26

På langfart

Turen ned gennem landet startede dramatisk med en påkørsel på toppen af Hadsundvej, da jeg var på vej ud for at hente Ella. Heldigvis led kun bilen overlast og jeg landede hos Ella med kun en smule forsinkelse.

Vi fik pakket bilen og den slags kan sagtens tage tid, for der er mange pakkenelliker, når sådan et par høns skal på tur. Vi skulle jo have kaffen med og bananer, småkager, sukker, mælk og hækletøj, tæppe, kort og kørselsvejledning, solbriller og hinanden, men det lykkedes til sidst at få stoppet det hele i kareten og så gled vi afsted mod motorvejen, som skulle føre os det første stykke i retning af Anne.

Solen skinnede fra en omtrent skyfri himmel, så vi nød turen ned gennem Himmerland, hvor mulden er sort, himlen blå og snakketøjet i orden. Koncentrationen holdt vi dog noget bedre end den lastbilchauffør vi mødte nede omkring Hobro. Han slingrede, så vi ikke kunne bestemme os for om det sikre var at holde sig bagved, eller tage tilløb og overhale.

Det sidste blev beslutningen, men undervejs i overhalingen kunne Ella så konstatere, at chaufføren tog formiddagsluren ved rattet, så det kunne jo så rigeligt forklare hans mere end usikre kørsel. Det er ikke i orden at sove ved rattet, så Ella greb resolut mobilen og fik kontakt til politiet, som ville smutte ud forbi og tage en snak med manden om det uhensigtsmæssige i at sove ved rattet af en kæmpestor, tungt lastet lastbil.

Vi nåede ikke at se om politiet rent faktisk fandt tid til en tur på motorvejen, for kort herefter kørte vi af motorvejen og begav os i retning af Onsild, Tjele og Formyre for bare at nævne nogle af småbyerne vi skulle igennem på turen tværs gennem en lille del af Jylland.

Vinge ligger omtrent på midten af Tjele Langsø og kører man ned ad en lille grusvej, ligger Vinge Kirke med en vidunderlig udsigt over søen og selvfølgelig måtte dagens første stop blive her. Jeg var nu mest optaget af udsigten til rapsmarkerne…

Rapsmarker

Jeg tror Ella fik smukke billeder af både kirke og sø, men som sagt blev det mest til markerne for mit vedkommende.

Efter pitstop blev bilen startet og vi fandt ud på landevejen igen, for nu skulle vi til Tjele og Ella skulle se Tjele Gods og historien om Marie Grubbe skulle fortælles, selvom meget af den var glemt i øjeblikket. Det hjalp ikke at komme tættere på…

Tjele Gods

Jeg har tidligere skrevet om Marie og historien er god, så det var ærgerligt, at jeg ikke kunne huske det hele, men bygningerne står endnu og godset er kæmpestort og bemandet med flittige mennesker, som lystigt arbejdede videre, selvom vi invaderede området.

Selv gråspurvene tog ikke notits af os, men fløj tæt omkring os. De er sjældne efterhånden, men bestemt ikke på Tjele Gods, hvor de havde indtaget en hel busk.

Tagtop

Solen skinnede men blæsten var mildest talt kold, så det blev ikke til langt ophold på godset. Vi snusede lidt omkring porten, tog et par billeder og smuttede så over forbi Tjele Kirke, som ligger lige ved siden af godset.

Tjele Kirke

IndgangenVi fandt ingen spændende gravsteder, som kunne fortælle, at godset engang havde været hovedsæde for Erik Grubbe, som var herremand til Tjele og det halve midtjylland.

Bagved kirken gik til gengæld heste, som hyggede sig med at være ude under åben himmel, men blæsten var iskold og gik gennem marv og ben, så vi nøjedes med en tur forbi gravstenene, et øjeblik til at beundre den lille kirke og så gik det ellers retur til bilens varme.

