Lang dag…

Jeg er lige kommet hjem for en halv time siden. Jeg takker et eller andet for, at jeg i fryseren har nemme brød, som er smidt i ovnen med ost, tomater og lidt krydderier. De går fint an som aftensmad for Oline og jeg, som holder skansen alene i dag. Ingen af os er særligt krævende, når kombinationen er os og det kulinariske.

Dagen har været ekstremt lang. Måske ikke i tilbagelagte kilometer, selvom de da burde tælle til den gode side ( et par hundrede, godt og vel), men de retfærdiggør slet ikke den lammende træthed, som har bemægtiget mig.

Jeg har kørt slalom gennem et halvvejs lukket Aalborg, som pludselig har fået logistisk hikke.

Der er omkørsler og lukkede veje, store maskiner, huller i jorden, bunker af byggematerialer og så alle de andre trafikanter, som tilsyneladende slet ikke har haft halvt så travlt som mig. Jeg har dog nået det hele og endda til berammet tid, men det har ikke være uden sværdslag.

Derfor glædede jeg mig også til eftermiddagens tur til Salling. Et kort stykke bliver tilbagelagt på motorvej, men resten foregår på landeveje med smukke udsigter og som dagens vejr artede sig, var det ren og uforfalsket nydelse, at tage turen tværs gennem Himmerland.

Da jeg ankom til Hvalpsund, lå Mary stadig ovre i Sundsøre, så der var tid til en strandtur og noget frisk luft, inden det sidste stykke skulle tilbagelægges.

Der gik ikke mange minutter før jeg havde selskab af to små søde piger. De snakkede. De snakkede meget. Både med hinanden og mig…

– Hvad er det?

Og så kiggede vi på strandskaller, sten og vraggods…

– Hvad laver han? Tisser han?

Og jeg måtte da give pigerne ret. Hvad lavede han dog ude på den båd? Vi var meget optaget af ham og jeg glemte fuldstændigt, at færgen havde lagt til…

Der lå Mary og så vældig godt ud… og der lagde Mary an til at lette anker… og der løb Liselotte…

Tværs over havnepladsen, sidelæns ind i bilen og i rasende bakgear og så omkring. Front mod Mary og fuld fart frem… og så bremse… slukøret… for de havde allerede lagt fra, men den slags nøl tager man ikke så tungt på Mary. De lagde bare til kaj igen og åbnede gitteret, så jeg kunne køre ombord. Lidt flov…

Oppe på broen har de garanteret moret sig, for jeg har lignet en stor forvirring, men med kom jeg og jeg var glad og slap for at vente en omgang.

Vi var på vej ud af havnen, da jeg pludselig undrede mig over mine sansers mangefulde virkelighedsopfattelse.

Jeg havde en følelse af, at vi sejlede tilbage igen, men slog det hen med forvirringen der opstod omkring min ombordkørsel, men nej…

Der var endnu en, en lastbil, som havde glippet færgen med et mulehår, men også han kom med ombord. Mary sejlede da bare tilbage for anden gang og så lykkedes det endelig. Vi kom afsted.

Ud på åbent vand, hvor mågerne skreg over hovederne på os.

Turen over tager mellem 5 og ti minutter afhængig af strøm og vejr, så det er ikke fordi man når at opbygge hverken søsyge eller andet eksotisk, men turen er smuk og i dag var vejret til at trække udenfor på dækket.

Snart havde vi Fur i sigte og mens jeg stod og mediterede en smule over livet i al almindelighed gik det op for mig, at jeg vist har familie, som i mange år har levet derovre. Mor ved det. Jeg må huske at spørge, for tænk om Irene og jeg kan krydse spor på den måde også. Det kunne være sjovt.

Bagefter var det tilbage på landevejen, mens returbilletten lå pænt i vinduet til hjemturen. For den rørende sum af 70 kroner, kan man få dobbeltturen med Mary og tilmed med den smukkeste udsigt i verden.

Landevejene er besat af brede traktorer for øjeblikket. Der lugter af plovmænd derude og i fugerne, bag bonden, trækker mågerne store veksler på andres seje træk. Der bliver spist igennem og de stortrives.

I luften, overalt på Salling, høres Lærken. Den synger og triller, mens mulden vendes sort. Min sjæl løftes og glæden spredes til hver en fiber af kroppen og det er slet ikke nogen ringe start på en hyggelig tolkeopgave. Sådan blev det i dag og da den var slut, ventede samme tur hjem igen.

Lige inden bygrænsen ved Farsø passerer jeg en mindesten for Johannes V. Jensen, en af vores lokale digtere, som nok er kendt af de fleste. Passerer skriver jeg, for det er hvad jeg normalt gør. Kører forbi.

I dag standsede jeg og tog mig tid til at køre indenom. Jeg kan ikke anbefale udflugter med den som mål. Det er jeg nødt til at sige…

Den er vel fin, som den er, men den ligger trist og så er det meste vist sagt. Nå nej…

Stenen bærer ikke Johannes navn, for det ønskede familien ikke. I stedet er der på bagsiden udhugget dyr.

Det er billedhugger, professor Mogens Bøggild, der har udført relief og inskriptionen. Han blev inspireret til motivet af Den lange Rejse, hvor Johannes V. jensen beskriver dyrenes vandring fra bræen ned til græsgangene.

På den modstående side er indhugget et vers fra Johannes V. Jensens Danmarkssang: Alvorlig taler ved alfarvej / med grønsvær tækket de gamles grave / henfarne slægter – forglem dem ej! / I arv de gav dig en ædel gave. / Henfarne slægter / i landets marv / sig ei fornægter. / Bevar din arv!

Så! Nu behøver du ikke plage familien for en søndagsudflugt til Farsø. Jeg lover, der er ikke mere at komme efter. Det skulle da lige være de smukke bellis…

Herefter gik det med raske fjed hjemad og nu skal der spise igennem. Bagefter skal der vist ikke ret meget mere. Jeg er brugt for i dag.