Udsyn

Aalborg udvider, ligesom de fleste andre byer gør. Der er penge nok og det ses overalt i Danmark, hvor jeg kommer. Det der engang var bar mark, er nu forvandlet til nye boliger i alskens udformninger. Fantasien har fået vinger og der bygges i en rus af arkitekter og gravkøer.

Jeg tænker stille, hvor alle de mennesker, som skal leve i alt det nye, kommer fra. Vi er jo ikke pludselig eksploderet hvad angår indbyggertal heroppe, men tilsyneladende er der ikke grænser for den boligmangel, som er gået min næse forbi.

Mor kender min skræk for højder, så selvom vi ved, at udsigten over Aalborg aldrig overgåes af den, som hentes i Aalborgtårnet, så er det ikke en option med mig ved siden af. I stedet bad hun mig køre ind ad Danalien, da vi passerede den på vej hjem.

Herinde ligger Danahus, som var Alexanders aflastning, så det er ikke fordi jeg er ukendt med vejen, men det er år siden jeg sidst har været ved bunden af den. Bunden har også flyttet sig, ligesom udsigten er markant forandret.

Pludselig er der kommet en helt ny by til…

Den ene boligblok afløser den anden. Overalt er der gang i byggeriet og det er ikke fordi lejlighederne står tomme. Der bor mennesker overalt deroppe.

Vi parkerede bilen og mor tog mig med på en spadseretur tværs gennem en del af byen, jeg aldrig tidligere har været i. Det var ikke ubetinget grimt, selvom jeg aldrig bliver vild med den slags.

Vi fortsatte ud gennem den ene port efter den anden og til sidst stod vi ved vejs ende. På en platform, støbt i beton og omkranset af solidt jern.

Jeg ved ikke om lejlighederne her er leje eller eje, men jeg kan forestille mig, at de ikke er helt billige at bo i. De er nye, efter sigende velindrettede og så har de noget, som de færreste lejligheder i Aalborg har…

Se billedet i stor størrelse på Flickr.

De har udsigt over hele Aalborg og omegn. Man kan se fra vestbyen med Vor Frelsers Kirke som fixpunkt og helt op til Vodskov og Hammer Bakker. Man kan se Nørresundby og videre. Man kan næsten se hele verden, synes man, når man står på platformen og skuer ud over byen.

Se billedet i stor størrelse på Flickr.

Lige nedenfor platformen ligger Eternitten, som jeg så ofte før har fotograferet. Til venstre for den ligger Frydendal, hvor Ege slår sine havefolder (og sikke folder, siger jeg bare – han er med i Drivhusdrømme) og endnu et stykke mod syd ligger Gug, hvor jeg residerer. Ella bor ude til højre for billedet, i Vejgård. Midtfor ligger centrum og her fra min verden går.

Aalborg er en fantastisk by, som er en umage blanding af industri og smukke kvarterer. Jeg kan lide, at den er så varieret og jeg kan lide, at jeg har opdaget et stille sted for beundring af den by, som jeg er endt op med at elske, selvom jeg som teenager erklærede, at det aldrig kom til at ske. Jeg blev heldigvis klogere med alderen.