Nogen gange er det eneste man kan gøre at lytte. Nogen gange er det også tilstrækkeligt, men det er sjældent, at jeg synes det er nok. Jeg har brug for øjenkontakt og at sidde foran, når jeg skal fornemme om et menneske, jeg holder af, har det okay.
I dag måtte jeg nøjes med stemmen, men jeg håber det var tilstrækkeligt.
Jeg er slet ikke i tvivl, Lisleotte, at der er én, der vil lytte, er guld værd. Jeg vil også helst se den jeg snakker med, men har ført lange, tunge og hårde samtaler over telefonen, fordi det ikke kunne være anderledes, og jeg ved at det gjorde en forskel.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
5 kommentarer
Liselotte
29. august 2007 at 22:19Nårhhhh… jeg var ellers ved at overveje navneforandring, Lenle ;-)
Lene
29. august 2007 at 22:14Lidt for hurtig på tasterne, jeg regner ikke med at du har været til numerolog :-) jeg kan bedre lide Liselotte
Lene
29. august 2007 at 22:13Jeg er slet ikke i tvivl, Lisleotte, at der er én, der vil lytte, er guld værd. Jeg vil også helst se den jeg snakker med, men har ført lange, tunge og hårde samtaler over telefonen, fordi det ikke kunne være anderledes, og jeg ved at det gjorde en forskel.
Liselotte
29. august 2007 at 19:45Jeg håber det var hvad der skete, Iduna :-)
Iduna
29. august 2007 at 19:40Indimellem kan det være nok bare det at have en i den anden ende af en telefon. Nok til at komme over dagens bump og videre.