Sjæls f(l)øde

I formiddags, på vej ud af døren, smed jeg kassen med ærteblomster og chili ind i bagagerummet. Bagefter gik turen ind til centrum, hvor våren også er nået til. Der findes hjørner så hyggelige og grønne, at man slet ikke behøver en have, men jeg skulle på 3. sal og deroppe var der knapt så grønt.

Bagefter gik turen ud til Vejgård, hvor de endelig havde tid til at tage et kig på min bil, som jo blev påkørt for et stykke tid siden. Der var ikke noget at gøre. Der skal ny kofanger på, men sådan kan det gå og skidtet kører jo fortrinligt endnu, selvom pænhedsfaktoren måske ikke længere er voldsomt høj.

I bagsmækken var planterne, som skulle tilfalde Ella, så lige rundt i svinget nede på Hadsundvej og så ind til siden, for at ringe og varsko i fald de ikke var visitbare derude. Det var de heldigvis, så jeg strøg i retning af barndomskvarteret, mens jeg mindedes alle de strejfture der var gjort i ungdoms kådhed på lyse sommeraftener og bidende kolde vinterditto. Det afgørende var jo, at der var chance for at mødes med ham den lækre nede fra Liselund.

Rundt regnet 47 sekunder senere holdt jeg udenfor matriklen, hvor enhver uorganiseret haveentusiast kan få tics og nervøse trækninger. Ole har været i gang derude, så der er en orden, som alle, med blot snerten af havelyst, kan få præstationsangst af. Godt han ikke har været forbi min matrikel i nogle dage…

Egentlig skulle det være en kort visit, men der er så mange ord at dele og så meget at være fælles om, at det vist ikke lader sig gøre de første mange år.

Vi endte på terrassen med kaffe og solskin på kinderne. Bagefter endte vi et andet sted på terrassen med nybagt rugbrød og frokost i Oles gode selskab og undervejs kom deres ældste forbi med et par skønne gutter. Ikke mange minutter inde i frokosten kom så yngste hjem fra skole og jeg elsker jo snakkene med hende. Hun er så klog, synes jeg, og der er meget at vende og diskutere. Hun udfordrer med sine spørgsmål og det er så dejligt og befriende, at det er i orden at ordet og følelserne tager magten og udløser tårer uden den smukke, unge pige mister fatningen. Hun er en ualmindelig dejlig ung kvinde, som jeg er meget glad for at kende.

Det var vist kun fordi Ella havde en eftermiddagsaftale, at vi fik afsluttet dagens ordveksling, men så skal vi heldigvis også ses i morgen… og på fredag, så kom an, hvor der skal trækkes vejr inden, så taleaggregaterne er i topform.

Sjælen var mild og blød, da jeg kom hjem. Oline var jordens sødeste unge, men ikke det mindste interesseret i sin mors selskab, så jeg endte på terrassen med Michael Laudrups Tænder og hold da fast i din shetlandspony, hvor har jeg grinet lige siden. Højt og inderligt.

Jeg har mit eget hjørne derude. Fyldt med puder og tæpper er det og ved siden af mig står Beolitten, hvis jeg skulle have brug for andet end den underholdning jeg selv hælder indenbords i form af bogstaver. I dag har den ikke være tændt. Bogstaverne var alt for sjove.

For et øjeblik siden opdagede jeg, at klokken er begyndende aften. Det er slet ikke til at slæbe kadaveret indenfor, for vejret ude er så godt, som noget sommervejr og aftensmaden glemmer jeg helt og aldeles til fordel for udelivet. Stakkels barn i den familie, kunne nogen så tænke, men hun har ikke én eneste gang brokket sig, så jeg tror hun er nærmest lykkelig, hvis man kan være det.

Om næsen har hele eftermiddagen bølget duften af mit elskede skyllemiddel, men jeg har ikke vasket tøj. Jeg har haft en lille, halvslatten dusk liggende på bordet ved siden af mig.

På vej ud af døren hos Ella, introducerede hun mig for Skovmærkerne.

“De dufter ligesom nyvasket tøj, hvis du lige lader dem være et øjeblik”, sagde hun og hun havde jo helt og aldeles ret.

Jeg fik en top med i hånden og ved siden af en rodfør af slagsen, som forlængst er sat nede i skovbunden i håb om, at den vil brede sig ud over det hele.

Kender du dem? Jeg gjorde ikke. Jeg er helt og aldeles fortryllet af deres skønne duft, men det er naturligvis fordi, de dufter akkurat som min yndlingsskyllemiddel, Lindeblomsten, som købes for en halv bondegård og 3 middelstore romkugler hos Isabellas.

Om et år regner jeg med, at jeg har skovmærker nok til selv at flette kranse, som siden kan hænges i klædeskabene og så kan hun finde nogle andre at tjene millionerne på.

Du må godt kalde mig naiv.