Ella var kommet så hurtigt ud af døren, at hun havde glemt overtøjet. En tynd jakke rækker ingen steder, når man er ude i forårsvinden i åbent landskab, så det var rart at komme indenfor igen og så fortsatte turen ellers ud gennem Formyre, forbi Foulum Forskningscenter, gennem Vejrumbro, Tapdrup og Bruunshåb indtil vi ramte Rindsholm.

Tanken om kaffe i det fri var næsten opgivet, men en kop kaffe i bilen ved vejsiden er heller ikke så ringe endda, så kaffen skulle vi nok få, blev vi enige om, mens vi gled sagte gennem smukke landskaber med rapsmarker, sort muld og skovstrækninger med anemoner.

I Rindsholm stødte vi ind i charmerende forfald og fordi vi ikke skulle skynde os det mindste, blev bilen smidt i vejsiden, mens vi gik ud for at beundre noget, som sikkert engang har været landsbyens kolonialhandel.

Købmanden

Nu stod bygningen tilbage, som monument over svundne tider og jeg ved ikke hvor man handler, når man bor i Rindsholm, men her var det i hvert fald ikke længere.

Oppe på skråningen, bag bygningen, lå flasker i hobetal og der er nok festet igennem mere end én gang nede bag den gamle købmand. Måske er det byens mødested, men det får vi nok aldrig opklaret for der var ingen at spørge.

Forfald

Forfald kan være smukt og selvom vinduesrammerne var ved at falde fra hinanden af råd, var ruderne stadig i stand til at spejle himlen, som bød på solskin og smuk blå farve.

Efter det korte ophold gik turen videre gennem byen. Ella var kortbestyrer, men med vores snakketøj var det mere held end forstand, at vi opdagede, at der var fejl i køreanvisningerne. Vi skulle, ifølge Krak, fortsætte ufortrødent lige ud, men den vej vi skulle køre ad kom pludselig på vores højre hånd. Vi er ikke sådan at narre – næsten – så vi snuppede turen til højre, men jeg indrømmer, at vi først fortsatte op gennem byens hovedgade, for lige at sikre os, at den ikke også kom længere oppe i byen. Det gjorde den ikke, så vi vendte kareten og sneg os under en jernbanebro for at mødes af en skråning fyldt med de smukkeste, hvide blomster. Den slags er jo rigeligt til at stoppe både vores snak og bilen…

Blomsterskråning

Skråningen var fyldt med blomsterne, som blandede sig lystigt med anemoner, som var mindst lige så smukke. I vejkanten kunne man nu se to kvinder kravle heroisk rundt, for at botanisere og forsøge at artsbestemme, men det lykkedes ikke og snart efter var Ella gået på opdagelse.

Pludselig var hun forsvundet ned ad en skråning på den anden side af vejen og snart efter kaldte hun på mig. Vi befandt os lige ved Rindsholm Dambrug og den smukkeste å, som var oplagt sted til kaffeindtaget. Ella havde simpelthen fundet en lille plet, midt i det smukkeste solkin og med læ og varme, så jeg tog turen tilbage til bilen, for at hente kurve, tæpper og andet essentielt udstyr til pausen.

Mens jeg stod ved bilen, opdagede jeg, at mine bilnøgler var væk. Jeg bandede, for tanken om, at de var tabt af lommen i vildnisset på skråningen var ikke sjov, men pludselig huskede jeg, at jeg lagde dem i bunden af bagagerummet, da vi tidligere kiggede på blomsterne. Herefter havde jeg lukket bagagerummet, for at smutte ned til Ella, som havde fundet kaffepletten. Nu lå nøglerne i bagagerummet og mine korte arme kunne ikke nå forbi hattehylden og ned til skidtet, så gode råd var dyre, men heldigvis havde jeg da ikke låst resten af bilen. Jeg skilte resolut bilen ad. Hattehylden måtte pilles ud og så var der kun ét at gøre, nemlig at kravle i bagagerummet og lokalisere nøglerne. Det lykkedes. Elegant var det ikke, men hold kæft, hvor jeg grinede…

Kaffeanemoner

Herefter var det bare at snuppe tæppet, kurvene og se af at komme over og redde Ella, som i mellemtiden var blevet okkuperet af en af de lokale. Mens jeg kravlede rundt i bagagerummet var der kommet endnu en bil og den valgte at parkere lige bag min. Chaufføren, som var en mand på runde tres år, ville gerne konversere og Ella var blevet belejret, mens jeg var væk.

