Støvregn og længsler

Regnen begyndte at falde, som Oskar og jeg entrerede haven, men den slags afholder ikke os fra en vandretur på matriklen. I hvert fald ikke mig og jeg kunne godt se på Pjosket, at han syntes jeg var tosset, men ikke desto mindre fulgte han med. Det er da kun en smule støvregn, altså…

Allerførst måtte vi lige beundre ærteblomsterne, som sætter nye blomster hver evige eneste dag, så der er nye at supplere med. I dag lod jeg dem sidde, så der også er lidt at kigge på udenfor.

De er der i alverdens farver, men lige nu er den lyserøde fremherskende. Om et øjeblik suppleres den med hvid, gul og flere røde, kan jeg se.

To skridt nede af stien, står solsikken og vokser. Den eneste vi har, men den er begyndende gul, så vi glæder os, for den er en af yndlingene. Vi fik forlagt frøene til de solsikker, som ellers var planlagt, men til alt held havde fuglene held til at smide et frø lige i kanten af krydderurtebedet. Nu har vi da én.

Krydderurterne er ved at ligne et veritabelt hav og det er ikke længere til at skelne mellem de forskellige mynter. Kun æblemynten er definerbar på grund af sine hvidfligede blade, men resten kan man dufte forskel på, så skal der bruges mynte, må sanserne tages i brug og det er da i grunden en gave.

Regnen går over i dråber lige på dette tidspunkt, så Oskar render ind, for det er ligegodt for meget. Han er jo ikke helt almindelig i regnhenseende, for han undgår det helst. Meget gerne. Faktisk er han sjældent til at slæbe ud i det. Han er tosset. Jeg elsker regn.

Jeg fortsætter ned i bunden af haven, hvor sommerfuglene hersker. Her er nektar allevegne og de sværmer tæt omkring, så der er masser af liv at iagttage, men snart får de også nok af regnen og fortrækker.

Jeg kommer i tanke om, at jeg intet overtøj har på og sikkert er temmelig våd om lidt, hvis jeg ikke lige søger ly for et minut eller to og lige overfor står trækronerne og tilbyder netop dette.

Jeg står i et stykke tid inde under træerne, men regnen har ikke til sinds at stoppe, så jeg kan vist lige så godt opgive og trække indenfor, men gud hvor jeg dog længes efter sommervarme og tørvejr – og der er ikke udsigt til nogen af delene lige nu.

Jeg savner varme, lange dage ved Vesterhavet…

Varme skuldre, som dufter af sol og hav, grillmad indtaget i klitter med marehalmen som nabo og en solnedgang så smuk, at man mister pusten, er pokker tage mig ikke for meget forlangt her ultimo juli. Tag jer sammen! Nogen!