Hjertesang

Efter endt arbejdsdag kørte jeg hjem omkring og samlede Kenneth og Oskar op, for vi havde en længere køretur foran os. Vi var 1½ time om at ramme stedet her og så var vi endda ikke fremme endnu.

Det er lige derovre

Vi havde lige tilbagelagt nogle kilometer gennem et af de smukkeste landskaber vi har i Danmark. Sjælen falder til ro, når man adstadigt passerer Lindum og Selde og til sidst rammer Branden. For enden af verden venter herlighederne…

De venter derovre

Lige på den anden side af sundet stod de allesammen og ventede. Vi kunne ikke se dem, men vi vidste, at de var derovre. Det kan føles som en evighed, når man venter på færgen, som skal være behjælpelig med at krydse vandet, men i virkeligheden tog det ikke mange minutter før vi kørte ombord.

Skorsten

Jeg sagde til Kenneth, at jeg ville gå udenfor og spejde og mindede ham om, at vi skulle have en retur. Det grinede han gevaldigt af. Det var der også andre, som gjorde senere. Der er ikke så meget pjat her, for enten er man på øen, eller også er man på vej fra den og det der med billetter det klares på vej til. Godt så! Jeg er dum!

Flaget var hejst

Dannebrog vajede fra toppen af færgen og det var passende, syntes jeg. Maveboblerne var der i massevis, for lige ovre på den anden side stod en flok mennesker, som jeg holder frygteligt meget af, men ser alt for sjældent. Tilmed skulle jeg møde mennesker, som jeg aldrig havde set før, men som længe har været en del af mit daglige liv. Jeg havde glædet mig så meget til denne dag og selvom arbejdsdagen havde taget sin del af mig, kunne jeg mærke energien komme tilbage, som vi nærmede os øen.

Endelig var vi der og de ventede allesammen inde på kajen. Det var en fantastisk modtagelseskomité, som bestod af mennesker fra nær og fjern og sproget var en skøn blanding af ind til flere danske dialekter, engelsk og irsk. Der var alle de knus, som jeg havde længtes sådan efter og der var nye mennesker at hilse på og snak og grin og en Oskar, som sådan trængte til at nifle og almindelig kaos og grin og moler allevegne.

Vi var selvfølgelig på Fur. Endelig, langt om længe, var det lykkedes. Vi var mange. Regitze og Claus, Irene og gemal, Tina (endelig – og helt, som jeg havde forestillet mig) og gemal, Tinas svoger og svigerinde, Ella og Ole, Kenneth og så lige mig selv, sagde hunden. En fantastisk blanding af nye og kendte ansigter. Hjertet sang.

Fra havnen gik turen ind over øen. I bilen havde vi Irene, som kunne fortælle så meget om dette barndommens land. Det var vidunderligt at sidde der, med Irene på bagsædet og med hendes stemme i øret, mens hun fortalte om stort og småt efterhånden som vi passerede hendes barn- og ungdom.

Vi stoppede på øens højeste punkt. Jeg forstår nu, hvad Irenes hjerte er gjort af.

Udsigten

Luft, lys og vand. Der var betagende smukt. Udsigt hele vejen rundt til Himmerland, Thy, Mors og Salling. Øjet kunne strække sig og så kan sjælen også.

Irene er god til at fortælle, så vi fik historien om det moler de andre tidligere på dagen havde været nede at kigge nærmere på. Vi kunne se sporene af mange millioner år i bakkeskråningerne. Stribe efter stribe fortalte om vulkanudbrud, nye tider og forfra igen. Fascinerende at stå midt i sådan en historie var det, men det hjalp også at have en så passioneret fortæller med.

Udsigten på Fur

Irene tog os med på en tur gennem en ø, som er utroligt smuk.  Vi så hendes barndomshjem. Mit hjerte flød næsten over, for pludselig forstod jeg hvorfor hun er så rummelig, kærlig og fuld af mildhed. Det er stedet også. Hun er vokset op på en plet af Danmark, som ikke kan fostre andet.

