Drømme må man godt

I perioder af vores liv, drømmer Kenneth om sommerhus. Han gennemtrawler annoncer, sætter krydser, printer kørselsvejledninger og tvinger familien i bilen. Så kører vi nordpå.

Der er højt til himlen oppe nordpå. Det er ikke for ingenting, at skagensmalerne snakkede om lyset og den høje himmel. Det er helt specielt og man behøver såmænd ikke køre helt til Skagen, for at få fornemmelsen af uendelighed. Vi kører som regel til Løkken.

Her har jeg holdt mange af min barndoms ferie. Løkken er indbegrebet af ferieby ved havet for mig. Der er friske fisk, sommergæster og et utilregneligt vejr. Der er også masser af sommerhuse og det er jo derfor, at Kenneth slæber os med.

Når vi når derop begynder jagten. Så kører vi ind ad småveje med grus, som kaster sten langs siderne af bilen. Vi ruller vinduerne ned, så duften af hav og hybenroser når indenfor og vi gribes allesammen af eufori, for der er nu noget særligt over Løkken og omegn.

Kenneth finder annoncerne frem og hele familien spejder efter skiltet med Til Salg. Vi får øje på det ude i horisonten, nærmer os, mens vi med kritiske øjne er i gang med at tage både hus og omgivelser i øjesyn.

Nogle gange er det smukke huse, men triste omgivelser. Andre gange er det lige omvendt, som sidste år, hvor Kenneth havde fundet en lille perle (ifølge ham selv, altså), som var både billig og omtrent beliggende i første klitrække…

Vi kørte ganske rigtigt fra landevejen og ind gennem et stort sommerhusområde, for at ende ude i klitterne, hvor der ikke bare var hybenroser, men også temmelig begrænset plads for en Caravelle. Den slags stopper ikke Kenneth, så han fortsatte, mens han bad os holde udkig efter nummer 82.

Det viste sig at være skuret ovenfor. Det lå ganske rigtigt helt fantastisk. Prisen var rimelig, men huset også kun til at rive ned, for at bygge noget nyt og Alexanders kørestol skulle bæres hele vejen op i klitten. Det var ligesom ikke rigtigt realistisk for en familie som vores, så vi kiggede længselsfuldt efter Vesterhavet på den anden side af klitterne, kiggede på huset, hinanden og enedes så om, at det måtte blive i det næste liv.

Det næste liv er her nu. I dag ville det have været fint med et projekt sommerhus i første klitrække, som Kenneth kunne bygge med de hænder, som heldigvis er skruet heldigt på, men sådan var det ikke for et år siden. Vi forlod sommerhuset og drømmen om kig til Vesterhavet og kørte ind mod Løkken.

Skal jeg være helt ærlig, drømmer jeg også mere om en idyl, som den på billedet ovenfor. Den ligger lige midt i byen, men omme bagved, hvor der ikke er mere end ét minuts vandring ned til havet.

Fiskerne trækker deres både op lige nedenfor. Man kan købe friske krabbekløer, rødspætter så store som stegepander og ind imellem lidt andet fisk af de garvede og der kan handles. Jeg elsker det.

Min barndoms somre var fyldt med havgus, blæst, solskin og læhjørner og kolde dyk i Vesterhavet, mens far stod på stranden og råbte “Pas på hestehullerne???. Minder om marehalmen, der skar sig ind i anklerne, når man løb gennem klitterne en sommeraften efter det obligatoriske bad gør ikke ondt længere. Lugten af hengemt alting, når man indtog huset efter en kold vinter sidder stadig i næseborene.

Nede i byen ligger den ene idyl efter den anden. Jeg kunne fint leve med et byhus. Det ville være i orden med mig. Jeg har set priserne. De er pebrede i disse år, men der er også charme forbundet med byens liv, som er farverigt i sommermånederne.

Larmen fra unge og feststemte mennesker i Løkkens nedadgående sol og morgener, som genlyder af sang og bægerklang, når de sidste finder hjem til campingpladserne i udkanten af byen er også Løkkens kendetegn.

Der er masser af forretninger i Løkken. På trods af den liden størrelse, er Løkken faktisk ganske velassorteret, men det er også nødvendigt, med det store rykind i sommermånederne. Om vinteren er byen død. Helt og aldeles.

Jeg elsker udsigten fra Løkkens vartegn. Deroppe har man udsyn. Vesterhavet ligger nedenfor og man kan se nordpå langs kyststrækningen. Længere mod nord ligger Lønstrup, som bestemt er skøn også, men fordi jeg har tilbragt barndommens og ungdommens sommerferier i Løkken, er jeg endt med en livslang forelskelse.

Der er stadig fiskeby over Løkken. Den er stadig ikke blevet pæn. Den er uprætentiøs og bare sig selv. Det kan jeg lide. Det og så duften af mit elskede Vesterhav.

Nogle af byens sommehuse ligger, så de har direkte kig til Vesterhavet. Nedkørslen til stranden på sydsiden af byen er plastret til med sommerhuse, som ligger, så de har den fulde udsigt over stranden og havet. Det er, efter min mening, ikke de mest charmerende huse. Det er de gamle fiskerhuse inde i byen. Dem ville jeg gide. Engang.

Virkeligheden er, at jeg ikke er spor interesseret i at eje et sommerhus i Løkken. Ikke nu. Måske om føje år, når jeg ikke længere bor, hvor jeg gør. Her på matriklen er rigeligt at gøre og jeg behøver ikke endnu en, for at få tiden til at gå.

Når jeg bliver gammel…

Når jeg bliver gammel, vil jeg elske at have sommerhus i Løkken, men kun på betingelse af, at jeg ikke bor i andet end et lille et-eller-andet, som ikke kræver meget vedligehold. Når jeg engang er flyttet til et sted, som ikke kræver maling, havepleje og andet vedligehold, vil jeg elske, at tage uldsweateren på, Kenneth i hånden og trave ned i klitterne, for at sidde i stilhed og nyde en solnedgang.

Ikke før, men jeg lader Kenneth drømme, for drømme er det, som gør livet ekstra farverigt og sæbebobler kan tidsnok briste, så vi kører fortsat til Løkken med jævne mellemrum. Sikke et held.