48

Glemt er den gode opdragelse

I Aalborg er den halve by gravet op for øjeblikket og derfor foregik turen ind til centrum ad Vesterbro og jeg passerede på vejen kirkegården, hvor Alexander ligger.

– Du kunne også lige smutte ind forbi på hjemvejen, nåede jeg at tænke, da jeg kunne mærke bølger af utilpashed glide gennem kroppen.

Jeg holder meget af at komme inde ved Alexander, så det var underligt igen at opleve, at alene tanken om et besøg derinde, kunne sende bølger af kvalme gennem kroppen, men det var ikke første gang det skete for mig. Fornuft og følelser følges ikke altid ad, nåede jeg at registrere inden trafikken blev for tæt og koncentrationen skulle bruges på helt andre ting og allervigtigst på at nå frem til bestemmelsesstedet.

Underligt nok, kan omverdenen ind imellem næsten tilpasse sig min øjeblikkelige virkelighed, for indenfor den næste time hørte jeg pludselig ordene “selvom hjernen synes, at den er klar til at genoptage normalen, så husker kroppen. Den lagrer dine følelser…”. Det var ikke henvendt til mig, men det passede fuldstændigt på det jeg tidligere havde oplevet. Det gav mening. At kroppen sender signaler til den hjerne, som ind imellem har for travlt med at komme videre og sådan må det nødvendigvis være. Bagefter tog jeg ind til Alexander.

Sten

Det er barsk kost at være mor i vores forhold og der er stadig oceaner fyldt med tårer indeni mig, men når jeg er forbi, giver jeg los. Det hjælper.

Jeg snakker med Alexander. I starten føltes det tåbeligt, men jeg har vist indset, at jeg er bragende ligeglad, for jeg har brug for det. Jeg starter altid med at sætte ord på det, som for øjeblikket gør mest ondt. Så kan jeg være sikker på, at tårerne kommer. De forløser, hvis man tør være der, hvor det gør ondt. Det tør jeg godt.

Efter en tid falder jeg til ro og bliver i stand til at registrere, at stedet forandrer sig hele tiden. Lige nu er der ikke mange dage til, at træet ved siden af Alexanders gravsted springer helt ud. Det bliver smukt og jeg kan slet ikke vente, for jeg har fundet mine egne små ritualer, som gør det nemmere at være til stede og derfor kommer jeg oftere og oftere forbi og finder ro ved at være der.

Træet

Jeg starter med den tunge snak. Den som gør ondt, men forløser. Bagefter er der tid til at trække vejret helt ned i maven. Så rydder jeg lidt op, fjerner visne blomster, retter lidt på de som står tilbage og endelig så sætter jeg mig ned – lige midt på Alexanders gravsten. Det føles rigtigt. Jeg skal sidde lige der, midt i og ovenpå og så får vi os en hyggesnak om alt det, som er sket siden sidst.

I dag sad jeg stille, i egne tanker, da et ældre ægtepar ankom til et gravsted lidt væk. De gik i gang med at rydde op, vande og rive en smule, mens de skulede over til mig. Der foregik et eller andet ovre hos dem, kunne jeg fornemme, men jeg havde ærlig talt glemt dem, da jeg pludselig mærkede en hånd på skulderen. Det var den ældre mand. Med tilpas forargelse i stemmen sagde han:

– Undskyld, men du sidder på et gravsted.

– Ja?

– Det anses for højst upassende.

– Nå? Hvem anser det for højst upassende?

– Ja altså… formentlig dem, som ejer stedet her.

– Det gør jeg! (han hørte slet ikke hvad jeg svarede, for han var allerede videre i sin talestrøm)

– Vi mener faktisk (her var konen pludselig blevet indblandet også), at du i din alder burde vide bedre!

– Jeg mener faktisk også at vide bedre…

– Hvorfor rejser du dig så ikke?

– Fordi det er mig, som har betalt for stenen jeg sidder på. Nedenunder den ligger min søn, som jeg begravede for 4 måneder siden og jeg holder meget af at komme herind og sidde lidt sammen med ham.

– …

– Nå men så… tror jeg også vi skal hjemad igen. Tak for snakken.

Og så var den potte vist ude. Under normale omstændigheder er jeg vist egentlig en del mere civiliseret, men præcis i dag skulle ingen blande sig i om så jeg havde haft lyst til at danse fandango på Alexanders sten og så har de også lidt at snakke om over aftenkaffen.

Jeg er helt sikker på, at Alexander ville have moret sig storartet. Det sidste gør det første værd, selvom jeg stadig mærker en snert dårlig samvittighed over ikke at have optrådt pænere overfor den stakkels mand.

Du vil sikkert også kunne lide