4

Lørdagsmarked i Krakow

For en uge siden var der liv på markedspladsen i Krakow. Det var tydeligt allerede aftenen før, at der skulle ske noget specielt på pladsen, for der blev monteret scene og på et stort areal af pladsen, blev der lagt trægulv, som med sikkerhed skulle give plads til et eller andet helt specielt. Selvfølgelig var vi at finde dernede lørdag formiddag.

Det første vi mødte, var et stort blomstermarked. Overalt stod farverige buketter, som fristede og allerbedst var der et hav af solsikker, som lyste allevegne.

Blomstermarked

Blomsterne var ikke dyre, så det havde været overkommeligt at fylde vaserne. En zloty er cirka 2 kroner, så det kostede ingen herregård, men vi nøjedes med at kigge. Også på alle de dygtige børn og unge mennesker, som skulle bruge scene og trægulve til alskens sport, skulle det vise sig.

Sport på markedspladsen

Der var seje scatere, fodboldspillere, basket, klatremure og på scenen optrådte med mellemrum de sødeste små piger med cheerleaderkoreografier, som kunne gøre de fleste misundelige.

Midt på pladsen var opsat et hav af borde og omkring dem stod flere kæmpestore grill, som konstant sørgede for en lind strøm af mad til de sultne markedsgæster. Ind imellem optrådte et band eller to med musik og der var generel feststemning, så det var rigtigt hyggeligt at gå rundt mellem alt det liv.

Vi opgav at finde en plads inde i centrum af pladsen og trak i stedet ud på en af caféerne langs pladsen. Herfra havde vi fint udsyn til det hele.

Caféliv

På caféen serverede de en skøn kaffe, så jeg erstattede Madames espresso med et par kopper af noget, der til forveksling kunne ligne det jeg var vant til hjemmefra. Imens fik Oline kameraet og det kom der mange sjove billeder ud af. Nogle af dem af hendes far. Der er ikke noget at sige til, at hun helst lader som ingenting, når de følges.

Der var meget varmt, over fyrre grader, men den slags løser man på ganske praktisk måde…

Vandvognen

Et par steder på pladsen kørte lastbiler ind, parkerede og pludselig kunne vi se anseelig kø bagved den, som stod parkeret lige foran os. Vi undrede os, indtil vi fandt ud af, at den stod der af én grund. Fri afbenyttelse.

I tanken var koldt vand. Kommunens folk steg ud af bilen og i favnen havde de en stor stak éngangskrus, som blev placeret på bagsmækken af bilen og så opdagede vi endelig, at der bagest på tanken var placeret 2 taphaner. I de par timer vi sad på caféen, var der konstant mennesker i kø, for at få en tår vand, så det var tilsyneladende et godt tilbud, som blev brugt flittigt.

Candyfloss

Foran Klædehallerne stod denne ældre dame og solgte candyfloss, men jeg tror ikke det var en specielt god forretning. Vi passerede hende flere gange og ikke én eneste gang så jeg, at der var salg i skidtet. Hvem har også lyst til candyfloss i mere end fyrre graders varme? Ikke os i hvert fald.

Vi nød vores timer på caféen med udsigt til menneskehavet inde på pladsen. Siden tog vi turen ned ad de små gader, handlede lidt, men så var det også slut med energien og vi måtte returnere til det giftgrønne værelse, for at slappe en smule af.

Ind i skyggen

Senere på dagen fandt vi ud i byen igen, for vejret indbød ikke til indeliv. Gad vide hvordan denne lørdag bliver…

Du vil sikkert også kunne lide