28

Tretten

Det er ikke altid lige nemt at være mor til en på tretten. Det kommer formentlig ikke som en overraskelse for nogen af læserne herinde, for de fleste husker enten sig selv i den alder eller har en af slagsen derhjemme.

Præferencerne skifter som vinden blæser og det er ikke altid let at gennemskue metoderne, når det kommer til vellykket kommunikation, for der er stort set ingen regler og det der er godt det ene øjeblik, er skidt det næste. Sådan skal det være. Jeg flyder med, sætter grænser, tager nogle konfrontationer/diskussioner og lader andre passere, for jeg skal også overleve, men jeg anerkender, at for en trettenårig handler det om, at finde sig selv og det gør man bedst, når man spiller bold med de voksne.

Oline er lige vendt hjem fra en uge hjemmefra. Det giver sådan en dejlig ro, for vi er stadig ikke andet end de forældre, som hun har længtes efter, selvom jeg aldrig får hende til at indrømme det. I stedet for at opsøge konflikterne, trisser hun rundt og nyder at være i kendte og trygge rammer igen og det er i orden med mig. Jeg ved jo, at hun igen pludselig eksploderer i indædt rasen mod verden og mig, så jeg er søndagsmild og nyder bare, at der er stilhed før stormen. Man skal vel samle kræfter.

Jeg griner lidt i skægget, når hun pludselig kommer og spørger hvordan det går med hendes trøje, for det er ikke mere end en uge siden, at den var det grimmeste hun nogensinde havde set og sådan har man en holdning, til man tager en ny, men heldigvis kunne jeg fortælle hende, at det går fremad.

Olines sweater

Om et stykke tid er den færdig. Måske bliver den en del af hendes hverdagsgarderobe. Måske kommer den aldrig i brug. Jeg er ligeglad. Jeg elsker at strikke til hende og jeg elsker, at hun slår sig i tøjret og ikke er bange for at såre sin mor, så jeg med garanti kan være sikker på, at den ikke bliver brugt af høflighed, men kun hvis det passer hende.

Gider hun ikke, sender jeg den til Annemette. Hun er nemlig høflig ;-)

Du vil sikkert også kunne lide