Auschwitz

I 1940 anlagde tyskerne i den sydvestlige del af det tysk besatte Polen, i byen Oswiecim, udryddelseslejren Auschwitz. I 1979 blev Auschwitz optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er vigtigt at huske. Aldrig at glemme.

Auschwitz blev indrettet i en tidligere polsk militærforlægning, hvor kassernebygninger nu blev brugt som fangelejr. De første fanger der ankom til lejren, den 14. juni 1940, var polske politiske fanger. Siden blev lejren udvidet. De oprettede udryddelseslejren Auschwitz-II (Birkenau) og Auschwitz-III (Monowitz) og ud over dem, blev der oprettet omtrent 40 “underlejre” i forbindelse med industrien i området. Fangerne blev lejet ud som slavearbejdere, så det nød de omkringliggende tyske fabrikker godt af.

På vej ind i Oswiecim, passerede vi et kæmpestort industriområde, som var omkranset af betonmure med pigtråd. Siden fandt vi ud af, at det er et levn fra dengang. Indenfor murene tvang man de mange fanger til at producere petroleum på den kæmpestore fabrik, som lå så praktisk placeret indenfor nogle ganske få kilometer fra lejrene.

“Arbeit macht frei” står der på porten, når man passerer indgangen til lejren. Det er svært at forklare de følelser, som bemægtiger en, når man står lige her.

Da vi ankom til området, blev vi overrasket over, hvor stort det er. Man starter i hovedbygningen, hvor der først er en meget omfattende information placeret på fotostater langs hele indgangen. Man kan læse informationerne på utallige sprog. Oline læser godt på engelsk, så vi fik en mængde information, inden vi trådte ind i selve lejren.

Adgangen er gratis. Museet og vedligeholdelsen af alt i forbindelse med Auschwitz sker via donationer fra hele verden. Auschwitz er en verdensarv mange ønsker at bevare og det ville på en eller anden måde have været upassende, at skulle bede folk betale for at se resterne efter en af verdens største forbrydelser mod menneskeheden, så man er meget taknemmelig over, at der til stadighed kan tilbydes fri entre, så enhver kan komme ind uanset herkomst eller indkomst.

Som en indledning til turen gennem området, tilbydes en introduktion i form af en dokumantarfilm om tiden omkring befrielsen af lejren og de godt syvtusinde overlevende, men vi sprang over, for allerede på det tidspunkt, inden vi overhovedet var indenfor, havde jeg kvalme og ønskede ikke, at Oline skulle se filmen.

Vi kunne have valgt at tage følgeskab med en guide, men vi orkede ikke at skulle færdes i en flok opstemte turister, så vi sprang over.

Vi startede altså vores egen tur gennem lejren, uden at have set noget forudgående, for jeg magtede det ikke, hvis jeg skal være ærlig. Allerede ved indgangsporten løb mine øjne over og gennem hele besøget derinde havde jeg en konstant, stille strøm af tårer løbende ned ad kinderne. Jeg kan mærke smerten, fortvivlelsen og angsten, synes jeg.

Indenfor er der diskret placeret skilte med forklaringer på de ting man ser. Der er faktuelle oplysninger omkring alle tingene og det er tilstrækkeligt til en tur alene uden guide, uden nogensinde at føle sig fortabt.

Undervejs var der udstillinger i nogle af bygningerne. I en af barakkerne var der en udstilling, som fremviste nogle af effekterne, som enten er fundet efter befrielsen eller siden skænket af nogle af de overlevende.

At se tegninger, tøj og spiseredskaber, som altsammen har været brugt af mennesker, som fortvivlede har måttet tåle – og formentlig ikke har overlevet – Auschwitz’ bestiale vagtkorps, var stærk kost.

Lige bagved dette tårn ligger tyskernes eget område i lejren. Herinde, godt forskanset bag pigtråd og bevæbnede vagter, har de mennesker, som er blevet sat til at bevogte lejren, levet deres liv, som sikkert heller ikke har været ubetinget rart for de fleste af dem.

Lige bagved tårnet ligger en plads, som blev anvendt til udstilling af og ofte efterfølgende henrettelse af de fanger, som ikke makkede ret. Her kunne de stå, i bagende sol eller umenneskelig kulde, til de sank sammen og derfor ikke længere var noget bevendt i arbejdsmæssig henseende. Så skød man dem eller trak dem hen om hjørnet, hvor gaskammeret ligger.

