At sove for længe

Jeg hader når det sker, men ind imellem skal jeg vågne op med et spjæt og hjertebanken, fordi hjernen på en eller anden spidsfindig måde alligevel er lykkedes med, at advare mig om, at det er alt, alt for sent, jeg slår øjnene op.

Sådan er denne morgen, hvor det er lykkedes hele familien at sove fra ethvert forsøg på at skabe rettidigt liv.

Nu er Oline oppe. Hun spiser morgenmad, ser tv imens og ligner en, hvis verden vender helt og aldeles forkert. Jeg synes ikke det er i orden, at skulle vågne og i panisk frustration over tidspunktet være nødt til at kaste morgenmaden ned i maven, mens man skyndes på at stressede forældre og vi er heldige i dag, for sådan behøver det heller ikke være. Hun får den tid det tager. Jeg har fri.

Imens hun spiser, konstaterer jeg, at sommeren falmer. Ikke kun udenfor er der ved at være begyndende efterårsfarver, men inde er det vist også på tide, at jeg får udskiftet blomsterne i vaserne. Det er en hyggeopgave. Ikke en skal.

Kaffen brygges, stearinlys tændes og imens lytter jeg til morgen-tv, nipper visne blade og sørger for, at der er ro og tid til at vågne.

Når vi endelig skulle sove for længe, er det ikke den værste dag at gøre det på.