8

Det skal nydes!

Sol og skyer skiftes til overtaget, men der er varmt udenfor, så selvfølgelig snupper vi endnu en dag på terrassen og i haven, som lige nu er frodigt grøn. Ind imellem snupper vi en tur nedlangs havestien, for at ende nede i skoven.

Havefrodighed

Ikke fordi vi skal noget dernede, men bare fordi det er rart at bevæge sig en smule. Så kan blomsterne tages i øjesyn, ukrudt kan pilles og endelig kan hundene tage sig en lang løbetur. Oskar har nemlig feriegæst. Siffe er her. Det går vildt for sig med mellemrum, men de hygger sig, selvom hun er en smule vægelsindet. Det ene øjeblik elsker hun Oskar, det næste bider hun, men det generer ham ikke de mindste, for han er vist en smule forelsket.

Niflerier

Det er dejligt at se de to hunde lege sammen. De har meget glæde af hinanden, når altså Siffe gider…

Oppe på terrassen sidder vi, med udsyn ned over haven og de to hunde, når de tager en af deres løbeture. Vi drikker kaffe, snakker om alt og intet, strikker og hygger os gevaldigt. Vi trækker den sidste sol af sommeren.

Kaffe og strik

Mit strikketøj vokser støt og roligt. Det ender vel med at blive færdigt og tillige med rigtigt festligt, så jeg glæder mig.

Ind imellem bølger duften af ærteblomster forbi. Op langs hegnet på terrassen kryber de og de er flittige til at blomstre. Der er stadig liv i dem til mange blomster endnu. Jeg elsker dem og de er noget af det skønneste at have lige her, hvor vi sidder så meget. Vi har fuldt udbytte af både duft og udseende.

Ærter i hegnet

Ind imellem skal der vandes. De sidste dages megen sol har gjort potterne tørstige igen. Det er nye toner efter al den regn vi har fået, men jeg vander hellere end lever med konstant regn, så jeg klager ikke det mindste, men finder bare vandkanden frem.

Ærteblomst

Vi har ingen planer. Kun at vi skal grille lam i aften, men ud over det er der ikke andre intentioner end at lave lige det, der falder os ind. Lige nu er det kaffe og hygge på terrassen. Det er ferie lige efter mit hovede.

Du vil sikkert også kunne lide