Lige til højre for tårnet kan man ane en galge. Rudolf Höss var Obersturmbannführer i SS og endte som kommandant i Auschwitz i de første år af krigen. Han blev ansvarlig for en stor del af udryddelsen af jøder, politiske fanger, sigøjnere og hvad der ellers var udstedt dekret om var uønsket i det tyske rige.

Den 11. marts 1946 fangede det britiske militærpoliti Höss, som efterfølgende vidnede i Nürnbergprocessen. Allerede den 25. maj samme år overgav man Höss til Polen, som den 2. april 1947 dømte ham til døden. Han blev efterfølgende fragtet ud til Auschwitz, hvor han den 16. april 1947 blev hængt på pladsen foran krematorierne i den lejr, hvor han i de forgående år havde været med til at raffinere den effektive udryddelse af jøderne.

Det må vel kaldes den ultimative hævn. Jeg synes han fortjente det, men jeg har blandede følelser omkring hele idéen om øje for øje og tand for tand.

Bagved pladsen med galgen ligger gaskammeret og krematorieovnene. Opgaven med at aflive og tilintetgøre flere millioner mennesker havde hidtil bestået af likvidering med maskingeværer, men ofrenes panik, blodet og forhåbentlig den almindelige menneskelige moral, havde tæret så frygteligt på de tyske soldater at flere selvmord begyndte at blive rapporteret og det kunne man naturligvis ikke have, så ledelsen i Auschwitz – heriblandt Kommandant Rudolf Höss – udviklede en ny metode ved hjælp af Cyclon B gas. Første gang man forsøgte sig med denne metode var i foråret 1941 og blev udført på en række sovjetiske krigsfanger. Metoden var effektiv og allerbedst havde man på denne måde ingen direkte kontakt med de mennesker, som skulle likvideres.

Der var adgang til gaskammeret og krematoriet, som lå side om side, så det var indrettet så praktisk som overhovedet muligt. Udenfor var der opsat skilt med henstilling om at være stille og undlade at fotografere indenfor af respekt for de mange mennesker, som var døde mellem disse vægge. Vi ramte guiden og hans flok af engagerede turister, som vi skulle til at gå indenfor. Jeg vil ønske, at vi havde ventet, til de var passeret, men vi endte derinde sammen med dem.

De snakkede, grinede højlydt og fotograferede lystigt på trods af hans først venlige og senere lidt mere stramme henstilling om at lade være. Selv krematorieovnene blev fotograferet både udenpå og indeni, mens man højlydt diskuterede effektiviteten, trak bårer ind og ud af ovnene og alt imens alt dette stod på, stod jeg helt lammet med tårerne løbende ned ad kinderne, mens jeg målløst betragtede dem. Det handler ikke om fintfølelse for mit vedkommende, men det handler om respekt for de regler der er på et sted som dette. At de mennesker ikke følte som jeg, skal de ikke lastes for, men de kan lastes for ikke at følge de henstillinger, som er blevet givet inden de bevægede sig indenfor. Det er respektløst.

Udenfor igen kom guiden hen forbi mig, lagde en stille hånd på min skulder og gik så videre med sin flok af højtrøstede turister. Jeg tror han stille ønskede, at det var os og ikke dem, han kunne have delt sin viden med. Vi ønskede det samme, men ikke med et larmende menneskehav som kulisse.

Efter turen gennem gaskammeret og krematoriet valgte vi at forlade lejren. Vi satte os på en trappesten udenfor og drak lidt vand, inden vi skulle beslutte os for en tur hen omkring Birkenau. Oline fik valget og ønskede ikke at se mere. Det var fint for os. Vi havde set rigeligt.

…

Auschwitz museet, anslår antallet af mennesker døde i Auschwitz til at ligge på ca. 1,1 million mennesker: 1 million jøder, 70-75.000 ikke-jødiske polakker, 21.000 sigøjnere, 15.000 sovjetiske krigsfanger samt 10-15.000 personer fra andre lande.

Jeg har tidligere anbefalet, at man læser Primo Levi, for at forstå mennesket på godt og ondt. Han begik selvmord i 1987, 68 år gammel og overlevende fra Auschwitz. Han havde gjort det han skulle. Han havde fortalt sin historie. Jeg tror, at jeg skal genlæse.