for at dvæle ved dæmonerne tog jeg bilen videre og endte i morsomt og godt selskab resten af eftermiddagen.

I en pause fik jeg en foræring, som jeg er meget glad for. Jeg vil jo gerne have tobaksplanter i haven. Jeg havde stor succes med Ellas sidste år, så i år skal de også indgå i havens blomsterflor. Jeg havde skrevet det her på siden og i en solskinsplet i en pause, fik jeg en pose frø stukket i hånden.

Det var Ege, som havde læst med og nu syntes, at jeg også skal prøve den tobaksplante som kaldes Marshmallow. Blomsterne ser meget smukke ud, så i weekenden skal der vist såes. Jeg kan slet ikke vente, så tusinde tak Ege.