Ind imellem skal man bare lade være med at tænke. Lade det glide ind af det ene øre og ud af det andet…
– Kan du prutte? Du ved… sådan med armhulen?
91
Hvad pokker…?
Ind imellem skal man bare lade være med at tænke. Lade det glide ind af det ene øre og ud af det andet…
– Kan du prutte? Du ved… sådan med armhulen?
91 kommentarer
Liselotte
3. august 2007 at 23:17Det lyder også temmelig underholdende :-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 22:58Jeg tror det kunne have givet nogen traumer for livet. Jeg mener, voksne mennesker, barnet i øvrigt kendte og respekterede, der lå dér og vred sig, som var de til casting til “Gøgereden”…
Men jeg er heldigvis sådan skruet sammen, at jeg stadig ikke kan lade være at grine ved mindet. MIlde himmel *G*.
Liselotte
3. august 2007 at 22:45Ha ha ha, ja det har været noget af en mundfuld, sådan at havne midt i det “allerhelligste” :-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 22:29Hjemme hos os var vi nu heller ikke specielt troende… Men det var hele resten af min morfars familie i dén grad. Så da vi kom tilbage til Odense, var der sådan lidt famiiært pres på for, at jeg skulle gå i den søndagsskole. Og ligefrem skade kunne det jo næppe. (På Færøerne havde jeg da i øvrigt gået i Pinsemenighedens – det gjorde mine legekammerater jo). *)
I øvrigt var der da adskillige af mine klassekammerater, der heller ikke kom fra “udøvende hjem”, der gik i søndagsskole. Dog ikke i min apostolske. På mange måder var det sgu nok bare vores forældres frirum i en tid, hvor arbejdsugen var på 48 timer. At kunne sende ungerne ud af huset nogle timer om søndagen, vide vi var i gode hænder.
*) Det bør man så nok skåne sine børn for… Jeg glemmer i hvert fald aldrig den søndag, hvor jeg på vej ud blev væk fra min mormors søster, som trofast slæbte mig med. Hun skulle alligevel selv til bønnemøde lige efter, og jeg havde ikke længere hjem, end at jeg bare kunne smutte efter søndagsskolen.
Nåmen, væk var Moster Rigmor så – så jeg går intetanende tilbage i kirkesalen for at finde hende. Finder noget, der reverenter talt ligner en lukket afdeling, hvor samtlige har Skt. Veitsdans!! De hulker og skriger, ruller rundt, og hvis nogen havde haft træben eller andre kunstige lemmer, ville disse have fløjet rundt i lokalet, så meget gang var der i den.
Jeg var skræmt fra vid og sans… Og måske kan de efterfølgende forklaringer om, at de jo bare via det hellige spøgelse talte i tunger have fået fatal betydning for mit efterfølgende stedse køligere forhold til “udøvende religiøse” – jeg skal ikke kunne sige det *G*.
Jo, det var sjovere at være barn dengang. Men der gik nu lige et par uger, inden jeg følte mig helt tryg ved Moster igen….
Liselotte
3. august 2007 at 22:12Tak for historien, Fru Møller – jeg har aldrig været i søndagsskole. Jeg ved i grunden ikke hvor troende mine forældre er/var, for det er ikke noget vi har talt meget om. Sådan til husbehov og gennemsnitsligt, tror jeg :-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 21:35Hov! Jeg gik altså også i søndagsskole! Kan huske, at jeg allerede som seksårig fandt det inderligt ironisk, at den lå i Thorsgade.
Det var skidesjovt. Og trygt og dejligt – lederne var nær familie – “vi” er apostolske. Og musikalske – det vil sige, det er jeg desværre ikke – men det var alligevel stort at lære at synge Hallelujah-koret fra Händels “Messias”, så det lød godt.
Min mor på sin front nød jo nok sine børnefrie søndage. Imidlertid kom Sus, syv år, en dag hjem og spurgte, om det dog ikke kunne få en ende med det søndagsskoleri (som hun da i øvrigt selv tog bybussen til og fra). For det var da meget sjovt, men de snakkede jo hele tiden kun om Gud og Jesus, og de historier syntes jeg efterhånden, jeg havde hørt. Og det var så det *G*.
