Skovtur næsten…

Der skulle luftes ud i hjernecellerne og Oline var frygteligt utålmodig, for i aften kommer et par af veninderne til overnatning, så vi besluttede os for at tage efteråret i øjesyn. Det kan gøres i Øster Ådalen og så går tiden med det.

Efteråret er på vej, men der findes næsten ikke smukkere måned end september, når solen står højt, og der stadig er lunt i vejret. Sådan en dag har vi haft, så vi fandt traveskoene frem og tog Oskar med til sansebombardement af den anden verden.

Der var træer at klatre i for aben jeg havde medbragt…

Og så var der vand for de dumme deltagere, som ikke kan lade være med at udfordre skæbnen og ende derude, hvor der næsten skal trædes vande…

Luften var frisk, farverne utroligt smukke og vi nød alle tre, at der var tid til snak, grin og løbeture i den fri natur. Tiden gik, mens vi gik med…

Vi fik set tudser, hørt smuk fuglesang, plukket bær, vendt verden og i det hele taget hygget igennem, mens vi fik luft til de hjerner, som godt kunne trænge til lidt energi. Den slags kan man sagtens hente i en rask travetur.

Vi valgte at køre til den anden ende af Ådalen. Vi bor ellers klos oven i den, men oppe i den anden ende er naturen anderledes. Der er vegetationen tættere, skoven hemmelighedsfuld og åen tydeligere og så er der Skovsøerne, som er så smukke. Det er godt at kunne variere lidt.

Efter endt tur lagde Oskar sig til at sove. Oline nåede næsten at få brugt al tiden, inden veninderne skal komme og jeg fik den nye energi, som jeg trængte til, så det er ikke sidste gang vi tager en tur ned i den ende. Næste gang vil vi gå ud til Lergraven, bare fordi vi kan.