Østerådalen på en tirsdag

Vi er gode ved os selv. Vi tager os tid. Tid til ingenting, for det er der brug for lige nu. Vi snakker så godt, når vi traver, så det gjorde vi for lidt siden. Østerådalen tynd.

Oskar har gemt sig på billedet, men han er naturligvis med, men har travlt med alt andet end at agere model. Mens han fouragerede, beundrede vi det nye kort, som er kommet op ved indgangen til Østerådalen. Et luftfoto giver et godt overblik over ådalens størrelse, som er ganske anseelig.

Forude ligger indgangen til Ådalen og på dette tidspunkt er vi enige om, at vi vist skal afsted, for himlen er mørk.

Vi skal ned langs banen. Der er advarsler alle steder. Hegn skal forhindre, at vi ender ude på banelegemet og vi har gået her før, så vi kender vejen. Det er der tilsyneladende andre, som ikke gør…

Jeg har ikke meget styr over hvornår togene passerer, men Oline og jeg håber, at disse to kvinder til gengæld har…

Vi vælger den reglementerede vej ind i ådalen. Vi sniger os afsted langs hegnet, mens Oskar når at lette ben de første tyve gange. Man er vel hund.

For enden af hegnet breder Østerådalen sig ud for øjnene af os. Det vil sige, det er ikke hele ådalen, men kun en smule af den. Resten gemmer sig længere fremme, gemt bag et tæt stykke skov. Der skal vi ikke hen i dag. Vi tager den korte tur, som rummer en halv times rask trav, hvis vi tager os sammen.

Der er saftiggrønt og insekterne trives nede i ådalen. Der er mange insekter, som ikke ses oppe i villahaverne, så der er nok at kigge på og undersøge.

Også Oskar er i sit es. Han løber forrest. Så langt snoren rækker, er han den der leder. Han snuser og kommer tæt på det elektriske hegn, som skal sørge for, at kvierne ikke render alt for langt væk.

Forude er der drama. Vi snakker om regnen, som måske kommer om et øjeblik, men er enige om, at det gør så meget som ingenting. Vi kan tåle det og foreløbig er der kun faldet en enkelt dråbe eller to.

Vi møder friske løbere langs stierne, men ellers er her stille. Vi er de eneste, som er nede for at spadsere lige nu. Ingen andre hunde at hilse på, ingen mennesker at udveksle venligheder med, men kun os, som til gengæld får vendt verden.

Ved vejs ende kan vi konstatere, at de to sporvandrende kvinder har overlevet. De sidder nu på en bænk ved indgangen til Østerådalen med hver sin makronsnitte. De har været desperate og været tæt på at gå sukkerkolde, da de for ½ times tid siden begav sig ud på sporene, for at komme hurtigt op forbi bageren efter forsyninger. Nu nydes de i stilhed på bænken.

– Ja, så er vi her igen…

Vi nikker og smiler, fortæller at vi er for hjemadgående og hilser dem en fortsat god tur gennem engdraget, inden vi indtager den sidste strækning.

Få øjeblikke efter er vi hjemme. Vi lander på gårdspladsen efter en skøn eftermiddagstur ned i den natur vi alt for sjældent nyder. Den ligger lige i baghaven. Vi burde gå derned meget oftere end tilfældet er.

Vi enes om, at det kunne blive en dejlig sommertradition med sådan en travetur, men inden jeg indvilliger, skal vi lige være enige om, at det må være en frygtelig fejl, at Oline er kommet i så kort en T-shirt. Hun bedyrer, at den slet ikke var så kort, da vi tog hjemmefra og forøvrigt er den simpelthen også krøbet helt enormt ved sidste vask…

Suk, hvor er jeg nem at narre…