Julihaven

Feriegæsterne er i svømmehallen og Oline er på vej over til moster og Heidi sammen med mormor. Her er helt stille. Jeg trisser rundt i haven, for vejret er faktisk til at holde ud, når det altså ikke lige regner.

Når der falder en byge, er der altid læ. Det er skønt og der kan stadig friseres planter, mens man tager ophold under tag. Det gør jeg så. Friserer.

Ind imellem smutter jeg udenfor, for at klippe lidt i klatreroserne, som trænger en smule. De er ved at gro fra mig, men den slags skal man vist ikke klage over.

Der er også alle pelargonierne og geranier, som kan trænge til lidt kærlighed efter at have levet et trist liv uden selskab i alle de dage, hvor regnen har forhindret udeliv. Nu får de en ordentlig tur med håb om, at de kvitterer med blomster og vokseværk.

Der er hyggeligt. Vejret lejrer en særlig stemning på matriklen, for regnen ligger på lur, men det gør solen også, så det er mellemvejr. Jeg kan lide det. Det er lunt og godt og vinden har heldigvis lagt sig, så der er mildt og dejligt.

Bierne vejrer straks mulighed for at indsamle forråd og de er ikke blevet mindre flittige af nogle dages pause. De flyver i tætte formationer fra blomst til blomst og lyden af dem minder mig om varme sommerdage, som vel venter forude.

Ved et tilfælde er der dukket en enkelt solsikke op på nøjagtigt samme sted som sidste år. Den vokser for hver eneste dag der går og skal nok ende med at være høj, smuk og statelig.

Krydderurterne trives stadig med vandmængderne. Jorden er veldrænet, så de får kun lige, hvad de har brug for. Til gengæld kvitterer de med en vækst, som er yderst imponerende. Der bruges flittigt af dem, men vi når aldrig til vejs ende.

Katosten blomstrer til stadighed og der er fortsat mange knopper, som over sommeren forvandles til de yndigste, lyserøde blomster. Sjældent har jeg set så nem en staude, som passer sig selv, kommer år efter år og samtidig underholder ejeren med et blomsterflor, som gør den til en af mine absolutte yndlinge.

Anisisoppen blomstrer nu. Den tiltrækker også en vældig masse bier og sammen med katosten, som den står umiddelbart ved siden af, er den en fristelse, som de ikke sidder overhørig. Der samles til huse og imens bierne gør det, kan jeg stille iagttage livet, som udfoldes lige foran næsen. Det er skønt og hyggeligt.

Nederst i haven, inde bag lågen, holder det friserede op. Her hersker anarkien og det er slet ikke så få smukke oplevelser, som gemmer sig på et stykke jord, som får fred.

Herinde ligger bålpladsen, men fordi den ikke har været anvendt i flere uger, har ukrudtet fået frie tøjler og det, sammenholdt med masser af regn, har skabt en frodighed, som er helt vidunderlig.

Der findes et hav af ukrudtsblomster, den ene smukkere end den anden. Det hele får lov til at udfolde sig frit og det klæder jordstykket.

Kigger man godt efter, er der ofte et rigt liv i og omkring blomsterne. Der er masser af insekter, som nyder godt af den fred og ro, som hersker hernede i bunden af haven.

Jeg elsker den syregrønne farve, som er fremherskende dernede, fordi denne plante stortrives. Overalt står blomsterskærmene og ser smukke ud og det må de hellere end gerne. De dufter tilmed dejligt. Mon ikke det er en art kørvel. Jeg tror det.

Andre steder er farverne mere afdæmpede, men ikke mindre smukke. Jeg elsker, at der findes så mange forskellige planter dernede. Måske nogle ville få tics ved udsigten til ukrudt i de mængder, men jeg elsker altså, at der er et stykke jord, som ligger brak og derfor byder på oplevelser, som man ellers ikke finder i haven.

Skal sandheden frem, så er der jo også hjørnet ovre ved længen. Det er heller ikke specielt velfriseret i år, men til gengæld byder det så på en velsignelse af skvalderkål, som lige nu blomstrer og derfor står med de smukkeste blomsterskærme. Lige til at tage ind og lade pynte på bordet eller bare til nydelse for den, der måtte passere.

Det passer mig vældig godt med lidt orden og lidt kaos. Jeg kan lide haven, som den er netop nu. Nu mangler jeg bare solen og varmen, så jeg kan flytte derud.