Liselotte
3. august 2007 at 21:32“Antooooooo…nius!”
Fr. Møller
3. august 2007 at 21:28Mine bedstemødre fortsatte hårdnakket med at bruge hhv. Richs og Dannmark helt frem til halvfjerdserne. Så de album kender jeg også – arvede da også min mors gamle.
I skolen købte vi “sparemærker” – fik flotte billeder til gengæld. Jeg fik da, inden jeg var færdig med tredje klasse samlet såvel Kongerækken som Junglebogen. Lidt morsomt, at Fyns Amts- og Stiftssparekasse tilsyneladende udgav dem omtrent i samme serie.
Men OK – som Ray Sawyer så smukt sang det i Dr. Hook: One step from the jungle to the zoo *G*.
Ella
3. august 2007 at 21:12Vi samlede på billederne i Rickspakkerne(kaffeerstatning) – til sidst havde vi både Lady og Vagabonden, Askepot og alle de andre :-)
Hold kæft, hvor fik man mavepine af for meget bløp –
Og 10-øres salmiakstænger i plastikmælkekapsler – og runde mælkeis til 25 ører – og ……
Vi legede altid udenfor om sommeren og når vi kom ind , var vi tit helt hæse, af at råbe til hinanden – vi kunne få timer til at gå med at trille ned ad en lille bakke – eller spille antonius – eller …..
Nina
3. august 2007 at 20:56Og Benny Andersen/Poul Dissing spiller/synger Barndommens Land på DR!!!!
Liselotte
3. august 2007 at 20:32:-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 20:25Sjovt nok er der lige nu TV2 i min radio: Kys det nu. Det satans liv. Gríb det, fang det, før det er forbi…
Liselotte
3. august 2007 at 20:20Ditte – vi legede dåseskjul i de lyse sommeraftener. Gud, hvor det var skønt :-)
Fru Møller – jeg har det nok som dig med den barndom. Heldigvis fyldte alt det gode det meste – og det er det vi husker :-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 20:05Meget er anderledes – og absolut også bedre i dag. Men verden havde lissom en anden uskyld dengang, og jeg tror ikke kun, det var, fordi vi så den gennem barneøjne. Og selvfølgelig var det ikke kun rosenrødt at være barn i tresserne, det kunne også være barsk og temmelig ensomt – ret skal være ret.
Jeg tror, i hvert fald jeg har det lidt med barndommen, som mange mænd har det med deres soldatertid… Mens den stod på var den ikke altid lykken, men når den så var vel overstået, husker man alt det gode. Fordi det trods alt var det, der var mest af. Og det er slet ikke så ringe endda.
Ditte
3. august 2007 at 19:54Ih ja! Jeg bliver jo helt nostalgisk…. nu var jeg ganske vist ikke født i tresserne – der var ikke en gang tænkt på mig ;o) MEN jeg havde en farmor, der altså havde skabet fyldt med vaskepulver, og ustandselig havde hun liiiiige fundet et og andet i en af pakkerne og dermed vundet noget aldeles pragtfuldt!! Hun var go’, hende farmor…
Og lige som Irene, så kan jeg også godt huske det der spejdersnus i små plastikbøtter, som smagte vidunderligt af lakrids, og man kunne blive helt salig, når man sad med sådan en af slagsen nede bagerst i haven med en god veninde… Ak ja, det var tider….
Og kan I huske, at man legede dåseskjul og de lange sommeraftener, hvor man måtte være længe ude og lege? Gør børn også det i dag? (Har jo kun 2 børn på hhv. 3 og 4 år – og DE må ikke være længe ude!!!!)
/Ditte – hvor er det sjovt med alle de minder!
