Hjertensfryd

Engang delte vi alt. Så kom tiden, hvor vi delte det meste. Bagefter fulgte tiden, hvor vi delte, når tiden og livet tillod det, men aldrig på skrømt. Altid fuldt og helt.

Tiden går og hjerterne slår. Så kom behovet for at dele fortiden. Underligt, som den pludselig kan blive vedkommende igen, men sådan er det at stå med teenagere, som vil det hele og selv er man helt og aldeles overbevist om, at man aldrig nogensinde har lignet.

Man lignede.

Man glemmer bare.

Så er det godt at have en frænde med fælles fortid, som kan minde om. En, som kan genopfriske de timer, hvor man lå brak, fordi man endnu en gang troede, at man var nærmest overmenneskelig og derfor kunne indtage urimelige mængder alkohol. Men heldigvis havde man en veninde. Som passede på.

Så er det godt at have en frænde med fælles fortid, som kan huske dengang, hvor man glemte at spise og til gengæld græd tårer, som rendte som floder gennem den uge det varede, at sørge over den eneste ene. Altså til den næste kom forbi. Og så var det ikke værre. Og heldigvis havde man en veninde. Som passede på.

Så er det godt at have en frænde med en fælles fortid, som kan huske dengang, da man selv syntes, at man sagtens kunne spadsere hjem ad natsorte gader. Og som husker, at der aldrig skete noget, men at man skulle passe på. Og heldigvis havde man en veninde. Som passede på.

Så er det godt…

I dag ringede hun. På vej på ferie. Bilen fyldt af feriestemning, forventning, familielykke og sådan alting banalt og enkelt. Og jeg sagde “rigtig god tur” og mente det. Og det var det.

Det var hjertensfryd.

Om nogle uger er hun hjemme igen. Sådan kan jeg bedst lide det.