Jeg er god til at vende ryggen til, så det var hvad jeg gjorde. Han var hyggelig nok, men nu skulle vi altså lige have en kaffetår i hinandens selskab og ikke have historien om egnens dambrug, så det tog ikke mange minutter, at få ham til at forstå, at alenetid ville blive påskønnet.

Solen bagte og udsigten var skøn…

Dambruget

På et tæppe ved kanten af åen indtog vi kaffe, snak og grin og det kunne have fortsat længe, hvis ikke det var fordi vi vidste, at vi måtte videre i retning af Anne. Vejret var skønt og anemonerne yndige, men vi valgte alligevel, at det var tid for en fortsættelse af turen ned gennem et lille stykke af Danmark.

Anemoner i vandkanten

Resten af turen foregik uden de store dramaer. Vi nåede ud på hovedvejen og herfra gik det stort set ligeud resten af vejen, til vi ramte Silkeborg.

Vi nåede at runde glaspusteren inde i midtbyen og jeg forelskede mig hovedkuls i et smukt, rosa-syren glasfad, men ville vente med at investere, til vi gik tilbage gennem byen efter at være fristet hos Flora.

Glaspusteren

Forsinkelsen nåede at blive mærkbar, inden vi forlod Flora, så jeg glemte at smutte indenom glaspusteren, da vi igen vente snuderne mod bilen, inden vi skulle ud til Anne, men sådan kan det gå og nu kan jeg så bare drømme…

På vores vej ud gennem Silkeborg passerede vi dette smukke hus. Jeg ved ikke, hvilken funktion det har, men umanerlig smukt var det altså…

Smukt hus

Smukt husMåske kan nogle af de lokalkendte fortælle historien bag huset, men yndigt var det og det så ud til at være et gammelt hus man med stort held havde udvidet med moderne tilbyging.

Ella og jeg havde ikke mange minutter at give af, men vi tillod os altså et lille svinkeærinde ind forbi huset, fordi det stod og var så smukt.

Bagefter gik turen direkte ud til Anne, som ventede med skøn kaffe, snak og udflugt til duftgeraniernes Paradis på Urtegartneriet.

Efter timers godt selskab, snak i spandevis og den skønneste tomatsuppe vendte vi snuderne hjemad igen og undervejs fik vi kig til den smukkeste solnedgang, som gjorde turen op mod Aalborg, Vejgård og Gug endnu skønnere.

På vej hjemad

Lakridser, snak og gaberi var indholdet af turen hjem og vi landede på Ellas dørtrin ved 22-tiden i går aftes, hvorefter jeg lavede glansnummeret med bilnøglerne i bagagerummet endnu en gang. Jeg skal ærligt indrømme, at grinet var en smule anstrengt på det tidspunkt, men sikke en skøn dag.

Det er ikke sidste gang vi skal på langfart sammen, Ella og jeg. Vi er gode til at opleve sammen.

You Might Also Like

26 Comments

  • Avatar
    Reply
    Peder
    16. september 2012 at 19:08

    Jeg må lige kommentere og informere om at hverken Onsild, Tjele eller Formyre ligger i Himmerland….der skal du altså liiiige en tand længere op nordpå ;-)

  • Reply
    Slagt en hellig ko… » Vasket og tørret
    12. maj 2007 at 10:43

    […] undervejs, er inspireret af Annes Birch, som var helt vidunderligt og derfor måtte strikkes, efter sidste visit nede hos […]

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 22:41

    Sylvia, vi havde en skøn dag og selv det med nøglerne var morsomt, men ikke anden gang :-(