Liselotte
3. august 2007 at 19:50Gud ja… Bløp. Det havde jeg helt glemt :-)
Morsom historie og sikke man havde respekt dengang :-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 19:42Flydende lakrids – det hed “Bløp” og kom i de samme, små flasker som spejdersnuset… Veninden og jeg – vel 11-12 år gamle – blev i gadebilledet antastet af den lokale betjent – vi har jo nok ikke cyklet helt reglementeret. Vi tog pænt imod vor fortjente reprimande – jeg var nu mest bekymret over, at mens jeg pænt hørte efter, dryppede mit “Bløp” desværre lisså stille ned på mandens sko. Jeg turde jo dæleme ikke røre mig, mens jeg sådan var “under forhør”.
Næh, der er mange grunde til, at Jagtvej 69 ikke havde postnummer 6430 *G*.
Liselotte
3. august 2007 at 19:37Åh… *suk*, hvor det var en særlig dag, når man fik fingre i sådan et, Irene :-)
Irene
3. august 2007 at 19:34Spejdersnus siger jeg bare, i små “plastikkrus”, der var svære at åbne og “lakrisalagtig” slikkepind at stikke ned i og retur på tunge. Det var snasket og godt!
Fr. Møller
3. august 2007 at 19:27Vi burde faktisk lave en antologi om, hvordan det var at være (pige)barn i tresserne forskellige steder i Danmark. Det er jo tydeligt, at vi er mange, der har noget at bidrage med.
Danmarkshistorien er jo ikke kun noget, akademikere skal sikre for eftertiden. Den er også din og min hverdag – og det er så vigtigt, vi får givet historierne videre til vores børn. Også selv om de måske ikke gider høre dem lige nu, fordi de har travlt med noget helt andet.
Liselotte
3. august 2007 at 19:17Det pulver var sikkert det rene gift, men vi elskede det :-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 19:14*LOL* Det pulver kan jeg også godt huske – det var faktisk ret syrligt i smagen. Og så må jeg lige korrigere mig selv, for det var jo ikke i Valo-pakkerne, man kunne finde den gyldne nøgle. Nænæ, den kunne træffe at være støbt ind i et stykke lyserødt Lux-håndsæbe. I ved, den ni ud af til filmstjerner brugte dér i tresserne.
Shit, der blev vasket hænder rundt om i de små hjem.
Liselotte
3. august 2007 at 19:03Hold da op, som I kan… :-)
Det er simpelthen så sjovt at læse. Noget husker jeg, andet ikke, men jeg husker når Annemette og jeg gik til købmanden og købte saftevandspulver. Det kunne spises som slik. En våd finger ned i posen, en pulverfyldt retur og lige ind i munden. Mavepinen var stensikker!
Fr. Møller
3. august 2007 at 18:59Og i kartonerne med morgenmadsprodukter var der sådan nogle små Disney-hæfter. Sidestørrelsen var vel lidt mere end en tændstikæske. Hvert hæfte indeholdt en hel, afslutttet historie. Dem havde jeg mange af. Egentlig besynderligt, da jeg aldrig har været meget for at spise morgenmad.
Fr. Møller
3. august 2007 at 18:57Jo, men Ella, der er du så lige den smule ældre end f.eks. mig. Til gengæld kan jeg huske, at der var noget lotteri i vaskepulverpakkerne. Der gik de vildeste historier om folk, der nærmest havde fyldt huset op med åbnede pakker Valo i håb om at finde “Den gyldne nøgle”…
Irene
3. august 2007 at 18:57Ella, din provo! ;-)
Ella
3. august 2007 at 18:40Vi samlede på filmidoler i tyggegummipakkerne, da jeg var barn – Tony Curtis og Grace Kelly …. ;-)
Lea
3. august 2007 at 17:53Ja, nogle gange er passivitet helt klart at foretrække, Liselotte! :-)
Men….du er altså kun et par år ældre end mig….så det er jo ingen alder….overhovedet!!!
