Det går jo nok…

Der er skrevet kort nu. Det tog sin tid, for når der ikke er lejlighed til taler, må man begrænse sig og nedskrive alle de ord, som brænder i hjertet. Det er nu gjort. Sammen med alle de andre ord, som siges ofte nok, men altid tåler gentagelse.

I vaskemaskinen kæmper tekstiler om pladsen, for pludselig foresvævede det mig, at der også var lidt kluns, som trængte til vand og sæbe. Det er nu gjort. Sammen med alt det andet, som også skal organiseres og aftales.

Jeg stresser en smule, men det er så typisk mig, at der ikke er én i familien, som gider løfte et øjenbryn. Ingen tager notits af mine tredive omgange om mig selv, for det er set før. Når jeg falder af bar rundtossethed, samler de mig op, tørrer sveden af min pande og siger “Det går jo nok altsammen” og de har jo ret; det gør det oftest.

Der er mange tråde at holde styr på, men med små huskesedler og en tålmodig familie, som gerne afventer mit normale jeg, er der en rimelig chance for succes.  Nu mangler vi bare lige de bremsere. De kommer i morgen, over middag, hvornår det så er. Jeg vil slet ikke tænke på det endnu. Det går jo. Selvfølgelig. Naturligvis. Absolut!