Mit køkken

For to minutter siden så der sådan ud i mit køkken. Jeg er egentlig rimeligt tilfreds, for jeg ved jo, at spisebordet kunne have flydt med meget mere end tilfældet er. Jeg har nemlig været forbi. Oline har været forbi og Kenneth har sikkert også, uden vi har bemærket det.

Oline har efterladt halstørklæde, to bøger, en saks og noget papir, som jeg ikke rigtigt ved, hvad skal ende med at blive.

Jeg har efterladt en stak strikkepinde og endnu en saks, nogle opskrifter og en notesbog med skriblerier omkring strik, en varm trøje og en kaffekande, som jeg egentlig glemte, at jeg var i gang med at skulle vaske af.

Det eneste synlige spor af Kenneth er hørskjorten, som hænger skødesløst over en af stolene, men til gengæld er han til stede i rummet. Han laver mad. Han laver sikkert dejlig og velsmagende mad og ved hans side er trofaste Oskar, som ikke viger en tomme.

På billedet har han endnu ikke sat sig, men det har han nu. Han sidder på kanten ind til selve køkkenet og han ved, instinktivt, at det er bedst at holde sig på den snorlige og usynlige grænse, som går mellem opholdsdelen og arbejdspladsen for enden af rummet. Han sidder bare. Tålmodigt holder han øje med Kenneth, for det sker jo ind imellem, at der falder lidt af i hans retning. Sådan sidder han hver eneste dag. Ind imellem belønnes hans tålmodighed og han ved det.

På hjørnet af halvvæggen, lige der hvor Kenneth står og kokkerer, står altid en blomst. Jeg sætter en ny, når den gamle er slidt. Jeg sætter den til Kenneth, så der er kønt at kigge på, mens han står i køkkenet. Gad vide om han nogensinde bemærker den.

Måske skulle jeg spørge ham en dag…