Nina
3. august 2007 at 17:52Nej, hvor kan jeg pludselig huske, dengang min bedste veninde og jeg sov sammen i week-ends. Det var specielt sjovt, når det var hos hende, for hun delte værelse med sin storebror, og vi kunne drive ham til vanvid med al vores “prutsnak”, som han kaldte ham – og det indbefattede også at prutte med armhulen, hvilken min veninde var specielt god til. (En hemmelighed: vi kan stadig grine os flade af “prutsnak”! :))
Ellers var jeg vist bedst til at hoppe i elastik, særligt når den var så høj, at man måtte slå vejrmøller over den. Nu tør jeg slet ikke vove et forsøg med vejrmøller – hvis jeg overhovedet får r…. op over hovedhøjde, vil der være overhængende nedstyrtningfare samt risiko for benbrud og andet farlige, så det holder jeg mig klogeligt fra! Men en dejlig tur ned ad memory lane!
Hanne
3. august 2007 at 17:38Min lille nevø lærte at prutte med armhulen, fordi hans bedste ven kunne. Han øvede og øvede sig indtil han kunne…men så havde han også fået en stor vabel i armhulen :-( (han er 5 år og stædig)
Ditte
3. august 2007 at 17:16Shit – en griner, jeg har fået mig…. !! TAK.
Knus fra Ditte
Liselotte
3. august 2007 at 17:12Det tyggegummi kan jeg ikke huske, Fru Møller, men Shake kunne også lave bobler og sorte rester på næsen ;-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 16:40Liselotte, jeg tror, vi er for gamle til, at der var samlebilleder i nævneværdig grad i tyggegummiet. Til gengæld kunne de lave “bubblegum” dengang. Jeg var vildt skrap til tyggegummibobler. Desværre var favorit-tyggegummiet sort og overordentlig klistret. Black Jack hed det. Ja det gjorde det altså. Min mor påstår, jeg konstant var sort på næsen i et par år, og det skal såmænd nok passe.
Liselotte
3. august 2007 at 16:07God idé, sådan at forholde dig passivt ;-)
Lea
3. august 2007 at 15:14For gammel?!….Det vil jeg helst ikke udtale mig om! ;-)
Liselotte
3. august 2007 at 14:50Lea, jeg husker ikke idolbillederne, men jeg er måske for gammel. Til gengæld kan jeg huske, at der var noget tyggegummi, hvor der var fodboldspillerkort i. Tyggegymmiet var som regel så tørt, at det nærmest splintredes i munden og egentlig blev man ganske og forfærdeligt træt i kæberne af det, men der var ikke rigtigt andet at vælge… men så kom Jenka og Shake… :-)
Irene
3. august 2007 at 14:50Gummisivbolde, det var de hårde ja! Og Fr. Møller, nettet skal da være lysegrønt! ;-)
Kædetagfat var een der var den, så fangede den der var den een mere og holdt “ham” i hånden indtil de to fangede een mere, så var der tre i holdeihåndkæden og så fangede trioen een mere og så deltes kæden så der var to kæder á to, der var den og så fremdeles. Jeg gad nok vide hvordan det egentlig endte, altså hvordan man vandt, jeg vandt nok aldrig, men gik mere efter sidegevinsten … Sidegevinsten var dejlig for en præ-teenager!
Lea
3. august 2007 at 14:11Var der mon nogen af jer, der samlede på de dersens idolkort, der fulgte med noget tyggegummi…eller var det mon omvendt?!…jeg kan huske, at nr. 1, med et eller andet obskurt band, der hed Mud, var meget eftertragtet….lidt synd at man… i hvert fald mig…ikke kendte bare en enkelt sang med bandet. :-)
Og jo, de der bolde kan jeg også huske…de kunne hoppe heelt vildt højt…syntes jeg i hvert fald dengang.