    Fadet ender herhjemme – eller også gør det ikke og så var det meningen. Jeg er enig :-)

  • Avatar
    Reply
    Sylvia
    19. april 2007 at 21:51

    Å, for en hyggelig tur dere hadde, Liselotte. Jeg har hygget meg som blindpassasjer på turen, og jeg lo like mye som dere da du måtte hente nøklene i bagasjen…….:)
    Det er slike ting som er ergelig der og da, men fy, hvor morsomme å tenke tilbake på!!!!
    Takk for flotte bilder og historier……og en dag….ja, da havner nok det fatet hjemme hos deg. Eller så var det en mening i at du ikke fikk det!

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 21:23

    Selv tak, Hege og det var da forøvrigt noget af en arbejdsdag… 12 timer er lang tid…

  • Avatar
    Reply
    Hege Glad
    19. april 2007 at 20:55

    Her kommer jeg hjem fra en tolv timers arbeidsdag, – setter meg ned i sofaen og skal endelig hygge meg med litt skriving og lesing. Og så får jeg en sånn deilig reisebeskrivelse med nydelige bilder. Tusen takk. Og jeg kjente selvfølgelig ikke historien om Marie Grubbe. Det gjør jeg nå. Takk for den også.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 18:43

    Tak skal du have, Hønsemor :-)

    Vi prøvede ikke at komme ind i kirken, men næste gang… ;-)

  • Avatar
    Reply
    Hønsemor
    19. april 2007 at 17:34

    Du er en fantastisk fortæler Liselotte og tak for det..

    Marie Grubbe har altid været en kvinde med saft og kraft og altid intresseret mig..

    Prøvede I at komme ind i kirken?. Nøglen ligger i en gammel kulspand til højre for døren. Der er gravkammer derinde….

    Endnu en gang tak for rejsebeskrivelsen…,-))))

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 17:08

    Øvelse gør mester, siger de kloge, Deborah – så vi øver bare videre med kameraerne :-)

  • Avatar
    Reply
    Deborah
    19. april 2007 at 15:49

    Nej hvor ser det ud til at være en dejlig tur. Som du måske ser, så øver jeg mig stadig med kameraet, men vi kan altså ikke altid blive helt enige! Anita har lovet mig lidt guidance, så det tror jeg, jeg tager imod ;-) Flotte dejlige billeder fra dig som altid. Godt I kom helt og godt hjem!

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 15:33

    Det er bedre at slå sig end skulle skille en bil ad… jeg si’r det bare ;-)

  • Avatar
    Reply
    Karen S
    19. april 2007 at 15:02

    Hmm, har ikke selv bilnøgler at kunne eksperimentere med (eller bil), sååååå
    Men min mand brokker sig altid over mit nøglebundt, der af og til nærmest er fastmonteret i buskelommen… han mener han slår sig, når han prøver at nusse ;-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 14:02

    Det var en dejlig tur, Marianne – og de bilnøgler er nu noget eventyrlystne også ;-)

  • Avatar
    Reply
    Marianne
    19. april 2007 at 13:45

    Dejlig tur……………. følte mig som en del af turen :-)
    Bil nøgler Liselotte…….hm!!! Jeg har lige tabt en af vores i en rist der ikke kan komme op. Nu har vi en nøgle tilbage (har bestilt tid til nye – der skal et eller andet elektronik til). Nu render jeg så rundt med den eneste nøgle i en nøglesnor om halsen, som et andet lille nøglebarn. Jo jeg føler med dig
    Marianne/amager

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 13:41

    Nej, det er da umuligt at læse, også med briller – det er vist bare alt for småt for de fleste, men jeg synes nu, at din version var meget sjovere :-)

  • Avatar
    Reply
    m-alo
    19. april 2007 at 13:33

    …Altså til mig! Du har jo fuldstændig ret ;)

  • Avatar
    Reply
    m-alo
    19. april 2007 at 13:33

    Hmm… På tide med nye briller, måske! (Eller en bedre computerskærm).

