Først sad han alene i sin røde T-shirt. Så ankom ham med stokken. De faldt i snak på et øjeblik og der gik ikke tredive sekunder, før de var i højlydt diskussion om livet som pensionist. De var langt fra enige og det fortsatte længe.
De var så højlydte, at de underholdt hele Nytorvs samlede publikum og selvom klokken endnu ikke var mange, var vi alligevel mange til at udveksle smil og grin, mens vi lod underholdningen bølge hen ad gaden.
Til sidst blev det for meget og han flyttede udenfor, for at stå på gaden og vente på bussen, men den slags skal man ikke tro kan kurere krakilske og gnavne gamle mænd, så under dække af at ville konsultere busskiltet, sneg ham med stokken sig ud af bushuset. Det tog ikke mange sekunder at få genoptaget den ophedede diskussion.
Tiden skal jo gå med noget… og så kom bussen.
8 kommentarer
Ditte
2. august 2007 at 20:17Sikke et godt klip fra hverdagen… Og hvor er det livsbekræftende, at man stadig kan komme i kontakt med andre, og ikke alle danskere er reserverede og indelukkede…. Tak for den lille søde og sjove historie!
/Ditte
Anne
2. august 2007 at 16:37Åh, ja Fr. Møller, har selv en gammel svigerfar (91) på plejecenter. Der er der ikke engang peddigrør tilbage, ingen form for beskæftigelse af de ældre. Det er for ringe, og personalet pisker rundt.
Slut, for det skal jo ikke tage smilet ud af Liselottes dejlige billeder og oplevelse.
Liselotte
2. august 2007 at 16:30Jeg morede mig kosteligt over dem og jeg er sikker på, som Fru Møller også skriver, at de alligevel havde en herlig morgen, for der blev endevendt lidt hjerneceller og den slags er aldrig en ringe beskæftigelse :-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 15:49Jeg tror, man har “evner” for den adfærd fra en tidlig alder. Og så tror jeg – desværre – at det ofte er forbandet ensomt at blive gammel. Hvis man ikke lige er til peddigrør og højtlæsning af børnebøger. (Jojo, den slags læste man skam højt i mine salig svigerforældres “pensionistklub” (kommunlat regi). Folk over 70 er åbenbart pr. definition gået i barndom)…
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor givende det kunne have været, hvis “Liselottes” gnavne, gamle mænd i stedet kunne have fundet sammen i en god snak om ting, de havde til fælles. Men jeg er nu sikker på, de alligevel begge havde en god oplevelse ved det busstoppested i Aalborg i formiddags *G*:
Anne
2. august 2007 at 15:41Har de to mon altid været sådan, eller er det noget der kommer med alderen ? Tja så kan vi jo alle frygte den tid ;-) men sjovt er det at betragte. De findes vist alle steder.
kagekonen
2. august 2007 at 15:35Jeg har det fuldstændig som Fr. Møller, det er præcis den slags oplevelser, der gør hverdagen dejlig og lidt sjovere… Jeg får aldrig nok af at studere mennesker.
Liselotte
2. august 2007 at 14:35De var SÅ sjove og søde, Fru Møller – og jeg tror aldrig det gik op for dem, at de underholdt temmelig mange mennesker :-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 13:26Uh, den slags små oplevelser er guld værd. (Behøver vel ikke sige, at “Grumpy old men” er en af mine yndlingsfilm…).