Liselotte
3. august 2007 at 13:28Åh ja, Klink… og som man kunne samle hønseringe. Lange, farverige kæder. Nogle var mere “kostbare” end andre, men sikke sjov man kunne have med dem :-)
Fr. Møller
3. august 2007 at 13:12Als hedder den ø, jeg ikke er så glad for, så…
Fr. Møller
3. august 2007 at 12:55Vi spillede faktisk også “klink”, gjorde vi. Med små sjove plastikdimser, som vi på Fyn bare kalder Ser. På Ala kaladte de dem så hønseringe. Men det var sørme noget helt andet. Eneste fællestræk var umiddelbart, at begge dele var kulørte og kunne hæftes sammen i lange kæder.
Hm- findes de Ser stadig? Liselotte vil jo have høns – jeg påtager mig hermed aldeles frivilligt at købe hønseringe til dem.
Fr. Møller
3. august 2007 at 12:50Åh ja – de bolde kan jeg da også godt huske! Irene – det dér boldnet – jeg formoder, det skal være rødt?
Liselotte
3. august 2007 at 12:23Nå ja dem! De var lidt som hoppeboldene i dag – og de slog eddermame hårdt, når man ikke greb den bold, som den foran havde kastet langt op ad væggen ;-)
Jo, det spillede vi også, men jeg husker ikke om det hed noget specielt.
Kædetagfat… det brugte vi vist ikke, men jeg kan høre, at det havde nogle dejlige sidegevinster :-)
Berit
3. august 2007 at 11:31Ha, Ha, Ha for en monster-underholdende tråd der er gang i her…. :-) !
Mht. boldene, kaldte vi dem “gummisivbolde” og det var de gode hoppebolde i klare farver. Kan nogen mon huske rækkefølgen hvor man kastede imod en væg; først underhånd (og gribe), så overhånd (og gribe), og en række andre (bl.a. bag om ryggen, dreje rundt m.m.)??? Jeg kan simpelthen ikke huske det, men denne tråd fik mig til at tænke tilbage… Fniiis.
Berit
Irene
3. august 2007 at 11:05Hmmm. Måske de hed noget andet dem jeg tænker på. De var lavet af et sammensurium af sammensmeltet gummi i forskellige farver, på den der gummismeltesammenmåde …
Massivbolde var hårde og man stod i en lang række efter hinanden og den første kastede den op ad væggen og den næste prøvede at gribe og den første løb ned bag i køen og så fremdeles. Hvad mon det hed? Og mon det kun var på Fur skole vi spillede det og så legede vi kædetagfat. Det var dejligt når man kom til at holde ham man var lidt forelsket i i hånden …
Liselotte
3. august 2007 at 10:22Ja, der var gang i de små hjem i går ;-)
kagekonen
3. august 2007 at 10:09Hvor er det bare super morsomt at læse post og alle kommentarerne… Nu har jeg hovedet fyldt at morsomme billeder af koner der hinker, sjipper og prutter med eller uden armhuler.
Liselotte
3. august 2007 at 07:24Massivbolde? Var det de der hårde bolde, som ikke rigtigt kunne hoppe, men som var skidegode at spille med op ad vægge?
Fr. Møller
2. august 2007 at 23:10Massivbolde – det kendte vi ikke. Irene – jeg hækler sgu et boldnet til dig, ja jeg gør.
Irene
2. august 2007 at 23:03Forresten, så spillede vi med massivbolde, jeg kunne næsten med fire men var altså bedst med to bare og under benet og dreje rundt og nå at gribe og det hele! De første var de der røde net med bolde i rød og blå og gul og grøn – Ih hvor de skinnede indtil de blev brugt.
Fr. Møller
2. august 2007 at 23:00*GG* Nej, men jeg kan synge den. I kan være glade for, her ikke er lyd på.
Gitte J.
2. august 2007 at 22:58Min datter på 13 kan prutte “Langt oppe ved Norges Kyster” osv. og andre søde, små melodier med sin lille armhule. Kært ikke ??
Fr. Møller
2. august 2007 at 22:58Lykken var – med lukkede øjne – at kunne springe ind i et buetov, der blev svunget “dobbelt”…
Irene
2. august 2007 at 22:57NAARJ! Ka’ du?