  • Reply
    mal din dag » Sikke’n dejlig dag
    19. april 2007 at 13:05

    […] Liselotte beskriver så godt og malende vores oplevelser, så det vil jeg afholde mig fra, kun supplere med indskudte bemærkninger. […]

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 12:54

    Hanne, tak for den uddybende historie om Lunden og ikke mindst tak for dine gode forslag om Flora Fristelser og Silkeborg. De gjorde dagen endnu skønnere :-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. april 2007 at 12:53

    Tak Lone F, for den gode forklaring på husets anvendelse. Er det gammelt, eller ligner det bare noget, som er det?

    m-alo, der står nu “Fmd.”, nemlig formand – det var jo værd at nævne, når man sådan havde fået titlen ;-)

    Lene, den lastbilchauffør var sørme træt, så jeg håber han henlagde resten af formiddagsluren til en af motorvejens rastepladser i stedet for :-)

    Bodil, det var en smuk tur gennem et landskab, som er rigt på øjenoplevelser :-)

    Karen S, synes du vi skal snakke mere om de nøgler? ;-)

  • Avatar
    Reply
    Hanne
    19. april 2007 at 12:50

    Sikken en dejlig dag, sikke nogle gode venskaber og sikke en sjov historie. Du er bragende god til at jonglere med ordene og det nyder vi andre godt af :-)
    Ja, det flotte gamle hus er Lunden, hvor der i tidernes morgen har været mange afdansningsballer, møder, koncerter, julestuer, messer og sidste skoledage. Alle Silkeborgensere har et forhold til Lunden af den ene eller anden grad. Omgivelserne bliver også brugt flittigt til fælles Skt. Hans bål, kælketure, motion og børnearrangementer. Det jeg bedst kan lide ved Lunden, er alle de historier fra krigens tid, som mine bedsteforældre har fortalt om, har foregået dernede. Det er et sted, der oser af kultur og jeg elsker at være der.
    Tak fordi vi må læse med.
    VH Hanne

  • Avatar
    Reply
    Karen S
    19. april 2007 at 12:38

    En begivenrigs dag lyder det som, og dejlig… men hvordan låser man nøglen inde i bagagerummet to gang på en dag? Beholder du den ikke i hånden? ;-)
    Jeg nød virkelig billederne og tænkte på, at det var ærgeligt, at jeg ikke tog en lidt længere omvej sidst jeg var i det område.

  • Avatar
    Reply
    Bodil
    19. april 2007 at 12:18

    Sikke en dejlig beskrivelse af de midtjydske herligheder – får helt lyst til at tage ud og opleve det selv.
    Historien om Marie Grubbe kender jeg, men det var godt at få den genopfrisket af en livlig fortæller.

  • Avatar
    Reply
    Lene
    19. april 2007 at 12:07

    Sikke da I to oplever, og jeg fik helt hjemlængsel efter barndommens land. I er bare gode til at lade køreturen blive en del af oplevelsen.
    Lastbilchauffører, der er ved at falde i søvn, rendte vi også ind i den nat, vi kørte hjem fra Billund(pariserturen), men det har jeg slet ikke skrevet om, fordi der jo er en ung dame i paris, der læser med.
    Den fornemmelse af en lastbil, der er på vej over i min vejbane, mens jeg overhaler, vil jeg sent glemme.

  • Avatar
    Reply
    m-alo
    19. april 2007 at 11:59

    Gravstenene på billedet står tæt. Måske er det derfor der på den midterste sten i bagerste række står: “Find Søren Andersen”?

    Tak for fremragende læsestof, godt dokumenteret med billeder!

  • Avatar
    Reply
    Lone F.
    19. april 2007 at 11:54

    Det fine hus i Silkeborg er “Lunden”. Det er et af kommunens medborgerhuse og bruges til alle mulige foreningsaktiviteter.
    mange hilsner
    Lone, Silkeborg

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)