Søndagsudsigt

Dagen byder tilsyneladende på en blanding af sol og gråvejr. Regn har vi ikke fået endnu, men det er sikkert bare et spørgsmål om tid. Vinden er bitterlig kold, så det er ingen fornøjelse at være udenfor. Det skal jeg heller ikke. Jeg skal arbejde.

Blomster drysser på plænen og iklæder den omtrent en vinterdragt, men der er stadig træer, som stædigt holder fast i pynten.

Jeg nyder de sidste blomster, mens tid er. Om et øjeblik afløses de af grønne, saftige blade og det er vel i orden, men tiden er så kort og verden skifter udseende på et øjeblik.

I kvarteret ude ved Ella står et smukt kirsebærtræ. Det har været helt og aldeles fantastisk de sidste uger, men nu skifter det så klædedragt.

Det har længe været et lyserødt brus af candyflosslignende blomsterklaser, men i denne uge besluttede det sig for, at det var slut. Nu kommer tiden med snedrys og bagefter grøn krone. Det grønne er også smukt, men de sidste blomster skal nydes mens tid er.

Jeg tager troligt turen om haven hver eneste dag, selvom vejret ikke indbyder til lange ophold derude. Det gør ingenting, for bare en kort tur er nok til, at jeg synes, at jeg har været ude og har fået en smule luft. Således også denne formiddag, hvor jeg kan konstatere, at lupinerne snart er klar til at indhylle haven i blåt brus sammen med de nye Allium, som springer af jorden. De sidste kan jeg næsten ikke vente med at nyde.

Eftermiddagen står som sagt på arbejde, men når det er slut, vil jeg hente mor. Det er mors dag og selvom jeg ind imellem slår mig i tøjret, når det kommer til kommerciel udnyttelse af disse underlige, konstruerede dage, så skal hun alligevel med hjem til en god middag og lidt hygge. Anledningen er fin. Det er godt at huske på, at der er en mor, som har en mægtig stor andel i det liv, jeg lever nu. Det er nemlig slet ikke så tosset.