Herefter gik turen hen til sommerhuset, hvor resten af selskabet ventede. Aftenen forsvandt i en lang og varm stund fyldt med dejlig mad, men allerbedst et af de bedste selskaber jeg har været i meget længe.

I dag er mit hjerte let og fyldt med taknemmelighed over at kende alle disse skønne mennesker. Det blev en lang dag, men den var det hele værd. Tusinde tak allesammen, for at sende bud. Vi kommer hjertens gerne en anden gang. Hjertens gerne.

Verden er heldigvis skrumpet.

Relaterede skriv

15 kommentarer

  • Svar
    Maria
    22. august 2007 at 13:04

    NOK – med alle de (skoenne) natur billeder – hvad med nogen med mennesker paa??? Feks Irene og Tina og de andre… ;-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    22. august 2007 at 12:10

    Og i lige måde, Tina – vi hyggede os sådan. Hils alle og sig af hjertet tak for deres plads til os. Det var stort af dem, at gide os :-)

  • Svar
    Tina og co
    22. august 2007 at 12:04

    TAK for sidst Liselotte – det var fedt at moedes i virkeligheden. Vi havde alle en rigtig god dag og glaeder os til naeste gang.

  • Svar
    Irene
    21. august 2007 at 22:09

    Hjertegodt! Tak.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    21. august 2007 at 17:10

    Ja, det var fantastisk, at vi kunne mødes. Vi kom langvejs fra allesammen, men vi var alligevel dem med den korteste vej ;-)

    Det var en helt igennem skøn dag og aften, som jeg vil huske meget længe. I dag har været sej at komme igennem, for det blev en smule sent, inden vi landede herhjemme i Gug, men det var det hele værd :-)

  • Svar
    Lene
    21. august 2007 at 16:22

    Dejligt at høre om og hvor var det godt at I alle kunne, jeg glæder mig på jeres vegne :-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    21. august 2007 at 14:24

    Det var en rigtig skøn dag og aften, som jeg kan leve længe på :-)

    Molly, jeg kan godt forstå, at du ikke kan finde ud hvem alle de mennesker er, men der er link til dem i teksten, som sikkert vil forklare lidt. Mange af dem er bloggere, som jeg har lært at kende gennem dette medie :-)

  • Svar
    Ella
    21. august 2007 at 13:59

    Et minde for livet :-)

  • Svar
    Sylvia
    21. august 2007 at 13:33

    For en hyggelig tur, for alle sammen!!!!!
    Slikt trenger man i hverdagen…å få inpulser fra andre mennesker!

  • Svar
    mal din dag » Frydefuldt
    21. august 2007 at 13:27

    […] Liselotte skulle desværre arbejde, så vi kunne ikke følges. Men hun fulgte efter senere – ellers ville det ikke være blevet det samme. […]

  • Svar
    Johanne
    21. august 2007 at 11:56

    Det gør mig glad at læse om. Sådan er tur er virkelig guld værd.

  • Svar
    capac
    21. august 2007 at 10:23

    :-)

  • Svar
    astrid helen hansen
    21. august 2007 at 09:55

    Hei Liselotte.
    Min morgen er ikke den samme uten å lese dine gode ord,og se verden gjennom ditt kameraøye.Tusen takk.
    (PS.Tror jeg er litt dansk i sjelen,for jeg lengter til de danske hede.)

  • Svar
    Madame
    21. august 2007 at 09:51

    Hvor er du dog heldig! Dejligt at læse om, Liselotte.

  • Svar
    Molly
    21. august 2007 at 09:36

    jeg har længe fulgt med i dine dejlige beretninger om stort og småt og glædet mig over de skønne billeder og opskrifter. Jeg kan dog ikke helt finde ud af hvem alle de mennesker var I skulle besøge, men det lyder og ser ud til at have været en skøn skøn tur :O)

  • Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)