Liselotte
2. august 2007 at 22:56Jeg husker alle legene. Hvor havde vi det sjovt :-)
Krydsede arme og lukkede øjne. Man udfordrede verden og knæskrab kunne det sagtens give. Ligesom det meste andet, man fik tiden til at gå med :-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 22:54Hinke har jeg ikke prøvet i en menneskealder. (Vi tæller absolut ikke den lille episode på Café Hollywood i Århus med, hvor jeg flot overså en trappe og forstuvede anklen – det er ikke rigtig at hinke, når man må gå med krykker – det har blot visse aldeles overfladiske ligheder).
Men ja, vi hinkede også, da jeg var barn. Havde endda flotte “hinkesten”. Når der ikke er andre end hunden, der ser mig, kan jeg, når der er en række fortovsfliser foran mig, stadig finde på at “lave” den dér med tre fremad på ét ben, så må man lande på begge, så hopper man én frem på ét – og skal vende…
Vi hoppedde også i buetov… Kan I huske det? Nogle besynderlige ritualer for, hvordan man sommetider skulle krydse armene og lukke øjnene, mens fødderne fulgte deres eget ritual.
Sommetider tror jeg, det var nemmere at være barn dengang.
Liselotte
2. august 2007 at 22:51Lea, der er noget HELT galt med nutidens hinkeruder! ;-)
Irene, kan du lugte en prut?
Irene
2. august 2007 at 22:49Jeg kan ikke med armhulen og hvad den anden ende angår kan jeg kun sige at den som fisen lugte kan, han er fisens ejermand …
Lea
2. august 2007 at 22:45Jamen, de laver altså heller ikke hinkeruder mere, som da vi var børn…for slet ikke at tale om hinkestenene…tsk tsk tsk… :-)
Liselotte
2. august 2007 at 22:41Og hinke… men det tør jeg ikke mere. Det kostede mig en langtidssygemelding sidst jeg prøvede ;-)
Lea
2. august 2007 at 22:36…og hoppe i elastik….og sjippe…..dobbeltsving kan jeg endnu…syn’s nu bare ikke jeg blev helt så forpustet af det før i tiden… :-)
Liselotte
2. august 2007 at 22:32Jeps… men vi kaldte den “kaffekoppen” – og så var der jo alle de andre. Gad vide om Kenneth gider… :-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 22:30Der var også en, der hed “tekoppen”… Det var vist den, der kom lige efter “vuggen”… Ai – nu skal jeg nok stoppe. Jeg skal jo ind og hitte noget blødt bomuldsgarn, så jeg kan få også de ungdommelige færdigheder genopfrisket *G*.
Fr. Møller
2. august 2007 at 22:27Jemen det er bare fire gange mere rundt med lillefingrene – så har du edderkoppen *G*
Liselotte
2. august 2007 at 22:25Årh fandens altså… men den med vuggen kan jeg!
Fr. Møller
2. august 2007 at 22:24Lea – ja det er gribende *G*. Jeg er selv gammel, forhærdet chatter, og man kan simpelthen ikke forklare mennesker, der aldrig har haft noget forhold til nettet, at man nærmest kan vræle af grin ned i tastaturet.
Liselotte – hvis der nu i næste uge er nogen, der insisterer på at hive en sammenbundet snor ned over dine fingre, vil jeg godt på forhånd sige, at jeg kan både “vuggen” og “edderkoppen”. Hvis man skal lave sidstnævnte, skal snoren godt nok være lagt dobbelt fra start – men det varer det jo længe, inden du opdager *G*.
Liselotte
2. august 2007 at 22:17Tak Jane, for at være solidarisk ;-)
Lea, jeg har også de morsomste billeder på nethinden :-)
Lea
2. august 2007 at 22:14Man ser det for sig….internetbrugere over det ganske land sidder der, foran skærmen, og forsøger at prutte med armhulen…et billede, der er lidt svært at ryste ud af hovedet igen, når det først er kommet derind! :-)
Jane
2. august 2007 at 21:42Jeg hører nu også til den del af den danske befolkning der ikke kan prutte med armhulen…
MEN… min ene søn kan… læææææænge lææææænge læææææænge…. indtil hans mor (moi) er ved at “eksplomdere”… og beder der unge mand forføje sit luksuslegeme ind i sine egne gemakker hvis dette spetakel skal blive ved *gg*….
