Familien Brun Sovs på tur

Så skulle vi på tur, for når det er nogle vi holder meget af, skal det ikke komme an på afstand og 150 km er vel ikke noget at regne, så ind i Fiat’en med hele familien inklusive husdyr og så afsted ud over stepperne.

Inden afgang snakkede vi lidt om den skurrende lyd venstre bremse havde givet dagen før, men Kenneth mente ikke det var noget problem at smutte sydover, så afsted det gik. Omkring Haverslev lød bilen ikke længere specielt sund, men man er vel ikke en tøsedreng og der var stadig godt og vel 100 gode kilometer tilbage, så det var bare derudaf.

De sidste kilometer, ind gennem det smukkeste land, vi længe har set, var Fiat’en ærlig talt ikke særligt samarbejdsvillig. Nu skurrede den ikke bare, men var tæt på at spy gnister, fordi der ikke var bremseklods tilbage og vi vidste jo, at der var 150 km retur til Aalborg, men adspurgte mekanikere, Fiatforhandlere og en enkelt sælger af autoudstyr kunne ikke hjælpe os, så det var bare om at stikke fingrene i ørerne og håbe på, at heldet forfølger de tossede. Vi kom da frem, men så måtte Kenneth også bide i græsset…

Han var nede for fuld tælling omtrent. Jeg er evigt glad for, at jeg har selskab af en mand, som er handlekraftig og derfor bare kaster sig ud i hvad som helst. Han skilte bilen ad, mens vi andre tog en tur ned af stien, for at se på vand.

På vandring i vandkanten nåede vi at vende en bid af verden og Oline og Visitsen, for det var hende, som havde inviteret, lavede lyde med sandet. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, men slæbende fødder i sandet giver lyde, som minder om gummi mod gummi. De var gode til det.

Bagefter var det retur til et lille Paradis…

Her ventede mænd med mad, drikke og sorte negle, men det lykkedes Kenneth at skille bilen ad og fjerne den bremseklods, som hvinede og omtrent var ikke-eksisterende. Så langt, så godt og ikke flere tanker om hjemturen. Vi hyggede os i stedet for.

Oskar fik det største ben, jeg længe har set. Han var nok en smule bange for det, men Visitsen gav anvisninger og det endte faktisk med, at han blev vild med det. Til gengæld glemte han det, da vi sidst på aftenen kørte hjem, men jeg regner naturligvis med, at de kører herop med det, for alt hvad vi glemte, ville de komme med…

Ikke at jeg ikke ville køre retur, for der var sørme dejligt, men 300 km mere uden bremseklods er nok ikke lige hvad jeg orker i dag.

Haven var fyldt med de smukkeste kirsebærtræer, som stod og var betagende smukke med alle deres blomster. Vi sad på terrassen, omringet af yndigheder og solen bragede ned fra en himmel, som var sommerblå. Det var svært at tro på, at vi kun var i april, for varmen var overvældende.

Mens vi drak bobler blev der grillet igennem. Maden duftede helt vidunderligt og i køkkenet var der brød i ovnen. Sommeren var pludselig kommet til Danmark og at sidde på en skøn plet i solen i rigtigt godt selskab gør sjælen blød og let. Hold op, hvor jeg hyggede mig.

Vi fik den lækreste kylling. Den smagte helt vidunderligt og grillmesteren er altså bestemt ikke uden evner. Heller ikke på grillen.

I køkkenet blev der tryllet og maden smagte helt vidunderligt. Der var så mange forskellige smagsindtryk og alle var de lige til at gentage, så jeg skal vist have fisket nogle opskrifter på et senere tidspunkt. Selv Oline spiste igennem og hun er da ellers det mest kræsne barn, jeg kender.

Vi afsluttede middagen med bagte frugter og vanilleis og hold da op, hvor jeg var mæt på det tidspunkt. Frugterne var bagt med stjerneanis og det er ikke sidste gang jeg har fået det.

Når man sådan sidder, omgivet af blomstrende kirsebærtræer, solskin i massevis og mennesker, som er godt selskab, kan man ikke rigtigt ønske sig mere.

Vi sad 50 meter fra vandkanten, i en yndig have, som emmede af sommerland og hold op, hvor jeg hyggede mig. Det var lige, hvad jeg kunne bruge i går.

Som aftenen skred frem, gik solen ned og mørket indfandt sig, men den slags er ikke sådan at lade sig skræmme af, så vi blev stædigt siddende udenfor og det lykkedes os faktisk at vride årets første udendørsaften ud af fredagen.

Kaffen kom på bordet og naboerne forbi. Det var så hyggeligt og snakken gik livligt. Oline var fortrukket til stuen, hvor hun læste noveller. Det kunne vi godt more os lidt over, for det var jo hvad vi gjorde, dengang internettet endnu ikke var en mulighed. Ikke at det ikke var en option, for selvfølgelig er der internet i sommerlandet også, men min computer drillede barnet og så var der novellerne tilbage.

Vi andre blev stædigt siddende udenfor og nød de sidste lune aftentimer, inden vi til sidst ikke havde andre muligheder end at få startet Fiat’en og forlade os på heldet.

Turen hjem forløb uden nævneværdige episoder. På bagsædet lå Oline og Oskar og sov natten ind, mens vi småsnakkende returnerede til Gug minus en bremseklods. Det foregik meget adstadigt, men det gik og i dag er endnu en dag at gøre godt med. Det er ikke sidste gang vi gider køre sydover, hvis vores værter gider se os en anden gang :-)