Det lykkedes ham

Endelig ringede Ella med gode nyheder. De er hjemme igen. Vi havde ellers badet og var klar til at rykke ud, Oline og jeg. Ingen skal kede sig på et sygehus en lørdag aften, så vi var klar til en tur til Dronninglund.

Nu blev det heldigvis ikke nødvendigt, så i stedet gik jeg ned for at lede efter Kenneth, som forsvandt bag hushjørnet for nogle timer siden.

Siden er der om hushjørnet løbet eder og underlige lyde, så det kunne være interessant at se, hvad han havde gang i. Han havde råbt “snobrød” en gang, så dejen er klar, men ud over det vidste jeg ikke mere, end larm og banken.

Der var startet bål nederst i haven. Røgen stiger lige til himmels, for der er ikke en vind, der rør sig.

Omme bag røgen gemmer Kenneth sig. Han er i drabelig infight med en kæmperod, mens jeg er på vej derned og det går altså ikke stille af sig. Der både bankes, kastes med ting, bandes og forbandes. Den er sej, sådan en poppelrod, men det er han også.

Jeg havde hørt motorlyde tidligere dernede fra, men ikke om jeg skulle i nærheden af kombinationen Kenneth og fræser, så jeg har klogeligt holdt mig på sikker afstand af hele miseren. Måske var det hvad der skulle til, for nu ligger den ene halvdel af køkkenhaven nyfræset og snart klar til såning.

Det lykkedes ham, at reparere den gamle maskine.

Jorden er god og giver år efter år dejligt udbytte næsten ligegyldigt hvad jeg ender med at putte i den. Jeg kan mærke det krible i fingrene, når den ligger sort og næsten klar. Om en dags tid er den sikkert gjort helt klar, for jeg er frygteligt forkælet.

Oskar og jeg beundrede hans kamp med poplen et stykke tid, men da det hele begyndte at drille valgte han i stedet, at demonstrere sin magt over maskineriet og startede den reparerede fræser uden de store problemer. Godt vi ikke havde nået at investere i en anden, for den kører støt derud af.

Jeg fortrak stille og snuppede lige lidt ukrudt i staudebedet, nu jeg alligevel gik forbi. Der kommer skvalder lige så rask, som jeg piller det op. Sådan skal det være og så bliver jeg da ikke arbejdsløs lige med det samme.

Utroligt, som en have kan forandre sig i løbet af ganske få uger. Når vi står der, i starten af april, og ser ud over tomten, ser det hele goldt og trist ud, men pludselig er det hele en stor frodighed og jeg elsker magien.

Foran de to skøre stubbe, med efeuhår og kaprifolie, har vi tidligere i dag sat en hængepil. Den skal vokse sig lidt større, men så kommer den til at danne fin kontrast til det høje og opadstræbende med sine nedadhængende grene.

Krydderurtebedet grønnes time for time og på terrassen er der liv i det meste, så vi kan vist godt tillade os, at starte grillen om et øjeblik, så der kan laves lidt langsom, men lækker aftensmad. Det gode vejr skal udnyttes og tid har vi vist egentlig rigeligt af.