Liselotte
2. august 2007 at 21:41Og jeg siger tak! ;-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 21:38Så pyt da, det er trods alt torsdag :-).
Liselotte
2. august 2007 at 21:35Kunne vi ikke bare sige “mangelfuldt opdraget” i stedet for at fejlbehæfte mig? Jeg er jo ulykkelig nok i forvejen… *snøft* ;-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 21:32Jamen hvis man ikke kan, er det sørme en klar fejl ved ens opdragelse *G*. Jeg lærte det af min far i en meget tidlig alder. Han lærte mig også at lave de smukkeste pruttelyde i et udglattet sivblad – uden at skære læberne. (Jeg ved ikke lige, hvad det er med mange mænd og pruttelyde – men sådan er det),
Jowjow…
Liselotte
2. august 2007 at 21:25Åh pyha… endelig endnu en, som ikke kan ;-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 21:21*LOL* Ella, det glæder mig oprigtigt, at jeg ikke er den eneste. OK, jeg kan så – men du ved nok, hvad jeg mener.
Ella
2. august 2007 at 21:19Jeg plejer at kunne – og nu …… overhovedet ikke :-(
Liselotte
2. august 2007 at 21:16Ha ha ha ha ha… :-)
Fr. Møller
2. august 2007 at 21:11P.S. – Liselotte – armhulen gør det så ikke alene. Man skal have en hånd til hjælp – men så kan der godt nok også komme drøn på da.
Eller jo – nogen kan måske “uden hænder” – det skal jeg i grunden ikke kunne sige. Det kræver nok et lidt større kropsvolumen end mit at svinge biceps så drastisk *G*. Og I siger fandeme ikke til nogen, at jeg her i en alder af knapt 45 sidder og genopfrisker min barnelærdom. Jeg kan godt forstå, hunden hovedrystende er gået ind ved siden af.
Liselotte
2. august 2007 at 21:10Øv for fanden i panden… alle kan… undtagen mig :-(
Fr. Møller
2. august 2007 at 21:07Fnis – jeg kan godt. Det havde jeg så lige glemt, at jeg kan, for det er ikke en færdighed, jeg så tit har haft brug for. Men jojo – jeg kan *G*.
Liselotte
2. august 2007 at 21:07… men ikke længe? ;-)
Helle
2. august 2007 at 21:04Min Lærke kan prutte med armhulen. Hun gør det gerne, tit og LÆÆÆNGE. Vi andre kan bare prutte, men det gør vi også, gerne, tit…….
Liselotte
2. august 2007 at 20:53Jeg vil lære at prutte… med armhulen!
Therese
2. august 2007 at 20:49Nej, har aldrig lært det….hi hi….Men Kasper kan :-) Oh Prince Charming!!
Rimkogeren
2. august 2007 at 20:34Vær lidt forsigtig med forsøgene; thi et gammelt islandsk ordsprog sige:
Ej fjerter mus som hors; thi da ville røv revne.
Rimkogeren
Lupo
2. august 2007 at 20:30Det er bedst i badekarret! Altså med armhulen – *fnis*
Ditte
2. august 2007 at 20:19Ha ha ha… Hvor er I sjove alle sammen!! – Sidder her og griner højlydt!!
Prutte kan jeg – men ikke med armhulen….
/Ditte
Anne
2. august 2007 at 20:05Der var engang en lille prut, der gerne ville slås, det ku´den bare ikke, den havde ingen mås…
Liselotte
2. august 2007 at 20:01Ja altså… jeg kan ikke :-(
Pia
2. august 2007 at 19:56Pis, jeg er sikker på jeg kunne engang:(
capac
2. august 2007 at 19:55Man kunne jo også “pruttestere” (Malmros, you know…) ;-)