Marie gider ikke…

– og det gør jeg heller ikke…

Jeg forsøgte med det søde. Bagefter forsøgte jeg lidt mere hårdhændet, men ingenting hjalp. Marie gider ikke hjælpe, så hun får lov at passe sig selv…

Hun deler til gengæld gerne ud af sit hjørne af verden. Små biller deler øjeblikket med hende og det sker i fred og fordragelighed. Ingen grund til at kriges, når der er plads nok, synes de at tænke.

Ovenover os skifter himlen med sekunders mellemrum. Det ene øjeblik skinner solen, men i det næste forsvinder den bag en sky og temperaturfaldet er mærkbart.

Marie får fred og jeg bevæger mig op i hjørnet for at se til ribsene. De er ved at være klar, men et par dage med sol ville gøre underværker, så jeg beslutter at lade dem hænge. Lade dem blive søde og fuldmodne, inden de skal forvandles. Det er ellers nu de er perfekte til gelé, men jeg gider ikke rigtigt. Jeg er feriedoven, kan jeg mærke.

I krydderurtebedet vokser ananassalvie, mynte og citronmelisse med hast. Snart skal der høstes grundigt af det, så det igen får lidt plads at vokse på, men det gider jeg heller ikke. Jeg er vist låst fast i en forestilling om ikke at skulle lave noget som helst. Det er vel godt nok.

Tingene får lov til at passe sig selv. Jeg går indenfor, sætter mig her og overvejer om der i det hele taget er noget, jeg gider. Måske er der ikke, men så går det an, for der er ikke noget, der venter. Kun en dejlig, lang lørdag med udsigt til torden. Kom an!